Julen nærmer sig …
og her kommer en invitation fra Prins Polka og Raadvad Bronzeværksted til Juleåbne værksteder ....

I dag dumpede der en invitation ind i mailbakken fra Josefine og Stine fra Raadvad fabrik, som du kan læse her:
Invitation Jule Åbne Værksteder i Raadvad 2025
En af vores juletraditioner i Vandrelauget er at vandre gennem Dyrehaven og til Jule-åbne-værksteder, så hvis I vil opleve julemarkedet i Raadvad, sammen med Dansk Vandrelaug Gentofte-Lyngby, så har I i år muligheden lørdag den 13. december, hvor Vivi-Ann og Gunver har en vandretur fra Skodsborg via Raadvad og til Klampenborg, hvor der kikkes på julemarkedet undervejs. Og her kommer så Stine og Josefines beskrivelse af: Jule-Åbne-Værksteder i den historiske Raadvad Fabrik, som en lille appetizer:

Foto: Torben Åndahl
“… Hver jul er der tradition for at Raadvad Fabrik åbner dørene til de mange unikke værksteder i de to første weekender i december. I værkstederne kan du møde resultaterne af nogle af de mange tanker og det håndværk, der igennem året er blevet til spændende værker og produkter – og du kan møde menneskene bag. Kig ud til os i midt skoven – og kig indenfor, for hos os kan du finde den helt særlige gave til både dem du elsker og til dig selv. Her får du et forslag til en hyggelig tur rundt til de mange jule åbne værksteder:
Når du træder ind på fabriksområdet, er den første, du kan besøge, væveren Karin Carlander. Hun holder til i et imponerende højloftet rum med adskillige fine trævæve. På væggene hænger værker fra hendes seneste udstillinger, smukke vævede kimonoer og der findes stabler af håndvævede viskestykker. Børn og barnlige sjæle kan lave julepynt af rester fra Karins værksted og tage det med hjem kvit og frit samme dag. Du kan også købe poser med materialer og fortsætte med dit eget juleværksted derhjemme.
I forlængelse af Karins vævestudie kan du besøge møbelsnedkerne Josefine Toft og Christian Street, her kan du kigge på håndlavede snedkermøbler, drejede træskåle, fade og – ikke mindst – Josefines skønne ”Svævende Hylder”. Når du går ud ad døren og kigger mod højre, ser du Naturskolen. Igen i år er de vært for den traditionsrige skatteleg for børn i den 1. weekend. Du skal rundt og finde dyr på Raadvads åbne værksteder og mon ikke, der en lille præmie til børnene?
Overfor Naturskolen ser du indgangen til bronzestøberiet, hvor billedhugger Stine Ring Hansen og hendes store ovne holder til. Også her er der, i mere end én forstand, højt til loftet. Og udover Stines mange både små og store bronzeskulpturer, kan du også nyde en kop kaffe, the, glögg eller varm kakao – og hjemmebag!
Når du går op ad trappen lige uden for Stine Ring Hansens værksted, kommer du op til den internationalt anerkendte keramiker Bente Hansen, som bl.a. er kendt for sine saltglaserede akvareller. I rummet lige bag Bente Hansens keramikværksted møder du billedkunstneren Cecilia Westerberg, som for nylig har udgivet en bog om kunst, alkymi, proces og natur. Den giver indblik i Cecilias kunstneriske virke og arbejde i forbindelse med udstillingen ”Alkymistens Laboratorium”, og giver et fint indblik i hendes eksperimenterende arbejde. Cecilia er lige nu udstillingsaktuel i Malmø Kunstmuseum. Cecilias værksted er åbent 1. weekend.
Vel nede ad trappen ser du Josefine Lüttges julehule med gammelt og hjemmelavet julepynt m.m. igen udenfor kan du gå videre via broen over Mølleåen og her møder du duften af friskbagte vafler, som Miriam og Alfred står og bager. Her kan du også kan købe kaffe, sjælevarmere, brændte mandler og andre lækkerier.
Bag vaffelbageriet i hovedbygningen finder du tekstildesigner Nina Born. Her kan du se skønt strik til børn i et væld af farver og mønstre. Alt er håndstrikket og sælges under navnet ’Mininit’. Nina har inviteret væver Mary-Ann Hansen indenfor med hendes vævede vægrelieffer i papirgarn, der netop har været udstillet i portnerboligen til Sofienholm i Lyngby Kunstforening. Mary Ann skaber også punge af hør og bomuld og en serie strikvanter. Nina Born og Mary-Ann Hansen har udelukkende åbent den 6. og 7. december.
På den anden side af portnerboligen finder du designeren Henriette Melchiorsen, der med FairTrade Designers har udviklet produkter i samarbejde med kunsthåndværkere fra Betlehem. ’Den lille fredsfugl’ i palæstinensisk oliventræ, er et fredfyldt julebudskab. Henriette er aktuel på udstillingen Imagining The Future, på Det Kgl. Akademi, hvor hun også underviser. Henriettes værksted har åbent 1.weekend.
Skråt overfor kan du se Raadvad Stenhuggeri. Her kan du se eksempler på de arbejder, som stenhuggeriet er i gang med netop nu. Og du kan også møde Mads Buch Lagers, der har bragt en række helt uforlignelige håndlavede japanske knive med sig til den gamle knivfabrik. Ved siden af Mads står Susanne med strik og Sine og fylder rummet med duften af æbleskiver; så bliver det ikke mere julet!
Udenfor Stenhuggeriet kan du gå forbi den høje skorsten og til venstre. Her møder du keramisk formgiver Elisabeth Lau Kieffer i hendes fine atelier med skønt ovenlys. Elisabeth har lavet keramik i porcelæn i mere end 40 år, og har flere serier af kopper, tallerkener, vaser og fade med relief i. Alt drejet i hånden eller bygget op og glaseret i hendes helt særlige farveskala. Elisabeth holder åbent d. 6. og 7. december.
Når du forlader Elisabeths atelier, så slå lige et smut over mod åen, hvor vandstæren holder til. Det er en lille sort stær med hvidt bryst. Den ankommer her i efteråret for at tilbringe vinteren herned og holder til ved Mølleåen på Raadvad Fabrik.
Når du er færdig med at spejde efter stæren, så kig til højre mod den lave, hvide bygning. Det er et tidligere gørtlerværksted, som nu rummer stoftrykkeren Lisbet Friis’ atelier. Her kan du også møde stoftrykkeren Josefina Enevold. De deltager begge lige nu – sammen med 6 andre stoftrykkere – i en stor markering af 100 år for dansk stoftryk på Designmuseum Danmark. Der er lavet en smuk bog om udstillingen, som hedder ”Vi Ser Mønstre Allevegne”. Den kan du købe hos Lisbet, hvor du også kan se og føle på og lade dig friste af tæpper, sjaler, gulvtæpper og tørklæder samt Josefinas naturinspirerede tekstildesign.
Når du går ud ad Lisbet Friis’ dør og ser til venstre, ser du en ny dør. Gå ind ad den. Så kan du besøge Suzette Duus Hansen og hendes gæster fra Ladies Drawing Night Cph, som sammen udforsker kreativiteten via arbejdet med håndlavede materialer og teknikker. Til julemarkedet har de designet en kreativ kalender med fokus på naturen, og sælger desuden mindre unikaværker, postkort og julepynt.
Fortsæt op ad trappen og så ser du døren ind til guldsmed Kasia Gasparskis værksted. Kasia arbejder pt. på en udstilling på Munkeruphus i 2026 og vil kun være på værkstedet, hvis tiden tillader det. Til gengæld kan du være helt sikker på at møde guldsmed Jytte Kløve, der i 2025 flyttede savbrættet fra Lyngby Hovedgade til Raadvad Fabrik, og nu har været en fast del af Kasias værkstedet i et år. Her kan du lade dig friste af Jyttes nye, smukke løbende brocher og nåle bestående af myriader af halvmåner i hendes karakteristiske formsprog. De har titlen Månens 1. Kvarter.
På samme etage kan du møde billedkunstner Katrine Skovsgaard, som netop er kommet hjem fra studier i London. I hendes atelier holder også maleren Lisbeth Grandjean til, med hendes store malerier, der er sammensat af grafiske, monocrome farveflader i et univers inspireret af dyr og natur; og billedkunstneren Anne Mølleskov, hvis arbejder i bl.a. digitale tryk og ‘artists books’ tager udgangspunkt i vores forhold til naturen. På samme værksted kan du også møde Raadvad Fabriks nyeste deltager, scenografen og kostumedesigneren Matina Hindberg.
Husk at dvæle ved den smukke udsigt fra atelierets vinduer; det er den mest vidunderlige udsigt over den opdæmmede sø. Det var vandet fra denne sø – med dens tilløb fra Mølleåen, som drev vandmøllen og gav energi til fabrikken, som af mange betegnes som ”Industriens Vugge” i Danmark. Fabrikken blev etableret i 1643 og her produceredes så forskellige ting som krudt og knive. Fabrikken i Raadvad ligger her heldigvis endnu, men møllen med dens vandkraft er borte. I dag er Raadvad Fabrik fredet og i 2021 blev Fabrikken omdannet til en selvejende fond, og drives nu i et fællesskab af værksteder for håndværk, kunst og kunsthåndværk….”
Raadvad Fabrik
Raadvad 40
2800 Kgs. Lyngby
www.raadvadfabrik.dk
VB/22.11.25