Vesterhavsstien fra Vedersø Klit til Søndervig – ca. 22 km

En fantastisk naturoplevelse på en 160 km lang strækning. Sådan beskriver vi i Dansk Vandrelaug Ringkøbing-Skjern Afdeling Vesterhavsstien kort. Den følger kysten tæt, på behagelige vandrestier og hele tiden med mulighed for at gå til stranden.

Vest Stadil Fjord

Vest Stadil Fjord Foto Marie Andersen

Denne tur er med en afstikker til Ringkøbing.

Fra Vedersø Klit går vi videre sydpå ad Øhusevej, som går over i Vedersø Klitvej. Hvor Vedersø Klitvej slutter, går vi nogle få meter sydpå ad Husby Klitvej. Den første markvej mod øst fører os ud i Stadil Fjord-området. Et genskabt vådområde med et rigt fugleliv. Se naturstyrelsen.dk Publikationer, vandretursfoldere, Vestjylland, Vest Stadil Fjord.

Vi går østpå ad markvejen indtil vi rammer diget langs Sundåen. Her drejer vi sydpå og følger diget, til vi møder en asfaltvej, Skelmosevej. Den følger vi vestpå til vi kommer til Jens Bjerg-Thomsens Jagthytte på en stor parkeringsplads med informationstavler og god udsigt til fuglelivet på fjord og enge. På den modsatte side af vejen er der toiletter, bord, bænk og grill og et godt stykke sydpå et fugletårn.

Vi følger Skelmosevej vestpå til vi igen rammer Husby Klitvej, følger den sydpå indtil første vej vestpå over klitterne og går så herfra langs havet videre sydpå. Efter 1.3 km ved redningsnr. C133 geokoordinater 56.193055,8.126161, kan der laves en afstikker over klitterne for at besøge Strandgården, et museum med skiftende udstillinger og en kaffestue.

Tilbage på stranden følger vi den små 2 km til Sidselbjerg Strand redningsnr. C131 geokoordinater 56.176691,8.122205. Her bliver klitlandskabet så bredt, at det er behageligt at gå ad trampestier i læ for vestenvinden de næste km.

Efter 2 km i zigzag kan man ved redningsnr. C114 geokoordinater 56.151527,8,116301 tage en afstikker til stranden igen. Her ligger bunkerne fra Kryle-Ringelnatter-stillingen. Meget af de oprindelige 50 betonanlæg ligger både foran, i og bagved klitterne. Selv i forfald et imponerende syn. Søger man på google “Ringelnatter-Krylen” er der en del oplysninger om netop dette bunkeranlæg.

Tilbage i klitterne ved redningsnr. C115 geokoordinater 56.153964,8,116914 er der toilet, borde og bænke. 3 km sydligere ved redningsnr. C103 geokoordinater 56.131855,8.111515 bliver klitterne så smalle og sårbare, at vi må gå det sidste stykke til Søndervig på stranden eller i sommerhusvejenes labyrint. Vælger vi at gå imellem sommerhusene, passerer vi på Lodbergsvej 44 sandskulpturparken, som bliver etableret hvert år i juni og kan beundres hele sommeren.

I Søndervig er der masser af forretninger og spisesteder. Ved soendervigcamping.dk kan der lejes både hytter og lejligheder.

Afstikker til Ringkøbing

Fra Søndervig kan der laves en afstikker langs Fjordstien, ca. 9 km, til Ringkøbing. En hyggelig gammel handelsby med fjordhavn. På tilbagevejen kan man gå ad Bagges Dæmning syd om Søndervig og ramme cykelstien i mellem sommerhusene (ikke den asfalterede langs vejen), som fører mod Hvide Sande.

Der er gode busforbindelser til Ringkøbing og Hvide Sande fra Søndervig.

Af Marie Andersen, korrektur Nelly Thomsen

Her følger næste del af vandreturen – Søndervig til Hvide Sande, ca. 18 km.

Du kan læse om den 160 km lange vesterhavssti i sin helhed her.

Gode råd

Googlemaps.dk kan være god at støtte sig til. De fleste steder kan man ane stierne, når man zoomer tilstrækkeligt ind. Som støttepunkter har vi flere steder sat geokoordinater og redningsnr. ind.

Desuden er ruten tegnet op på Viewranger også under navnet Vesterhavsstien.

Vi har i det følgende oplyst campingpladser og vandrehjem. Desuden kan man søge på bedandbreakfastguide.dk og airbnb.dk for overnatning.