Når skridt bliver til fællesskab
DVL Gentofte–Lyngby inviterer til et liv med mere vandring. For mange begynder det med et enkelt skridt. Et behov for frisk luft, et ønske om at komme ud af hovedet og ned i kroppen, eller en nysgerrighed efter at opleve naturen på en ny måde.
I DVL Gentofte–Lyngby er det netop dér, fortællingen starter — hos de mennesker, der opdager, at vandring ikke bare er motion, men en måde at leve på.

”Den ro det giver at vandre, og kroppens reaktion efter en afsluttet tur, er ubeskrivelig,”
fortæller frivilligkoordinator Henrik Hansen. For ham og de mange frivillige turledere er vandring både passion, praksis og fællesskab. Det er en rytme i hverdagen, der giver mening – og som de hver uge deler med hundredevis af deltagere.
Et fællesskab i bevægelse
Siden corona har vandring oplevet en renæssance. Flere søger ud i naturen, og nye aktører er kommet til. Men i DVL Gentofte–Lyngby er der noget særligt på spil: Fællesskabet.
Her handler det ikke om at præstere, men om at være sammen — i samtalen, i pauserne, i stilheden, i naturen.
Med et medlemskab får man adgang til omkring 300 årlige ture i lokalområdet og mange andre steder, og mulighed for at deltage i vandreferier i både Danmark og udlandet. Det er et tilbud, der rækker langt ud over en almindelig fritidsaktivitet. Det er en måde at skabe struktur, glæde og nærvær i hverdagen.
Turene – fra rolige skridt til lange stræk
DVL Gentofte–Lyngby tilbyder et turkatalog med et bredt spektrum af ture, så alle kan være med:
Korte ture under 10 km — tempo 4,0–4,5 km/t
Mellemlange ture på 10–19 km — tempo 4,5–5,0 km/t
Lange ture på 20 km eller mere — tempo 5,0–5,5 km/t
Turlederne tilpasser tempo og pauser efter gruppen, og terrænet varierer fra skov og park til byrum og kyststrækninger. På de korte ture er der typisk én pause, mens de længere ture har 2–3. Ud over de klassiske ture arrangeres der temature som historiske vandringer, mørketure, fastelavnsvand og Vandring Plus, hvor naturen kombineres med kultur, formidling eller
særlige aktiviteter.
Signaturturene – den faste puls i naturen
DVL Gentofte–Lyngby har gennem årene udviklet en række signaturture, der er blevet faste holdepunkter for mange. De skaber rytme, genkendelighed og et stærkt fællesskab:

Drop-in vandreevent – fra Babymile til Halvmaraton
Velkomsttur for nye medlemmer
Tirsdagsturen – 8–12 km
Steens torsdagstur – 5–15 km
Per Baks fredagstur – byudvikling i bevægelse
Aftentur om torsdagen (sommer) – 7–10 km
Fyraftens Powerwalk – 12–15 km, tempo 5,5–6 km/t
Lørdagstraveren – 6–9 km
Dyrehavens Vandrere – 2. søndag i måneden
Tempoture – 35+ km, tempo 5-6 km/t, for dem, der vil mærke pulsen
Rudersdal Vandremaraton – 12.9.2026
Springtime Maraton
Disse ture er blevet en slags kulturel kalender — en måde at følge årets gang i naturen sammen med andre.
Ferier og særlige oplevelser
For dem, der vil længere ud i verden, tilbyder DVL også vandreferier.
Mange bliver hurtigt overtegnet, men lige nu er der ledige pladser på Vesterhavscaminoen 5.–7. august, en tre-dages miniferie, hvor deltagerne selv booker transport og overnatning.
Frivillige – hjertet i organisationen
Intet af dette ville eksistere uden de frivillige. De uddannes som turledere og rejseledere, får tilbudt førstehjælpskurser og indgår i et stærkt fagligt og socialt fællesskab.
Der er også plads til frivillige med interesse for PR og kommunikation, som vil være med til at udvikle DVL’s digitale tilstedeværelse.
”Der er både mulighed for at gå med og komme i gang med en fast rytme. Diplomordningen på drop-in og maratonvandringer motiverer til gentagen deltagelse og skaber en følelse af præstation og tilhørsforhold. Men er interessen at udvikle ture selv, er muligheden bestemt til stede,” slutter Henrik Hansen.
Vil du være med?
Interesserede kan kontakte os via DVL Gentofte–Lyngby.