Sommeren går på hæld

August er årets officielt sidste sommermåned, og i DVL Roskilde kan vi se tilbage på en aktiv sommer, som - på trods af diverse coronaforhindringer - har budt på adskillige velbesøgte indslag.

Sejltur på Roskilde Fjord

Den 30. juli 2020 steg 35 forventningsfulde vandrere i Roskilde Havn ombord på båden Hjortholm, som i solskin – men lidt (for) blæsende vejr – sejlede os til Møllekrogen, hvorfra vi gik via Skrivernæbbet, gennem Skibby, forbi Krabbesholm og til sidst til den hyggelige by Gershøj, hvor vi var heldige at se havørnen udføre et imponerende sving på himlen over Fjorden.

Her samlede Hjortholm os op igen og sejlede os – nu i lidt mindre blæsende vejr – retur til Roskilde. Under sejladsen blev der serveret kaffe/the og budt på chokoladesmagning fra Friis-Holm Chokolade.

Turen bød på en dejlig vandretur i Nationalpark Skjoldungernes Land, smukke udsigter, historiske bygninger, chokoladesmagning og hyggeligt samvær. Båden vender forhåbentlig tilbage til Fjorden i løbet af sommeren 2021, hvor Dorte planlægger en ny vandring med sejltur.

Bente Michelsen har delt en fin video fra turen i DVL Roskildes Facebook gruppe.

Ferietur til Bornholm

Jette og Keld gennemførte i uge 32 en ferietur med 37 deltagere. Her oplevede deltagerne nogle herlige vandredage på kyststierne på Bornholm.

Og Bornholm levede hele ugen virkelig op til sit navn: Solskinsøen! 

Der blev budt på fantastiske udsigter, dejlige vandreture og fin forkælelse på Svaneke Vandrerhjem.

“Vi prøvede at indfange så meget af øen som muligt, og hjælp fik vi onsdag aften af 12 bornholmske vandrere, der spiste med og viste os hele Svaneke.  Vi er så glade, at vi gentager turen i 2022. Keld og Jette” 

Årets generalforsamling

Torsdag den 13. august afholdt vi – endelig – efter mange måneders coronaudskydelse den årlige generalforsamling.

Aftenen forløb stille og roligt, og referatet vil være at finde på hjemmesiden så snart som muligt. Bestyrelsens sammensætning er opdateret på hjemmesiden.

I år kunne vi fejre intet mindre end 8 jubilarer: en 25-års jubilar; tre 40-års jubilarer; to 50-års jubilarer og to 60-års jubilarer kunne gå hjem med vin og jubilæumsbevis. Et par af jubilarerne berettede om deres mange år som medlem af DVL. Mere om dette ved en senere lejlighed.

Mange vandrehilsner

DVL Roskilde

PS – Vi har hele 22 ture du kan vælge imellem i løbet af resten af august og september måned.