Arrenæs på tværs
Vi gik i det skønneste vejr i den flotte natur ved Arrenæs.
Vi mødtes ved kanalen og vores første stop var ved Dronningholm slotsruin. Her fortalte jeg lidt om stedets historie.
Dronningholm slotsruin
Lidt længere fremme fandt vi udkigsposten ved bæverdæmningen. Vi så dog ingen dyr, da de kun er aktive om natten.
På et tidspunkt kom vi til et højdepunkt, hvor man kan se Arresø på begge sider. Her blev der også spejdet efter havørnene, der yngler på den anden side i Nejede Skov, men de viste sig desværre ikke.
Frokosten blev indtaget på Dragebjerget ved gravhøjene, og udsigten er fantastisk.
Tilbage ved kanalen fortsatte vi på den anden side op mod Præstekorset med udsigt til Vinderød kirke. Her fortalte jeg den drabelige og sørgelige historie om, hvordan Vinderød kirkes første protestantiske præst blev drevet i døden.
Tilbage ved kanalen så vi den gamle sluse, og jeg fortalte lidt om Frederiksværks tilblivelse som industriby.
Alt i alt en hyggelig tur i godt selskab. Der deltog også et par af de lokale, som indimellem bidrog med deres viden, tak for det.
Fotos og tekst: Susanne Kirkebjerg