Tur til Söderåsen

Söderåsen


Skäraåen. Foto: skane.com © sydpol.com

 

I 2019 havde vi denne dejlige tur til Söderåsen – mon 2022 vil bringe os tilbage?

Søndag 27/10/2019: Søderåsen i efterårsfarver

Vi satser på at skoven har de flotteste efterårsfarver til denne spændende tur på Søderåsen, der er vores nærmeste fjeldområde i Sverige.

Vi starter ved Rallate med søjlebasalt og fortsætter til Skäralid med naturcenteret. Derfra går vi videre til Kopparhatten og følger senere Dejebäcken til Skorstensdalen m.m.

Turen slutter ved Klåverøds vandrehjem, hvor der serveres kaffe / the og kage.

Turen er temmelig kuperet med flotte udsigter, søer og idylliske vandløb – så du skal være godt gående med gode vandrestøvler.

Husk billedlegitimation i tilfælde af grænsekontrol.

Tur: 14 km

Fra: Sjælør station kl. 7.30. Tilslutning ved Lyngby station ud for Stationsforpladsen nr. 1 (Invita) kl. 7.50 (gå til højre fra stationen til enden af forpladsen).

Tilslutning i Helsingør ved Scandlines bil-billetsalg (Færgevej 8) kl. 8.20.

Til: Sjælør st. ca. kl 19. Pris: Medlemmer 300 kr. inkl. bus, færge og kaffebord. Gæster: 350 kr. Børn u. 14 år halv pris.

Ledere:  Ole Bertelsen og Christian Lauritzen.

 

Söderåsen – Nordeuropas største naturskov

Få timer fra København venter Söderåsens Nationalpark, der er Nordeuropas største naturskov. Her kan man gå på geologisk skattejagt med børnene, vandre rundt om den sagnomspundne ’Odins sø’, udforske en af de mange vandreruter, der går gennem klippelandskaber og grønne bøgeskove eller bare pakke madkurven ud og nyde naturen i fred og ro.

Söderåsens Nationalpark ligger ca. 30 km øst for Helsingborg og består af 1625 hektar stort skov- og klippelandskab med et rigt dyre- og planteliv. Nationalparken udgør kun en lille del af den over 20 km lange og 5-10 km brede Söderåsen, som er en høj klippeformation dannet for over 70 mio. år siden.

Vandrestier i nationalparken

Fra nationalparkens hovedindgang ved Skäralid kan du vælge mellem flere markerede vandrestier fra 900 meter (handicapvenlig) til den 7,2 km lange Liakroksrundan som går app på åsen. Der er også andre stier og ruter som kan kombineres til længere ture.

En af stierne går langs Skär-ån ind i en dyb sprækkedal med høje skrænter på begge sider. Efter ca. to km og en stigning på 90 meter når du Kopparhatten, hvorfra der er smuk udsigt over det skånske landskab. Du kan også nå Kopparhatten ad en snoet bilvej, som udgår fra P-pladsen ved hovedindgangen.