Velling-Klaptoft-Forundringens Have

19 friske vandrere var med på en skøn majtur i varieret vestjysk natur

DVL vandretur 10. maj 2026. Velling-Klaptoft-Forundringens Have. Fra turen kl. 10.51.

Fra turen kl. 10.51. Foto Anne Marie Gammelager

Teksten fra turbeskrivelsen
Turen går mod Rydbjerg, under vindmøllerne i Lem Kær mod Vestertredje, Klaptoft, Velling Plantage, Volshøj og Forundringen Have.
Vi går ad Rydbjergvej til Rydbjerg, og hører her nogle få anekdoter, som knytter til den tidligere herregård. Vi går bag om Rydbjerg ned i Lem Kær med de 11 store vindmøller. Efter turen under møllerne går vi over jernbanen og til Engholmvej forbi Vestertredje mod Klaptoft. Videre til Klaptoft Plantage, ad Skraldhedevej forbi Volshøj, Vellings højeste punkt, og gennem Forundringen Have ved Vestjyllands Højskole, ad Koustrupvej og Stavnskjær tilbage til vore parkerede biler.

Anne Marie på Facebook om turen
Tekst fra Facebook:
På søndagstur med DVL Ringkøbing-Skjern afd. var 19 friske vandrere. Vi startede ud med lidt kølig vind og en skyet maj himmel, men skyerne spredtes og vi fik blå himmel og sol. Turen gav os 15 km i benene, i skøn varieret vestjysk natur. Herudover fik vi spændende og oplysende fortællinger med os hjem i ‘rygsækken’.

Første stop på ruten var den tidligere herregård Rydbjerg, her gav Torben os indsigt omkring tidligere og nuværende ejere af stedet, samt et historisk tilbageblik. Senere passerede vi de mange vindmøller i Lem Kær, samt kunne vi skue de mange store kvæg- og svinegårde i området. På tilbagevejen en tur gennem Klaptoft Plantage og et smut på Voldshøj (stor gravhøj), herfra kunne vi nyde udsigten over fjorden til Lyngvig Fyr. Sluttelig et smut gennem Forundringens Have (Vestjyllands Højskoles biodynamiske og økologiske haveprojekt.
STOR TAK til turlederne Torben og Alice for denne skønne maj måneds søndagstur
Velling-Klaptoft-Forundringens Have 10. maj 2026 – ruten

Se samtlige billeder fra vandreturen her.
Bliv inspireret til andre vandreture – Find vej til vores store samling af dejlige turbilleder her.