Nu må vi gå 50 udendørs – men vi gør det ikke …

... i hvert fald ikke på alle turene!

Nu er forsamlingstallet udendørs, som de fleste nok har bemærket, sat op til 50. Det er vi selvfølgelig glade for. For det betyder alt andet lige, at det bliver lettere at arrangere ture. Men det betyder ikke, at der ikke stadig skal ske tilmelding til alle vores ture. Og det betyder heller ikke, at der automatisk er 50 pladser på alle vores ture. Da afstandskravet stadig er 2 meter, giver det mange steder ikke mening med 50 deltagere! Der vil simpelthen ikke være plads nok til også at holde afstand på alle ruterne.

Så tilmelding til alle ture fortsætter indtil videre, og du bør derfor stadig notere dig tilmeldingsmetoden til den tur, du ønsker at deltage på, før du tilmelder dig.  I Roskilde er det den enkelte turleder, som selvfølgelig inden for myndighedernes grænser, har ansvaret for at vurdere, hvor mange deltagere der er plads til på den enkelte rute. Og du vil derfor stadig se ture, hvor der kun er f.eks. 15 pladser. Hold derfor øje med hjemmesiden, hvor du bør kunne finde alle de oplysninger, der er nødvendige for den enkelte tur. Og er du stadig i tvivl, så kan du altid ringe til turlederen. Mange af vores ture har i beskrivelsen et link, hvor du kan se, hvor mange tilmeldte der er, og om der er venteliste. Tilmelding åbner til alle ture 14 dage før turen afgår.

Og så det lille hjertesuk: Husk at tilmelde dig, men husk også at framelde dig igen, hvis du alligevel bliver forhindret. Det gør det hele nemmere for os alle, og det sikrer, at vi får fyldt turene op med personer, som står på venteliste til rigtigt mange af vores ture.

Nye ture på bedding

I Roskilde har vi i løbet af et år mange forskellige ture, forskellige i længde og forskellige i type. Det er dog ikke så ofte, at vi har ture længere end 25 km. Den 22. maj, 24. juli og 18. september går Allan Trampestien på Stevns fra Bøgeskov Havn i nord til Rødvig i syd. Og for at være sikre på at få det hele med, gås turen i flere etaper og overlapper på dele af ruten. Deltager man på alle etaperne, ender man med at gå i alt 44 km. Første etape går fra Rødvig Havn til Højerup gl. Kirke og retur. Anden etape går fra Mandehoved til Højerup gl. Kirke og retur. Tredje etape går fra Mandehoved til Bøgeskov havn og retur.

Det er også Allan, som står op med hønsene – eller ca. deromkring. Du kan komme med på to ture med morgensang og hygge, når der startes ud fra Vejs Ende. Mød op og tag morgenkaffen med – turlederen sørger for rundstykker. Og har du en guitar, som du kan spille på, så kontakt Allan i forvejen, hvis du er frisk på at spille til.

Promenadeturene vender tilbage i 2021

Sidste år startede vi i Roskilde vores Promenade ture. De var vældigt populære, og derfor gentager vi selvfølgelig succesen igen i år. Turene er hver gang på 4-7 km og starter fra Hestetorvet foran Roskilde Station. Da turene i tilfælde af dårligt vejr kan blive ændret til en tur til et museum, en kirke eller lign, skal du huske rejsekort og mundbind til disse ture. Du kan se en oversigt over alle promenadeturene her. Den 1. maj er det Bent, der er turleder, efterfølgende ture går på skift mellem AnneLise, Bent og Birgit.

288 stier på Google Maps

Dansk Vandrelaug og Google er gået sammen i et nyt partnerskab, der betyder, at danskerne gennem Google Maps bliver guidet til 288 af de bedste danske vandrestier. Hidtil har det været svært for den almindelige dansker at få et samlet overblik over gode vandrestier – det bliver nemmere nu.

Samlet set får danskerne inspiration og adgang til flere end 2.000 kilometer vandrestier ved at åbne Google Maps enten på telefonen, computeren eller i bilen. På verdensplan er Danmark det land, hvor befolkningen har bevæget sig mest ud i naturen under coronakrisen, og Google håber med partnerskabet at kunne styrke den tendens yderligere.

Vandring – og naturen generelt – er en kæmpe trend i Danmark netop nu. Ifølge Googles såkaldte mobilitetsrapporter har danskerne tilbragt mere end dobbelt så lang tid (121%) i landets parker, skove og strande sammenlignet med tiden inden krisen. Og ser man på Google-søgninger, er den stigende interesse også tydelig. Vi søger dobbelt så meget på vandring som i 2016, og vandrestøvler er steget med 296% på blot et år.

Kom med på tur

At vandring er populært – det ved vi jo godt i DVL Roskilde. I skrivende stund har vi 60 ture, som bare venter på at blive gået. Og vi kommer vidt omkring: Fra Jægerspris til Stevns – og så selvfølgelig alle turene i området omkring Roskilde. Hold øje med hjemmesiden, der kommer hele tiden nye ture til.

Bestyrelsen for DVL Roskilde