Vi går efteråret i møde med masser af aktiviteter: Sheltertur, medlemsmøde og nye vandreture.

Nyt fra turlederne, medlemsmøde og masser af ture. Se med her.

Nyt fra Bestyrelsen

Lørdag den 23. august 2025 fejrede Dansk Vandrelaug 50 års jubilæet for E6 vandreruten ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Det blev en rigtig hyggelig dag med ca. 125 vandrere, der deltog i forskellige ture af varierende længder. Roskilde afdelingen deltog med en 5 km promenadetur gennem de ældre dele af Roskilde By. Alle ture sluttede på plænen ved Vikingeskibsmuseet, hvor der var hygge, taler, fællessang og fin forplejning. Du kan læse mere om dagen her.

Der skal lyde en stor tak og ros til vores frivillige, der har ydet en stor indsats i forbindelse med forberedelserne til og selve afviklingen af denne 50 års jubilæumsfejring samt ture på dagen

Husk, at lørdag den 27. september 2025 er det “Vandrernes Dag” – en form for “Åbent hus” i Dansk Vandrelaug, hvor du har mulighed for at invitere familie, venner, naboer m.fl. gratis med på en vandretur. Roskilde afdelingen tilbyder en tur gennem skøn natur på 16 km med start og slut ved Borup Station. Vi glæder os til at se jer derude og håber på også at se nye ansigter.

Ellers er sommeren ved at gå på hæld, og efteråret med de mange skønne gyldne farver nærmer sig. Rigtig god september måned – vi ses ude på turene.

Sommerens sidste Promenadetur!

I løbet af september, oktober og november går vi fra Roskilde til Helsingør i 5 etaper, så hvis man gik glip af en eller flere af de tidligere ture, er her muligheden for at gå Nordsjællandsruten (igen).

Nordsjællandsruten

Landsmøde 2025: Se frist for forslag, ændring af vedtægter og opstilling af kandidater.

Dansk Vandrelaug afholder landsmøde lørdag den 8. november i Mødecenter Fabrikken, Odense.    

Fristen for at stille forslag til behandling på landsmødet er otte uger før, det vil sige den 13. september 2025. Alle medlemmer kan indsende forslag til sekretariatet på dvl@dvl.dk inden denne frist.

Forslag om ændring af DVL’s vedtægter kan dog kun fremsættes af mindst 20 medlemmer, Hovedbestyrelsen eller af en afdelingsbestyrelse. Forslagene skal offentliggøres på dvl.dk senest 1. oktober og skal være sekretariatet i hænde senest 9 uger før landsmødet, dvs. den 6. september.

Afdelingsbestyrelserne kan inden for samme frist opstille kandidater til Hovedbestyrelsen.

Nyt fra turlederne

Turlederne mødtes d. 27. august for at planlægge de næste måneders aktiviteter.

Vi fortsætter med sheltertur i efterårsferien og har planer om at fortsætte med konceptet igen til foråret.

Generelt vil der komme flere lange ture og flere ture på hverdage. På medlemsmødet d. 3. september vil vi spørge ind til om der mangler korte ture eller er andre gode forslag.

Så arbejdes der på at deltage i Julemærkemarch i Roskilde år d. 7. december og lige som tidligere år er planlægningen af en jule-gløggtur i fuld gang.

Efterhånden som turene bliver klar, vil vi komme nærmere ind på dem her i nyhedsbrevet.

Kommende ture:

Korte ture (under 10 km):

Lørdag d. 30. august: Promenadetur til Roskildes kilder – DVL

Mandag d. 1. september: Fyraftenstur i Nærheden – DVL

Onsdag d. 3. september: Lille gåtur inde medlemsmøde

Mandag d. 15. september: Fyraftenstur gennem Roskildes parker – DVL

Mandag d. 29. september: Fyraftenstur på Sankt Hans – DVL

Mellemlange ture:

Søndag d. 7. september:  Tidslinien i Køge – Etape 2 – DVL 15 km

Lørdag d. 27. september: Rundtur fra Borup Station gennem smuk natur. – DVL 16 km

Tirsdag d. 30. september: Herstedhøje og Harrestrup Mose – DVL 12 km

Lange ture:

Søndag d. 31. august: Lammefjorden – DVL  23 km

Torsdag d. 11. september: Fra Tølløse station til Hvalsø station via Tadre Mølle – DVL 19 km

Lørdag d. 13. september: E6 Nordsjællandsruten Etape 1 – Roskilde til Stenløse – DVL 22 km

Sheltertur

Overnatning i shelter, fortællinger fra Danmarkshistorien, skovtur, bålmad og lege.

Kan man sove i shelter i oktober måned? Ja, man skal bare have en god madras, sovepose eller dyne og et ekstra tæppe. Måske også en hue.

Turen ligger i efterårsferien (d. 14. oktober), så det er oplagt at tage børn eller børnebørn med. Vi laver nogle aktiviteter, der passer til børn.

Læs mere her: Haraldsted med historiefortælling og nat i shelter. Tilmelding – DVL

Gå tur – ny bog af fem turledere fra hovedstadsområdet

I 2022 udgav fem af DVL’s turledere bogen ”Gå tur: København og Frederiksberg – 52 ture”. Nu er de her igen; denne gang med en bog med 30 ture på kanten af København. Det vil sige ture i omegnskommunerne fra Vedbæk i nord, til Ishøj mod syd, Dragør mod øst og Tåstrup mod vest.

Læs mere om den nye bog på DVL’s hjemmeside.