Referat af generalforsamling 2026

Referat af Generalforsamling i DVL-Trekantområdet den 7. marts 2026

 Ad. pkt. 1. Valg af dirigent og referent

Peter Nors blev valgt til dirigent. Peter konstaterede, at generalforsamlingen var indkaldt i overensstemmelse med lovene. Ebba Nielsen blev valgt som referent.

Ad. pkt. 2. Formandens beretning

Formanden, Jytte Stycke, aflagde beretning for 2025. Heri redegjorde hun for årets aktiviteter og takkede alle frivillige.

Ad. pkt. 3. Regnskab

Peter Nors kommenterede regnskabet for 2025 og forklarede sammenhængen med regnskabet for 2024. Erling Pedersen forklarede, hvordan afdelingstilskuddet og kontingentet bliver beregnet.

Der blev spurgt om, hvorfor afdelingen får tilskud fra Kolding Kommune og ikke fra Vejle og Fredericia kommuner. Hertil svarede Jytte, at man i Kolding har en seniorpulje, hvorfra der kan søges midler. Man får efter antal personer, der er fyldt 67 år. I år havde vi 118 medlemmer i Kolding Kommune, der var fyldt 67 år. Ifølge regnskabet fik vi i år 13500 kr. for aktivering af ældre. En sådan pulje findes ikke i Fredericia og Vejle.

Der fulgte en debat om kontingentstigningen. Hovedbestyrelsen har fået nyt økonomisystem, hvilket forenkler bogholderiet både centralt og i de enkelte afdelinger. Sune er projektansat i Hovedbestyrelsen til at søge fondsmidler. 1,5 mill. kr. er bevilget til  ”Gå grønt gennem byen”, og 4 mill. kr. er kommet ind til andre projekter bl.a. sundhedsprojekter og veteranprojekter og et beløb til afholdelse af bestyrelses-kursus for alle afdelinger.

Ved modernisering af bogholderiet og forenklingen af medlemshåndteringen er der sparet en hel stilling i Hovedbestyrelsen.
Disse ændringer bliver omtalt i ”Vandreliv”, og Jytte opfordrede forsamlingen til at læse bladet.

Regnskabet blev godkendt.

Ad. pkt. 4. Indkomne forslag

Der var ingen indkomne forslag.

Ad pkt. 5. Fremtidigt arbejde

Jytte Stycke fremhævede 4 punkter for bestyrelsens fremtidige arbejde.

Udvikling af vandreture. Vi har mange varierede ture, men mangler flere korte ture i løbet af ugen, især i byområderne Fredericia og Vejle. Fra Hovedbestyrelsen kommer der forslag om nye vandretyper henvendt til den yngre gruppe vandrere f.eks. maratonture og lang lørdag projekter. Et styrket samarbejde mellem turledere er vigtigt.

Fastholdelse af medlemmer. Det er vigtigt at sørge for at fastholde nye medlemmer, når de først er kommet i gang. Der er intromøderne, men der kan laves noget mere.

”Landsby”klynger/byklynger. Ildsjæle skaber sammenhold, så de skal bakkes op. Især i Vejle og Fredericia skal sammenholdet udbygges med faste ture. Bestyrelsen vil invitere medlemmerne herfra på kaffe og snak.

Markedsføring. Jytte lagde ikke skjul på, at det er et vanskeligt område. Hun udsender hver måned et nyhedsbrev. Der er Facebook-grupper, men der er jo mange, der ikke er på Facebook. Annoncering i ugeaviserne kan være tilfældig, da aviserne selv bestemmer, hvad de vil skrive om, og hvilke arrangementer, de vil omtale.

Jytte præsenterede foreningens ”postkort”, og der var interesse for at få nogle til uddeling forskellige steder.

Erling laver løbende navneskilte til rygsækken og prøver at dele dem ud. Han opfordrede medlemmerne til at henvende sig til ham, hvis de ikke har fået dem.

Der kom en opfordring til at bruge google-gruppen til fælleskørsel, også af hensyn til fællesskab. Der er 70 tilmeldte, men gruppen bliver ikke brugt nok. Jytte vil opfordre til at bruge den i sit nyhedsbrev.

60 kr. for enkeltture falder højst sandsynlig væk, da ordningen bliver brugt meget lidt.

Pkt. 6. Valg til bestyrelsen:

Formanden, Jytte Stycke, blev genvalgt

Følgende bestyrelsesmedlemmer var på valg, men ønskede ikke genvalg:

Astrid Jørgensen
Keld B. Jensen

Som nye bestyrelsesmedlemmer blev valgt:

Ida Vad Jønsson
Einar Gudsteinsson

Som suppleanter blev valgt:

Ulla Schmidt
Kirsten Munk

Herefter består bestyrelsen af følgende:

Jytte Stycke, formand
Ingrid Tidemand, kasserer
Erling Pedersen
Sanne Pedersen
Mads Petersen
Ida Vad Jønsson
Einar Gudsteinsson

Peter Nors blev valgt som revisor

Mogens Jensen blev valgt som revisorsuppleant

Erling Pedersen blev valgt som landsmødedeltager,

Sanne Pedersen blev valgt som landsmødedeltager

Mads Petersen blev valgt som suppleant for Erling Pedersen

IdaVad Jønsson blev valgt som suppleant for Sanne Pedersen

Eventuelt

Peter Nors gjorde opmærksom på Hejls Multipark, et aktivitetsområde i Hejls, som åbner i juni.

Der blev overrakt gaver til Keld B. Jensen og Lis Gabelgaard som tak for bestyrelsesarbejdet. Peter Nors og Ebba Nielsen fik gaver for indsatsen i forbindelse med generalforsamlingen.

Peter hævede generalforsamlingen.

Kolding, den 8. marts 2026

 

Referent
Ebba Nielsen