Skulptur-tur i Viborg

En kort tur på 3 km bringer os rundt til statuer og skulpturer i den centrale del af Viborg. Turen kan nydes både sommer og vinter.

Trods sin historie med borgerkrige, kongemord og kongehyldninger er der ingen rytterstatuer i Viborg. Det er mere de driftige mænd inden for hedeopdyrkningen, litteraturen og kirken, der har fået mindesmærker og afbildninger. Og så de skønne kvinder med frodige former.
Der er klassisk og monumental kunst side om side med det mere moderne udtryk i abstrakte skulpturer, som er åbne for fortolkning.

Turen

Turen er beskrevet i et dokument med vedlagt kort (i alt 4 sider), som du henter her: [Hent turbeskrivelse]
Vores tur starter og slutter ved Viborg Kunsthal og bevæger sig via folkeparken Borgvold gennem den historiske bydel. Med fokus på statuer og skulpturer. Man kunne have valgt andre indfaldsvinkler som bygninger, arkitektur eller historiske steder; men der må blive en anden gang. Nu gælder det statuerne og skulpturerne.

Skønne kvinder i bronze og med frodige former

Kongehyldningsmonumentet
Kongehyldningsmonumentet. Viborgs historie i en statue.

Der er de skønne kvinder i bronze og med frodige former på Borgvold. Der er Bjørn Nørgaards moderne udgave af den danske kirkes reformator Hans Thausen side om side med relieffet af samme fra 1836. Der er moderne kunst i støbejern og i granit.
Der er monumentale statuer af hedens opdyrkere. Og ved Viborg Kunsthal er trafikstøjen fra byens mest befærdede kryds forsøgt lukket ude med en enorm mur med et kæmpe mosaikmønster bestående af over 12.000 flisebrikker.

 

 

3 piger på Borgvold
Siddende Pige, Stående Pige og Liggende Pige af Gerhard Henning.
Pigerne har været lidt omkring i landet, men er nu endelig samlet på Borgvold.

 

Havet
Lidt gemt af vejen i en baggård ses Sigrid Lütken’s “Havet”

 

Bjørn Nørgaards udgave af hans Thausen
Hans Thausen i moderne udtryk af billedkunstneren Bjørn Nørgaard kan ses i Thausens Minde.

Følg ruten på Outdooractive

Tekst og billeder: Vagn Olsen
Billedgalleri

God tur
Vagn

Se også: Byvandring til Viborgs 5 byporte

Flere ture på egen hånd

Sådan bruger du en rute i Outdooractive