Afdelingens historie
Vestsjælland afdelings historie
Af Vagn Johansen
Indtil 1995 var der en DVL Holbæk afdeling, som blev nedlagt p.g.a. mangel på frivillige til bestyrelse og måske andre årsager, som ikke er mig bekendt. Deres kassebeholdning på 5.000 kr. blev deponeret i DVLs regnskab til opstart af evt. ny afdeling.
Ultimo 1996 blev der taget initiativ til opstart af en DVL Vestsjælland, af bl.a. Jette Vistrup som dengang var DVLs kontaktperson i det Vestsjællandske. En arbejdsgruppe blev startet med Jette Vistrup, Anita Garbers DVL Kbh. og turlederne fra DVL Storstrøm afd. i Næstved formand Mogens Andersen, Niels Hansen, Jan Hansen, Jørn Andersen og Carl Mehlsen.
Denne arbejdsgruppe arrangerede derefter i efteråret 1996 og 1997 en række vandreture i Vestsjælland.
I sensommeren 1997 var der kommet så meget aktivitet i Vestsjælland, at man mente der var grundlag for en afd3ling.
Der blev indkaldt til en stiftende generalforsamling d. 27/9 1997 på Slagelse bibliotek. På denne generalforsamling blev der valgt en bestyrelse med Jette Vistrup, formand, Ingelise Koustrup, kasserer, Hanne Sloth Krogshede, sekretær, Carsten Carlsen og Rene John Hansen.
Turlederne fra initiativets arbejdsgruppe forsatte 1 år mere og arrangerede sammen med de nye turledere i DVL Vestsjælland ca. 2 ture pr. måned. Desuden lavede Storstrøm afd. i perioden 1996-1998 også et turhæfte med alle de Vestsjællandske ture.
Jeg (Vagn Johansen) kunne desværre ikke deltage den aften, der var stiftende genralforsamling. Men blev medlem kort efter.
Fra starten var der 5 turledere i DVL Vestsjælland. Jeg tror nok, jeg selv startede som turleder i januar 1998.
Turleder kursus. En lørdag februar 1998 var der kursus for afdelingens turledere på Høng skole. Instruktører var de 4 turledere fra Næstved og formanden i Storstrøm afd. Mogens Andersen. Han var forhenværende befalingsmand hos garderhusarene, hvilket vi ikke var i tvivl om!
I 2000 havde Storstrøm afd. Næstved grupper deres 10 års jubilæum, med en lille fest i Næstved. Her deltog jeg sammen med Jette Vistrup, hvor vi benyttede lejligheden til sige tak til deres turledere, for hjælpen med opstart af DVL Vestsjælland.
Indtil 2002 skete der ikke den store udvikling i afdelingen, vandreture på 9 – 14 km. medlemstal på 180-210. Generalforsamling på Slagelse bibliotek med deltagelse af bestyrelsen + måske 1-2 mere, ret kedeligt.
I vistnok 2001 foreslog jeg, at vi til generalforsamlingen arrangerede en kortere vandretur 5-7 km. inden vi påbegyndte mødet og efter mødet kaffe + kage.
Den første genralforsamling efter dette koncept var i foråret 2002, med start ved Gørlev bibliotek og vandring i det sydlige af byen.
Efterfølgende har der været genralforsamlinger i bl.a. Fugledegård, Den gl. Smedie ved Kongskilde, Hallebyore forsamlingshus, værkstedet ved Brorfelde observatorium og nogle flere gange i Gørlev bibliotek. Med det nye koncept steg deltagerantallet til ca. 40-45.
Et andet initiativ med succes var starten på aftenture. I sommeren 2002 lavede jeg 3 aftenture i Kalundborg. Der kom ca. 20-40 deltagere, hver aften. Dermed kunne jeg konkludere, det skulle fortsætte. Så fra slutningen af april 2003 var der, hver anden onsdag aftenture i den daværende Kalundborg kommune. Jeg fik bestyrelsen overtalt til en bevilling på 3.500 kr. til annoncer i den lokale Kalundborg Nyt. Og da annoncen var købt fik jeg en journalist til og skrive en ½ side om den nye friluftsaktivitet i Kalundborg. Derefter gik det stærkt med nye medlemmer i DVL Vestsjælland 🙂 og nye turledere bl.a. Boje Rasmussen og Søren Larsen, i starten var de mig en stor hjælp til finde og vise mig alle de skønne steder og udsigter ved Kalundborg. Efterhånden fik jeg dem også overtalt til og være turledere.
Fra 2005 begyndte Lars Hansen (turleder i 2003) og Lene Lykke og lave aftenture i Sydvestsjælland og jeg udvidede mit aftenområde til hele Nordvestsjælland.
Et andet nyt tiltag i DVL Vestsj. Var da jeg i 2003 havde min første længere vandretur. 23 km. i området nord for Sorø – Ringsted. De andre sagde til mig dengang, at der ikke var nogen der gad gå så langt, men der kom alligevel vistnok 9 deltagere, deriblandt Lars H. Som en af de få andre turledere, som også troede på der deltagere til mere 15 km.
Der har sidenhen været mange længere vandringer, ja helt op til 42 km.
Hvis jeg husker ret, så er fakta sådan: På tur i (2005?) Korsør med Lars H. spurgte Lars deltagerne om der ikke var nogen, som havde lyst til og være turleder i DVL Vestsj. Aftenen efter ringede Jette til mig og spurgte om jeg ville hjælpe en ny turleder i gang, han hed Henning Vingborg. Jo det ville jeg da gerne, det blev nu en ret let opgave. Henning havde ikke brug for nogen hjælp, kun lidt snak om vores respektive fortid, Henning startede som lærer på Høng Landbrugsskole samme dag, som jeg havde min 1. skoledag samme sted. Henning blev valgt til bestyrelsen i 2006 og dermed startede flere nye tiltag, som var medvirkende til den succesrige fremgang. Henning tog initiativ til en hjemmeside og turfolder. Så nu blev DVL Vestsj. rigtigt synlig i det Vestsjællandske.
5/11 06 havde jeg en vandretur ved Kobæk strand. Det var dagen efter et meget kraftigt stormvejr, med efterfølgende oversvømmelse også ved Kobæk. En af deltagerne kom fortalte mig, at nu havde han været på turlederkursus og ville gerne begynde som turleder, det var Jørgen Nordtorp Jørgensen,som på den efterfølgende generalforsamling blev valgt ind i bestyrelsen.
Sammen med Jørgen var jeg med til og starte vandreaktivitet i Odsherred, hvor vi i 2008 begyndte med indtil 5-6 vandreture deroppe. Ret hurtigt mødte vi Asger Christensen, som blev turleder allerede inden han blev medlem. Med hensyn til starten på vores udvikling i Odsherred, hjalp det også gevaldigt at der kom en Vandrefestival Sjælland, som Odsherred kommune satsede ekstraordinært meget på, og vi fulgte med til mange møder på turistbureauet i Nykøbing Sj. På den første Vandrefestival mødte jeg Jan Holst, som også blev turleder. Derefter havde Jan og Asger i nogle år et ret så givtigt samarbejde i Odsherred. I de første 3-4 år med Vandrefestival var jeg en slags turentrepnør for Odsherred kommune / Turistbureau.
Dengang Vandrefestival Sjælland var på sit højeste aktivitetsniveau i 2009 – 13, var der økonomi til festival avis. Da havde DVL Vestsjælland ca. 40 vandringer på de 25 dage.
Børnefamilievandreferie eller 3 generations vandreferie som det blev kaldt efter Jørgen N.J. blev turleder.
Ideen opstod under Vandretræf 2005, som DVL Vestsj. stod for, det foregik i Odsherred. Vi stod ude på Ordrup Næs og kiggede mod Sejerø. Der kom ideen til børnefamilievandreferie. Som jeg i 2006 lavede på Sejerø sammen med 2 turledere fra København og DVLs naturvejleder Kirsten Føns. I 2007 var det så en turleder fra København og mig, der lavede ferien. Midt i planlægningen kom Jørgen Nordtorp Jørgensen med i teamet. I 2010 lavede jeg den sammen med 2 turledere fra Roskilde Jette og Merethe.
I 2009 og fra 2011 til 2020 har Jørgen så lavet denne ferie som 3 generations tur, med mig som assistent på nær i 2011, hvor det var Henning Vingborg.
Der har været disse ferier:
2006 Sejerø, Turl. Vagn, + Claus og Anita Garbers fra København.
2007 Agersø, Omø og Langeland, turl. Vagn, Claus fra København og Jørgen N.J.
2009 Livø og Fur, turl. Jørgen N.J. og Vagn,
2010 På Stevns, turl. Vagn + fra Roskilde afd. Jette og Merethe.
2011 Avernakø og Lyø, turl. Jørgen N.J. og Henning
2012 Læsø, Jørgen N.J. og Vagn
2013 Fanø, Mandø og Esbjerg, Jørgen N.J. og Vagn
2014 Ærø. Jørgen N.J. og Vagn
2015 Samsø, Jørgen N.J. og Vagn
2016 Møn, Jørgen N.J. og Vagn
2017 Årø, Barsø og Haderslev Jørgen N.J. og Vagn
2018 Jegindø, Venø og Struer, Jørgen N.J. og Vagn
2019 Fejø, Femø og Nakskov, Jørgen N.J. og Vagn
2020 Nyborg, Kerteminde og Romsø, Jørgen N.J. og Vagn.
Vandretræf. DVL Vestsjælland har stået for arrangement af vandretræf 3 gange.
2005 i Odsherred, hvor vi boede på Højbjerghus ved Ordrup.
2009 på Nordvestsjælland, hvor vi boede på Kajestenshuset ude på Røsnæs.
2016 på Vestsjælland, hvor vi boede på Kalundborg Danhostel.
Tilføjelser af Henning Vingborg
I 2003 var der 199 medlemmer. I de følgende 8 år steg medlemstallet med 10 % om året. I 2017 nåede vi det højeste medlemstal på 666. I 2020 er medlemstallet 652. På grund af Corona falder medlemstallet i 2021 til 604. Det højeste antal ture 159 nåede vi i 2017. I 2022 er der planlagt 163 ture.
Der har været følgende pinseture:
2012 til Rebild Bakker. 2013 til Silkeborg. 2014 til Olufstrøm. 2015 til Nationalpark Thy. 2016 til Mols Bjerge. 2017 til Fredensborg. 2018 til Viborg. 2019 til Fredericia. 2020 og 2021 aflyst på grund af Corona. 2022 til Skjern Enge og Nymindegab. 2023 til Lemvig og Tyborøn. 2024 til Rømø, Jels og Kongeåen. 2025 til Mariager Fjord og Fussingø.
Der har været følgende 2-dages ture:
2019 til Randbøl Hede og Kongeåen. 2020 til Ejstrup Sø og Søby Brunkulslejer. 2021 til Vejle Ådal og Grene Sande. 2022 til Hampen Sø og Vrads Sande. 2023 til Fyns Hoved og Kerteminde. 2024 til Rørbæk Sø og Jelling.