Stockholm

6.-9. september 2024

Vi tilbyder en 4-dags sensommertur til Stockholm, Nordens Venedig, hvor vi besøger nogle af byens perler: Södermalm, Gl. Stan, Riddarholmen, Norra Djurgården, Södra Djurgården og Vinterviken. Vi vandrer på Mariaberget på Söder, på Djurgården og i det centrale Stockholm og på Norra Djurgården og turen slutter med en malerisk vandring langs Vinterviksstranden ud til Café Lyran.

Stockholm er Sveriges hovedstad og er samtidig landets største by. Der bor omkring 980.000 i Stockholm kommune og 2.4 millioner i hovedstadsområdet (2021). Byen breder sig over 14 øer i det område, hvor søen Mälaren flyder ud i Østersøen. Øst for byen er der en række af øer – kendt som Stockholms skærgård.

Der har været bosættelser i området siden stenalderen. Stockholm blev grundlagt som by i år 1252 af den svenske statsmand Birger Jarl. I århundreder var Stockholm endvidere hovedstad for Finland, der tidligere var en del af Sverige.

Stockholm er det kulturelle, mediemæssige, politiske og økonomiske centrum i Sverige. Stockholm Len står alene for over en tredjedel af Sveriges BNP og er endvidere en af de 10 rigeste europæiske regioner målt i BNP pr. indbygger. Byen er bl.a. kendt for de årlige ceremonier i forbindelse med uddelingen af Nobelpriser, der foregår i Stockholm Konserthus og Stockholms Stadshus.

Stockholm er en af de smukkeste storbyer i verden, og landskabeligt på højde med Sydney og Rio de Janeiro. Naturen er til stede midt i den, hvor vandet, klipperne og skovene vidner om dens fødsel af havet, for hvad der synes et øjeblik siden. Men for at trænge naturen lidt til side har der igennem tiden været taget probate midler i brug. Stockholm har fået sit navn fra de sylespidse tømmerstokke, militæret lavede brystværn af rundt om Stadsholmen i middelalderen. Det er en by bygget til forsvar og uantastet magt. Og den er bygget af sten på klipper. Masser af sten, brudt i Stenhamra vest for byen, hvor et helt lille samfund levede af at hugge blokke ud af urfjeldet, for at de kunne stable mure i vejret inden i Stockholm. Stockholm er også en by bygget i en helt anden skala og soliditet end eksempelvis København. Stockholm er storhed, og møder man byen på de rigtige dage, er den generøs og af uomtvisteligt format…..”

Henrik Wivel i “Stockholm, Stockholm”

 

For begge rejsedage gælder følgende:

Vi rejser til Stockholm den 6. september om morgenen fra Københavns Hovedbanegård og hjem igen den 9. om eftermiddagen. Turen tager 5-6 timer hver vej. De præcise tidspunkter oplyses senere. Der kan købes mad og drikkevarer i togets Bistro. Turlederne sørger for at købe gruppebilletter, når vi kender antallet af deltagere og øvrige detaljer.

Logi:

Ersta Diakoni
Erstagatan 1K
Södermalm, Stockholm

T-Slussen ligger ca 20 minutters gang fra hotellet.

Vi bor hos Ersta Diakoni i et historisk miljø fra 1896. Her kan du opleve hvordan diakonisserne og eleverne boede, levede og arbejdede.

Husk at nyde lokalområdet og giv dig tid til at gå på opdagelse i miljøet omkring Ersta Diakoni! F.eks. Ersta Kirke, Ersta Museum, spisestedet Ersta Terrass samt Ersta Second hand!

 

Program for turen:

Dag 1 – fredag den 6.9.24:

Rundt på Söder

Efter ankomsten til Stockholm Centralstation går vi til Tunnelbanan, hvor vi tager toget til T-station Slussen.  Derfra tager vi bus til vores logi på Ersta Diakoni og indkvarterer os på hotellet.

Efter et hvil går vi på opdagelse i den charmerende og historiske bydel Söder. Vi kikker lidt på lokalområdet omkring Ersta. Første stop på vores vandretur er på Fjällgatan, “balkonen”, der byder på velbevarede og charmerende træhuse fra 1700-tallet samt den flotteste udsigt over den stockholmske skærgård.

Vi går via Mariaberget og Monteliusvägen, gennem dele af det litterære Stockholm, hvor vi nyder den fantastiske udsigt ind over Kungsholmen, Skeppsholmen, Djurgården og Gamla Stan. Vi går i de svenske nationalskjalde Carl Michael Bellman, Cornelis Vreeswijk, Evert Taube og Ulf Lundells, fodspor. Digteren Bellman blev født i den gustavianske æra i 1740 på Södermalm og voksede op på Bellmansgatan, som vi går forbi på dagens tur.

Dem, der ønsker at spise aftensmad sammen, spiser på restaurant Hermans i Hälsans Hus, der ligger 5 minutters gang fra vores hotel. Der findes alternativer på Folkungagatan hvor der er adskillige restauranter.

De friske kan gå en aftentur til Åsöberget, Barnängen og Vita Bergen – Söders Mont Blanc. Aftenkaffen kan indtages hos Kajsas i Parken og vi kan spise en is hos Kajsas på kajen ved Barnängsbryggan.

 

Dag 2 – lørdag den 7.9.24:

Rundt på Djurgården

Vi starter dagen med en sejltur til Blokhusudden fra Saltsjöqvarn.

Her starter en spændende vandring på denne grønne oase midt i Stockholm. På Djurgården er der meget smukke huse, flot natur samt attraktioner i verdensklasse. Nogle af Skandinaviens mest besøgte museer ligger på Djurgården. Vi besøger Blokhusudden, der ligger ved udsejlingen til Stockholms ydre skærgård, vi kikker på området ved Rosendal slot, hvor vi kan spise en glimrende frokost og på Café Ektorpet kan vi ”fika” (nyde kaffe og kage) om eftermiddagen efter et eventuelt besøg på et kunstmuseum: Prins Eugens Waldemarsudden – “Stockholms vackraste konstmuseum!”

Efter en spisepause vandrer vi til Stockholms centrum, hvor vi går en runde til Sergels Torg, Drottningsgatan, Rigsdagen, Kongeslottet, Riddarholmen og Gamla Stan. Herfra tager vi tog og bus hjem til Ersta Diakoni på Södermalm.

 

Dag 3 – søndag den 8.9.24:

Sejltur til Norra Djurgården og vandring til Bergianska Trädgården

Sejltur fra Saltsjöqvarn til Ropsten. Vandring i Hjorthagenkvarteret.

Vandring langs vandet på Norra Djurgården. På Norra Djurgården kikker vi på Karl XI:s fiskarstuga, en historisk bygning fra 1600-tallet. Hytten er opført i 1680’erne og er Djurgårdens ældste bygning.

Vi giver os god tid til at udforske Bergianska Trädgården – Stockholms Botaniske Have, hvor der er mulighed for at spise frokost og gå på opdagelse på egen hånd i drivhusene og i haven. Der er mulighed for at bade ved Brunnsviken. Vi tager toget hjem til Ersta Diakoni.

 

Dag 4 – mandag den 9.9.24:

Vandring langs Vinterviken til Café Lyran

Vi tager til Slussen, hvor fra vi tager toget til Mälarens strand og starter en smuk vandretur langs vandet med mulighed for badning.

På turen kommer vi forbi hyggelige kolonihavehuse, resterne af Alfred Nobels fabrikker, og vi slutter ved den historiske Café Lyran, der er opført i Schweizerstil i 1867. Her er en smuk udsigt over Mälaren og meget hyggelig svensk stemning.

Vi spiser frokost på Café Lyran. Fra Bredäng tager vi toget til Slussen og bussen til Ersta Diakoni for at hente bagagen. Derefter er der afgang til Stockholm C

Ret til ændringer i programmet forbeholdes!

 

 Pris:

Ved 20 deltagere i DKK:

4.300,- pr. person i dobbeltrum

5.000,- pr. person i enkeltrum

 

Dette inkluderer:

tog t/r, logi med morgenmad, aftensmad lørdag samt frokost mandag.

SL-lokaltransport er ikke inkluderet. Pris: ca. SEK 290,-

 

Det samlede antal km for turen kan nå op på ca. 55 km.

 

Max. deltagerantal: 22 personer inkl. 2 turledere

Turen gennemføres ved minimum 18 deltagere (eksklusiv de to turledere)

Tilmelding fra 01.02.2024 kl. 10.00 på dvl.dk/ferier

1. rate af betalingen på 2.000 kr. bedes indbetalt straks efter tilmelding og slutraten betales senest den 30. april. Betaling skal ske til Dansk Vandrelaug, Gentofte afd.

Konto: 0111-6896821014, mærket Sthlm sep 2024 + navn på afsender

DVL har en udvidet ansvarsforsikring til brug for uforudsete hændelser på vandreferier, som DVL selv arrangerer:

”Dansk ret skal regulere ethvert krav, der rejses overfor virksomheden og søgsmålet skal anlægges ved dansk domstol eller ved voldgift i Danmark”.

Du bør tilmelde dig Danskerlisten og hente app’en Rejseklar, når du er i udlandet – for din sikkerheds skyld. Det tager kun 2 minutter!

https://um.dk/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/danskerliste_um-rejseklar-app

Vores gule sygesikringskort gælder kun inden for Danmarks grænser. Husk dit blå sygesikringsbevis.

Vi anbefaler endvidere at du har en rejseforsikring!

 

Turledere:

Vibeke Bjerregaard & Erik Olsen, Gentofte DVL

Evt. spørgsmål rettes til gentofte.dvl@gmail.com

 

Links:

Fotosamling fra Stockholm – Facebookgruppen Stockholm

SMHI – Se dagens vejrudsigt her

Toa Sverige – hypermoderne toiletter i Stockholm