Til os der elsker Dyrehaven ….

Selvom Niels Christensen er vokset op i Virum, er kommet i Dyrehaven som barn og ung og sågar har været Direktør i Naturstyrelsen, så var det først, da han gik i gang med sit netop udgivne firebindsværk om Dyrehaven, at det rigtig gik op for ham:

– Jeg tror næsten alle i Danmark har en eller anden relation til Dyrehaven. Måske er de kommet der, eller har set Bakken skildret på film eller lignende. Men det var først, da jeg gik i gang med arbejdet her, at jeg forstod, hvilken sammenhængende betydning Dyrehaven har haft, siger han til Sjællandske Nyheder.

– Dyrehaven har været et nationalt samlingspunkt. Den position har den mistet, særligt efter 2. Verdenskrig, da danskerne fik bil og mulighed for at tage på charterrejser, og i et historisk perspektiv har vi også mistet den sammenhængskraft, som Dyrehaven repræsenterede. Det spor har været sjovt at forfølge tilbage i historien, siger Niels Christensen.

Hvis man har været i Dyrehaven på en mild efterårssøndag, kan det være svært at forstå, at Dyrehaven skulle være overset – de tidligere forpagtere af Raadvad Kro har fortalt, hvordan deres travleste dage nogensinde gennem 16 år var, når skoven falmede.

Men selvom den i dag fortsat er et populært udflugtsmål til både gåture, teaterforestillinger, forlystelser, golfspil og meget andet, så fyldte Dyrehaven på en helt anden måde for 100 og 150 år siden, mener Niels Christensen.

– Det, Dyrehaven nu om dage er mest kendt for, er vel når de unge gymnasieelever holder puttefester i starten af august. Tidligere var det meget mere sammenhængende, den måde man brugte stedet på, siger han.

Han har en række eksempler klar.

Når tjenestefolk lavede aftaler med deres herskab, så var det en fast passus, at man skulle have en årlig fridag, hvor man kunne tage i Dyrehaven.

Den spillede også en stor rolle i forhold til politiske manifestationer, fortæller historikeren.

I 1886 blev Venstres Christen Berg, der var formand for Folketinget, anholdt i et opgør med Højre-regeringen.

– Da han blev løsladt fra fængslet, ville man hylde ham i Dyrehaven. Men det fik man ikke lov til af regeringen. Det understreger den nationale betydning, Dyrehaven har haft, siger Niels Christensen.

Det var på samme tid – og en del af den samme konflikt, at Estrup som konseilspræsident (datidens svar på en statsminister) ville etablere en befæstningsring rundt om København.

Hvis Hovedstaden blev beskyttet, ville riget ikke gå under, lød analysen efter blandt andet nederlaget i Dybbøl, ifølge Niels Christensen.

Fortunfortet, Garderhøjfortet og Lyngby Fort opføres, og man laver et oversvømmelsesanlæg med en kanal til Ermelunden videre ud over Klampenborg Galopbane og til Øresund.

Men i den politiske konflikt, der særligt gik på, at Højre-regeringen gik uden om Folketinget, var også træerne i Dyrehaven et argument.

– Man skulle rydde partier af træer i Dyrehaven for at lave befæstningsvolden, og man talte om Dyrehavens rydning. Det var der helsides artikler om i pressen, og det markerer, hvilken betydning Dyrehaven også havde. Dyrehaven blev en kastebold i den politiske kamp, siger Niels Christensen.

Kong Christian 5. etablerede i 1670 Jægersborg Dyrehave, efter han året forinden havde fået en indhegnet skov af sin far Kong Frederik 3. til parforcejagt.

I over hundrede år blev den brutale og detailstyrede jagtform praktiseret på det anlagte, stjerneformede stisystem, der i dag er kommet på UNESCO’s verdensarvsliste.

Vildt blev indfanget andre steder fra i Danmark, så der var nok dyr for kongen at nedlægge, og der blev dyrket havre på Eremitagesletten som foder til hjortene.

Udviklingen i Dyrehaven siden spejler udviklingen i samfundet, mener Niels Christensen.

– Den ene periode har der været ét hensyn, den næste et andet. Det afspejler hvilke interesser, der har kunnet sætte sig igennem.

I dag handler det hverken om jagt, skovbrug eller havreproduktion, der er slagordet ‘urørt skov’.

– På et tidspunkt var man optaget af, at Dyrehaven blev forynget, og man sørgede for at plante nyt. Den bestræbelse er de sidste 20 år lagt til side til fordel for, at tingene skal være urørt. Det vil give en mere åben og sletteagtig karakter, og man har en forestilling om, at man får en større biologisk mangfoldighed. Det kan være rigtigt eller forkert at gøre sådan, men det er udtryk for, at man prioriterer anderledes, siger forfatteren.

Også sikahjortenes forestående død kan ses i den sammenhæng.

Der er en risiko for, at hjorten, der nu har fået status af invasiv art kan parre sig med kronvildtet, og desuden er den importeret fra Østasien som jagtobjekt.

– Nu har sikahjorten jo været i Dyrehaven i over 100 år, så personligt synes jeg, det er lidt ejendommeligt, at man gør, som man gør. Men nu har man besluttet sig for at lave en etnisk udrensning, både i forhold til bevoksninger og nu sikahjorten. Det er hele tiden et valg, hvad det er for en natur, du vil låse situationen fast på, siger Niels Christensen.

Der er biologiske argumenter for at værne om de hjemmehørende arter, men den tidligere direktør for Naturstyrelsen savner, at beslutningerne bliver taget i det åbne.

– Det, der er mest interessant, når man ser på udviklingen, er, at den sker uden en offentlig diskussion. For 100 år tilbage var Danmarks Naturfredningsforening en politisk magtfaktor, og der var en bred folkelig diskussion om, hvordan man skal forvalte Dyrehaven, siger han.

– Nu er det en håndfuld mennesker, der sidder og beslutter de her ting, og jeg synes, der er et demokratisk underskud i den måde, naturprocesserne er på. Det håber jeg, bøger som denne kan gøre opmærksom på, siger forfatteren.

Når Niels Christensen går så meget op i Dyrehaven og har valgt at skrive et mammutværk om den, så er det også, fordi han begræder dele af samfundsudviklingen.

– Det er min personlige vurdering, at vi som befolkning har brug for noget, der binder os sammen. Vi har brug for at have nogle steder, der repræsenterer nogle fælles værdier. Mange steder, modernitetens steder, er jo blottet for sjæl, og verden over ligner eksempelvis arkitekturen hinanden, siger han.

Men parforcejagtlandskabet er gjort til verdensarv, Dyrehaven er velbesøgt og sågar blevet udvidet for nylig. Bliver der ikke passet på dens status?

– Det er rigtigt, at der er nogle bestræbelser, og det er herligt, at den bliver brugt. Men jeg tror også på, at man kan få endnu mere ud af den gåtur, hvis man ved, hvorfor Dyrehaven ser ud, som den gør. Der er en værdi i at vide, hvor vi kommer fra, siger historikeren.

Mammutværket om Dyrehaven bærer titlen ‘Dyrehaven – Jægersborg Dyrehave og de omkringliggende skoves historie fra oldtid til nutid’ og indbefatter også historier om og fra Ermelunden, Ordrup Krat, Jægersborg Hegn, Springforbi.

Bogen er udkommet på forlaget Turbine.