Vesterhavsstien fra Nymindegab til Henne Strand – ca. 10 km

En fantastisk naturoplevelse på en 160 km lang strækning. Sådan beskriver vi i Dansk Vandrelaug Ringkøbing-Skjern Afdeling Vesterhavsstien kort. Den følger kysten tæt, på behagelige vandrestier og hele tiden med mulighed for at gå til stranden.

Vandrestien i Gammelgab

Vandrestien i Gammelgab Foto Marie Andersen

Fra Nymindegab Familie Camping på Lyngtoften kan vi gå direkte sydpå igennem Blåbjerg klitplantage. Se naturstyrelsen.dk.

Publikationer, vandretursfoldere, Blåvandshuk, Blåbjerg – Nyminde Klitplantage. Vi følger stien, som går sydpå ad campingpladsens vestlige side. Lidt syd for pladsen drejer vi mod vest.  Vi følger en afmærket gul sti ca 2.5 km igennem fyrreskov på blød skovvej, indtil vi når asfaltvejen Gammelgabvej, følger den en lille km vest på til P-plads. Så går det sydpå de næste 2.6 km igennem føromtalte englandskabet, indtil vi rammer Houstrup Strand. Her er en stor parkeringsplads og toilet.

Nu kan vi fortsætte langs stranden. ca. 3.5 km lige ud på flad strand. Skulle vi få lyst til et bad er manglende badedragt ikke noget problem, idet noget af stranden er fribadestrand. Henne Strand, ved  geokoordinater 55.744025,8.174266, kan ikke overses, der ligger en cafe helt nede på stranden. Fra cafeen i klitten er der 1 km. ind til hennestrandcamping.dk og danhostelhennestrand.dk på strandvejen 458 og flere indkøbsmuligheder og spisesteder.

Men vi kan også fortsætte igennem det vidunderlige engområde (stien fortsætter bag toiletbygningen). Vi går i læ af klitterne med enge, græssende heste, små søer og moseområder øst for os. Stien bliver på et tidspunkt til en ridesti, og pludselig har vi også sø- og moseområde vest for os.

En rigtig fin oplevelse. Når ridestien drejer for meget mod øst finder vi en smal sti som fører sydpå. Stien bliver stedse smallere men så kan vi øjne Henne Strands sommerhuse og holde retning efter dem. Stien rammer Uglevej, Regnspovevej og så Gøgevej. Efter en god km på veje, når vi Strandvejen og Henne Strand Camping.

Af Marie Andersen, korrektur Nelly Thomsen

Her følger næste del af vandreturen – Henne strand til Børsmose Strand over Filsø, ca. 15 km

Du kan læse om den 160 km lange vesterhavssti i sin helhed her.


Gode råd

Googlemaps.dk kan være god at støtte sig til. De fleste steder kan man ane stierne, når man zoomer tilstrækkeligt ind. Som støttepunkter har vi flere steder sat geokoordinater og redningsnr. ind.

Desuden er ruten tegnet op på Viewranger også under navnet Vesterhavsstien.

Vi har i det følgende oplyst campingpladser og vandrehjem. Desuden kan man søge på bedandbreakfastguide.dk og airbnb.dk for overnatning.