Klattrup mose – Tidligere tiders småfolks guldgrube

Ensted kirke ved Stubbæk, Aabenraa ligger højt i landskabet. Tilbage i tiden har der herfra været en formidabel udsigt til store moseområder og endnu større skove. Her har de tildels jordløse småfolk kunnet ernære sig ved at fiske på fjorden, drive kulmiler i skoven og lidt landbrug på den ryddede skovjord eller grave tørv i moserne.

Ensted kirke

Ensted kirke syd for Aabenraa, foto: Birte Steg

Mosen er opkaldt efter den nærliggende bebyggelse Klattrup. Bebyggelsen består af spredte huse, der først blev dannet i 1800-årene, da småfolk inddragede ny jord og startede en opdyrkning. Navnet henviser til denne ”klat af huse” udenfor lov og ret.

Klattrup Mose er et militært område

Militært område
Militært område, foto: Peter Steg

Derfor skal skiltningen respekteres. Det er muligt at orientere sig om militærets brug af området inden man kører hjemmefra. Mosen hører under Søgård Øvelsesplads, og øvelseskalenderen kan ses her : Søgård Øvelsesplads og Skydebaner.

Hvis klappen er lukket ned som på billedet er terrænet IKKE åben for publikum. Skiltet på billedet møder man ved indgangen til mosen fra Klattrupvej.

Faunaen i mosen

Der er rige muligheder for at iagttage fuglelivet, og f.eks. Rød Glente kan hyppigt ses svæve elegant henover himlen.  Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har en database, hvor de seneste observationer kan følges. DOF kalder lokationen: Klattrup Mose Øst & Spangstoft Mose.

Floraen i mosen er også værd at kikke efter, bl.a. er Klatrende Lærkespore talrig og på enkelte steder findes Almindelig Mælkeurt her, og man skal bruge en hel del tid på at finde denne liden plante.

Forslag til vandretur rundt i landskabet

Start ud fra Ensted kirke, og vandre ned ad Klattrupvej. Ved det militære skilt lidt efter Klattrupgård vandres der ind i mosen, og følg hovevejen helt igennem mosen til T-krydset, hvor der til højre går mod Flensborgvej, og mod venstre ind i Jep Fink plantage. Her ved T-krydset, hvor to befærdede skovveje mødes, vandres der ad vejen ind i Jep Fink plantage, videre til en kommunal vej der kommer ud på Gammel Kirkevej. Lidt før der går videre ad Gammel Kirkevej holder man til venstre ad en mindre sti der går op forbi HJH Maskiner. Gammel Kirkevej går tilbage til Ensted kirke.

Klattrup Mose rundtur
7 km – Klattrup mose rundtur

Rundturen fører igennem to privatejede skovmatrikler (274-Jep Fink Plantage ApS og 454-Munk Plum), derfor skal generelle adgangsregler for privatejede skove følges.

Klattrup mose rundtur – GPX

Det smukke sted er dokumenteret med billeder og tekst af Birte og Peter Steg, Dansk Vandrelaug Sønderjylland.

Se også: Løgumkloster – Bopladsen i engen