Optur ved Himmelbjerget. Foto Vagn Olsen

Vores område

Danmarks bedste vandreområde

Silkeborg Afdeling dækker Silkeborg Kommune. Et område som vi vil betegne som Danmarks bedste vandreområde.

Men vi laver også ture ud over vores eget område. Især i området ved Himmelbjerget og Ry i Skanderborg Kommune, ved Bøllingsø i området ved Kragelund samt området ved Hammel i Favrskov Kommune vil vi have en hel del ture. Men I vil finde os over et langt større område. Under “Vandreture” kan du se vores brede palet af ture.

Rundt om Silkeborg har vi vore 4 klassiske skove. Nordskoven med bl.a. Louisehøj og Dronningestolen, Vesterskoven med Frederik 7’s høj, Østerskoven med Karoline Amalies høj og Sønderskoven med Slåen Sø.

Og vi har vore store søer, hvor Gudenåen løber igennem, startende med Julsø ude ved Himmelbjerget, dernæst Borresø og Brassø. Og ved Silkeborg møder vi Almind Sø, Ørnsø og Silkeborg Langsø. Du kan følge Silkeruten forbi disse tre søer.

Mod øst finder vi endvidere Den kunstige Sø, Linå Vesterskov og højdedragene Sindbjerg og Stoubjerg. Mod syd finder vi Thorsø Bakker og mod vest Funder Ådal med højdedraget Hørbylunde Bakke samt Bølling Sø.

I Gjern-området har vi først og fremmest Gjern Bakker og Sminge Sø. Samtidig kan vi følge Pramdragerstien langs Gudenåen fra Resenbro til Svostrup og videre til Kongensbro. Og så er det endvidere oplagt at tage en kanotur på denne rute.

Ved Kjellerup og Ans har vi Tange Sø og lidt sydligere Hinge Sø. Og i Kjellerup har vi Krabbes Grønne Ring.

I området vest for Them og Bryrup finder vi hele Vrads-området med Velling Skov, Vrads Sande og Skærbæk Plantage. Og Ved Bryrup har vi Bryrup Langsø og Karlsø. Og så har vi den særprægede geologiske formation Salten Profilet syd for Them.

Hærvejen

Den oprindelige Hærvejsrute til Slesvig havde sit udspring i Viborg, og i 2014 blev 2 nordlige grene til henholdsvis Hirtshals og Frederikshavn koblet på med udgangspunkt i Viborg. Alene inden for Silkeborg Kommune møder vi Hærvejen ved Bølling Sø. Herfra fortsætter den forbi Hørbylunde og videre til Brande Kirke. Herfra til Sepstrup og videre gennem Skærbæk Plantage og Vrads Sande.