Vesterhavsstien fra Bjerghuse til Vedersø Klit – ca. 8 km

En fantastisk naturoplevelse på en 160 km lang strækning. Sådan beskriver vi i Dansk Vandrelaug Ringkøbing-Skjern Afdeling Vesterhavsstien kort. Den følger kysten tæt, på behagelige vandrestier og hele tiden med mulighed for at gå til stranden.

Raketvejen syd for Bjerghuse

Raketvejen syd for Bjerghuse Foto Marie Andersen

Nu går det 3.5 km sydpå ad stier. Vi går på kanten af Husby Klitplantage. Se naturstyrelsen.dk publikationer, vandretursfoldere, Vestjylland, Husby Klitplantage. Man kommer forbi Marens Maw, en høj klit med god udsigt over landskabet, igennem en klithede, hvor man kan være heldig at finde soldug og blå ensian. Lige før man lander på en tværgående grusvej, Græmvej, er der en badesø på venstre side. Her forefindes grill og toilet.

Vi følger Græmvej vestpå til p-pladsen ved redningsnr. C154 geokoordinater 56.290433,8.125133 og finder cykelstien, følger den nogle få meter og tager den første sti mod vest/syd (cykelstien fører ind i landet) og går ca. 4 km bag ved klitterne, det sidste stykke på grusvej, til Vedersø Klit.

Ved Vedersø Klit Camping er der gode indkøbsmuligheder.

Af Marie Andersen, korrektur Nelly Thomsen

Her følger næste del af vandreturen – Vedersø Klit til Søndervig, ca. 22 km, med afstikker over Vest Stadil Fjord.

Du kan læse om den 160 km lange vesterhavssti i sin helhed her.


Gode råd

Googlemaps.dk kan være god at støtte sig til. De fleste steder kan man ane stierne, når man zoomer tilstrækkeligt ind. Som støttepunkter har vi flere steder sat geokoordinater og redningsnr. ind.

Desuden er ruten tegnet op på Viewranger også under navnet Vesterhavsstien.

Vi har i det følgende oplyst campingpladser og vandrehjem. Desuden kan man søge på bedandbreakfastguide.dk og airbnb.dk for overnatning.