DVL Trekantområdet – en afdeling i forandring

Jytte Stycke har som formand i DVL Trekantområdet gået mange nye veje de seneste år. Afdelingen har fået nyt navn, nye turformer er kommet til og bestyrelsen og udvalg arbejder i det hele taget målrettet på at øge synligheden både i og uden for lokalafdelingen.

Jytte Stycke. Foto privat

Jytte Stycke. Foto privat

Af Camilla Dam 

Det har være en lang proces, som så småt begyndte at forme sig allerede, da Jytte tilbage i 2012 blev medlem af DVL Kolding, som afdelingen hed indtil for snart et år siden.  

– Jeg har altid været sådan: hvordan kan vi gøre det anderledes, når jeg ser et problem eller en udfordring. Hvordan kan vi komme videre?  

Dengang boede Jytte i Fredericia og havde derfor en del kørsel til og fra turene, der ofte tog udgangspunkt i Kolding. Så en forbedret samkørselsordning stod på ønskelisten fra start. 

Forening og fællesskab frem for alt

Det gode forhold til vandring begyndte, da Jytte nærmede sig pensionsalderen efter en lang karriere som skolelærer. Hvad skulle hun bruge al den ekstra tid til – cykling eller vandring? Valget faldt på det sidste, og med bopæl i Fredericia fandt hun frem til foreningslivet i DVL Kolding. 

– Jeg var helt sikker på, at det skulle være en forening, for det skulle være noget med fællesskab og tilhørsforhold og så naturen, fastslår Jytte. 

I starten kunne hun udelukkende være med på ture i weekenden, men nåede alligevel at opdage, hvor hyggeligt det var at gå med. Og da hun først fandt nogen at dele køreturen til Kolding med, kom der for alvor gang i medlemskabet i 2014. 

– Jeg finder også ud af, at det er sjovt at lave ture og at opleve nye steder. Så jeg bliver ret hurtigt turleder. Jeg er også nysgerrig efter, hvad der sker i foreningen. Så da lokalbestyrelsen efter et par år manglede et medlem, blev jeg suppleant, og i 2018 siger jeg ja tak til en formandspost. Det har jeg været siden. 

Mangler i medlemsskaren 

Inspireret af DVL’s hovedbestyrelse og andre afdelingers arbejde med medlemsdata begyndte Jytte og resten af lokalbestyrelsen at analysere vandreudbuddet og medlemmernes adresser. De fandt store pletter på landkortet, hvor der hverken var medlemmer eller ture. Det var oplagt, at Fredericia og Vejle skulle på Danmarkskortet.  

– Det kunne ikke være rigtigt, at Dansk Vandrelaug ikke havde nogen medlemmer i så stort et område, fastslår Jytte. 

En del af løsningen på den udfordring tog for alvor form på et hovedbestyrelsesmøde for godt to år siden under en samtale med Viborgs formand, Svend Erik Hansen, som foreslog en navneforandring til Trekantområdet. Den tanke greb vi og arbejdede videre med. 

– Det var en rigtig god ide at appellere til nye medlemmer med navnet. Folk i Fredericia og Vejle ved ikke at der eksisterer et Dansk Vandrelaug i området, så her havde vi en opgave, siger Jytte. 

Her kan du vandre med DVL Trekantområdet

Bump på vejen til succes 

Bestyrelsen kontaktede blandt andre naboafdelingerne fra Horsens og Sønderjylland, da nye medlemmer ved indmeldelse automatisk (tidligere) er blevet knyttet til en afdeling afhængig af deres postnummer. Og der skulle rykkes lidt rundt på postnumrene, for at de passede til DVL Trekantområdet.

– Det udløste store problemer, især på grund af postnumre som gav en lidt ulogisk fordeling af medlemmer. Men der var ingen medlemmer med de pågældende postnumre, så det fik vi heldigvis løst, også med hjælp fra Hovedbestyrelsen. 

– I dag har vi et positivt forhold til vores naboafdelinger. Vi har allerede haft én samarbejdstur i Vejle. I Fredericia har vi både fået nye turledere og medlemmer i bestyrelsen. Vi har også fået mange nye medlemmer i Fredericiaområdet, men det skyldes også at alle medlemmer i mrådet automatisk bliver tilknyttet på grund af postnummer.  

– Vi har stadig noget at arbejde med i Vejleområdet, selvom vi også her har fået nye turledere og medlemmer i bestyrelsen. Ved forrige generalforsamling udvidede vi bestyrelsen med to medlemmer, så både Fredericia og Vejle blev repræsenteret. 

En god start på turen

Med hensyn til markedsføring har DVL Trekantområdet stadig en del at arbejde med. 

– Alligevel er der mange flere med på vores ture også fra andre afdelinger. Vi har lavet nye typer af ture. Vi har haft kunstture og mørketure. Vi har maratonture, og vi gør meget ud at beskrive, hvilken slag ture der er tale om. Det er ikke bare en vandretur, det kan fx også være en plustur som er meget populær, forklarer Jytte. 

Lokalbestyrelsen har også kigget nærmere på, hvordan man tager imod nye medlemmer ude på turene. Vi har fået en turleder som plejede at samle deltagerne i en cirkel, hvor de præsenterer sig for hinanden og fortæller, hvor de kommer fra, og om de er nye på tur. Det er der nu flere, der gør. Det betyder meget for fællesskab og samhørighed, især når man er ny. 

Nyhedsbrevet er blevet et væsentligt redskab til at nå ud til både egne og andre afdelingers medlemmer, samt potentielle medlemmer. 

– Faktisk havde vi en tur på Vejlekanten for nylig, hvor der viste sig at være deltagere fra fem forskellige afdelinger. Så medlemmerne kigger ikke kun efter ture i egen afdeling. De ser mere på området, de vil vandre i. Det er jeg glad for at se, siger Jytte.

Vejen er åben til flere nye medlemmer

Hun understreger, at bestyrelsen fortsat går målrettet til værks med rekruttering af nye. De arbejder på at få flere turledere og frivillige, især i Vejle, for der er stadig et stort uforløst potentiale.  

DVL Trekantområdets næste skridt har fokus på Vandrernes Dag i netop Vejle. Den 27. september er der hele tre ture med udgangspunkt og afslutning på Naturlegepladsen i Sønderskoven. 

Her kan du møde repræsentanter fra DVL Trekantområdet, hvor de deler postkort og foldere ud til både deltagere og nysgerrige forbipasserende, som vil se nærmere på det foreningsliv, som Jytte Stycke sætter så højt. 

DVL Trekantområdet vil også have gang i flere samarbejdsture på tværs af afdelingerne og ture med gæsteturledere. Alt sammen for DVL’s mangfoldige turkort kommer til at blomstre endnu mere, end det allerede gør. 

Læs de øvrige artikler i det seneste Vandreliv-magasin her