Efter istiden blev det meste af landet langsomt dækket af skov. Men samtidig blev landbruget udviklet, og bønder enten fældede eller brændte skoven i Midt- og Vestjylland. Herved opstod de store lyngheder. Får og kreaturer sørgede for, at træerne ikke voksede op, og hedestykker blev dyrket i få år, indtil næringen var brugt op. Dermed kunne lyngen brede sig.
Hederne dominerede i 1700-tallet, og hele 50% af det samlede areal i Midt- og Vestjylland var hede. Hedebonden brugte lyngen til mange forskellige ting: fx foder til husdyr, brændsel, koste eller som isolering i vægge. Etableringen af Det danske Hedeselskab i 1866 satte for alvor gang i opdyrkning og tilplantning af hederne. Der var også fokus på engvanding, så man kunne dyrke hø til græsning og til vinterfoder til kreaturerne, så man kunne have dyr på stald om vinteren. Dermed kunne man nemt samle dyrenes møg og bruge den som gødning på markerne om foråret.