Praktisk – mødested, pauser, sværhedsgrad m.v.

Alle er velkomne på vandreturene, medmindre der står, at de kun er for medlemmer. Nogle ture kræver tilmelding. Det vil tydeligt fremgå af programmet. Ellers kan du bare møde op ved startstedet.

Pris: Det er gratis for medlemmer af DVL at deltage på vandreturene. Ikke-medlemmer kan deltage gratis i én tur, herefter skal man melde sig ind, hvis man ønsker at deltage i flere ture.

Pauser: På dagture er det en god idé at tage en god madpakke og noget at drikke med, samt et siddeunderlag. Der holdes 2-3 pauser undervejs afhængig af turens længde.  På de korte torsdagsture og på aftenture er der en kort pause.

Beklædning og fodtøj: Tjek vejrudsigten og medbring tøj, der passer til vejrudsigten. Fodtøj bør kunne tåle lidt vandpytter og lidt mudder. Vandrestøvler eller vandresko anbefales.

Toiletter kan du normalt ikke regne med at finde på turen. Efterlad rygsækken synligt på stien, hvis du må træde af på naturens vegne, således at turlederen kan se, at du er i buskene. Så sikrer vi, at der ventes på dig.

Sig til turlederen, hvis du vælger at gå fra. Så skal vi ikke senere til at lede efter dig.

Eget ansvar: Du deltager på eget ansvar. Det betyder ikke, at du bliver overladt til dig selv, hvis du kommer til skade, men det betyder, at det er dit eget ansvar at overholde færdselsregler, naturens regler o.l. Det er også dit eget ansvar at sige fra, hvis du ikke magter at følge med flokken.

Farten kan variere fra tur til tur. Som regel er farten lidt højere på de længere ture, 5-6 km/t, end på de korte ture, 4,2-5 km/t, og på de helt korte er farten 3-4 km/t.

Sværhedsgrader på vandreture – hvor svært kan det være. Dansk Vandrelaug er i færd med at indføre sværhedsgrader på vandreture. Læs mere om sværhedsgrader her.

Turleder er angivet i turbeskrivelsen sammen med telefonnummer. Du er velkommen til at kontakte turlederen og få yderligere information.