Ørre & Ovstrup Heder
Heden ved Ørre er ganske fascinerende selv om bølget bunke – som så mange andre steder – udkonkurrerer lyngen. Vil vi have lyngen tilbage, må får eller kvæg enten afgræsse den, eller den skal brændes af eller slås manuelt.
Kulturhistorie
I årene op til 1834 opførtes i alt 6 små fattighuse på Ørre Hede. Fattigkolonien fik det lidet smigrende navn “Sammelstedby”. Det vil sige stedet, hvor man samlede de fattige. De fattige fik mulighed for at opdyrke jorden, men som anden hedejord var den dårlig og det var umuligt for de fattige mennesker at få noget udkomme herfra.
Steen Steensen Blicher beskrev i novellen ”Kjeltringliv” fra 1829 et kjeltringsbal afholdt blandt kjeltringene på heden.
Et af fattighusene er bevaret til i dag og ejes af Herning Kommune. Lokalt hedder det Helenes Hus, opkaldt efter den sidste beboer, Helene Jensen, som boede her indtil 1987. Tomterne efter flere af fattighusene er endnu at se i heden som små jordvolde. Ligeledes kan man se flere af de gamle inddigede kålgårde. I 1992 opførtes der ved Helenes Hus en kopi af de spændhuse der fandtes ved hvert fattighus. Spændhuse var almindelige udhuse på hedeegnen og bestod kun af et tag stående direkte på jorden. De benyttedes til brændsel, redskaber, får og meget andet.
Blicherstenen på Ørre Hede
Mindestenen er rejst på tomten af det nedrevne fattighus, Axelhus, da det er her, at Blicher skulle have overværet det i “Kjæltringeliv” skildrede kjæltringsbal.
Axelhus, opført for tateren Johs. Axelsen og familie, er et af de 6 fattighuse i Sammel-sted by, som blev bygget på Ørre Hede. Husene blev i årene efter 1815 bygget til de fattige i område med det formål, at de skulle hjælpe til med opdyrkningen af heden. Huset blev nedrevet i 1892, og d. 16/08-1917 rejstes mindestenen.
Det eneste bevarede fattighus, Helenes hus, var beboet frem til 1989 og drives i dag af Herning Kommune, og viser en udstilling med fattigkoloniens historie.