Spændende besøg på den gamle hollandske mølle i Jægerspris

Se her om vores besøg på Jægerspris Mølle og med vandretur i udkanten af Færgelunden, gennem åbent landskab med mange smukke vilde blomster

Turen startede ved Kiknæs havn i det smukkeste vejr i slutningen af juni.

Kiknæs Havn

Herfra gik vi gennem udkanten af Færgelunden. Det gik opad og opad og igen ned, ned. Men der var mange smukke træer undervejs.

Og lige forbi et par af os styrtede en hjort forbi. Hunden nåede ikke at registrere den.

Herefter kom vi til åben mark, med frisk vind, men med mange smukke blomster.

Grøftekant med mange farver
Men også meget giftige planter. Her engbrandbæger – også meget giftig for heste.
Smuk udsigt over marken
Men endelig nåede vi frem til møllen, hvor vi blev modtaget af Poul, der er frivillig ved Møllen.
Poul fortalte, at der har ligget forskellige møller her i Jægerspris siden 1400’årene: både hestemøller, stubmøller og den nuværende, der er en hollandsk mølle, dvs. at det kun er møllehatten, der drejer rundt, når møllen kører.
I 1830 flyttede Kong Frederik den VI møllen fra Odshered til  Jægerspris, men den brændte i 1854, men blev samme år erstattet af den nuværende mølle, der blev genopbygget af Frederik VII.
I 1960 blev møllen købt af en svensk arkitekt, der ville ombygge den til lejlighed. Men det syntes de lokale beboere ikke om og søgte forskellige fonde i 1972 til renovering. Nu er møllen igen slidt, og man søger igen fonde for at kunne renovere.
Møllen kan stadig køre, men max. 8 omdrejninger i minuttet, ellers er der risiko for  at vingerne knækker.
Udover mølleri var der også bageri her.  Det lukkede først i 1964.

Og så blev det endelig til til at komme ind og op i møllen – helt op i “hatten” for de modige.

Her går den stejle trappe op

På første etage var broloftet. Her kontrollerede mølleren ved hjælp af et skæppemål den mængde mel, bonden skulle have betaling for.

Her viser og fortæller Poul om skæppemålet

På anden etage var kværnen med stjernehjul og kongevelle samt møllesten.

Her viser Poul hvordan man “sliber” møllesten
Kongevellen “sveder” harpiks

På tredje etage er der et hejseværk. Her viser Poul hvordan man bruger det.

Her fortæller Poul om hejseværket

Der skal meget teknik og kraftigt tømmer til for at få en mølle til at køre. Her hatte- og kronhjulet.

For de modige var der mulighed for at kravle helt op i “hatten”, men der var meget trangt og det blæste meget, så det var der kun nogle få der gjorde.

De øvrige kravlede forsigtigt ned ad de mange stejle trapper.

Her er “hatten” hvor det ikke var så let at komme op.

Tak til Poul for et spændende besøg og til Pia og Ole for planlægning af turen.

Foto og tekst: Inge Behrensdorff