2.del : De første kvinder på stierne
Bente Rosenbeck kigger igen på historien bag vores vandreture. Et fænomen vi betragter som helt naturligt. Det har det ikke altid været, og slet ikke for alle.
Bente Rosenbeck ser igen på historien bag vores vandreture. Et fænomen vi betragter som helt naturligt. Det har det ikke altid været, og slet ikke for alle. De farer, der kan være forbundet med at vandre, fylder heller ikke meget i vores overvejelser før turene i dag.
Det moderne
At vandre blev en del af det moderne. Vandrestaven er vigtig både i J.F. Willumsens og Caspar Friedrichs billeder. Der er 80 år imellem dem, ligesom der var et spænd af år imellem, at mænd begyndte at vandre, og kvinder fulgte trop.
Døden på stierne
Det var absolut Alperne, som var i fokus for vandrings- og bjergbestigningsinteressen, og englænderne førte an. I 1857 stiftedes The Alpine Club – den første af sin art i verden. Det kunne være en farlig sport, og mange mænd måtte lade livet. Det har jeg set på kirkegården i Zermatt i Schweiz, hvor unge mænd fra hele Europa ligger begravet med udsigt til Matterhorn, som ellers ser så fredelig ud på chokoladen Toblerone, men som krævede sit. Nationerne konkurrerede nærmest om at komme først på de forskellige toppe, en lidt fredeligere måde at bekrige hinanden på, men det kostede også liv.
De første kvinder
Kvinder hørte ikke med i denne første bølge, men de meldte sig på banen ca. 50 år senere. Henriette d’Angville (1794-1871) var den første kvinde, som alene besteg Mont Blanc, det højeste bjerg i Alperne i 1838. Allerede i 1808 havde Marie Paradis været med i en gruppe af mænd, som besteg bjerget.
D’Angville blev kendt som en af de første bestigere af ”det svage køn”. Vi kender en del til hende, fordi hun skrev dagbøger med lange lister over det udstyr, som hun medbragte, og som hun ikke mente var særlig stiligt. ”Such is the unstylish outfit that I will have to put on once in the Grands-Mulets for the second day of the climb, as I am intending to leave Chamonix in a very feminine dress”.
De skandaløse bukser
Der var sikkert en meget enkelt grund til det udstyr, som Henriette d’Angeville trak i, nemlig at hun imiterede det hun så sin bror gå i. Så der var langt fra altid emancipationsbestræbelser, som lå bag. Dog skal det nævnes, at det i Frankrig blev forbudt kvinder at bære det andet køns klædedragt i 1800. Men for d’Angeville var det først og fremmest praktisk. Hun synes ikke at have været synderligt inspireret af den amerikanske Amalia Bloomers kostume, en slags tyrkiske bukser. Så ikke alle bukser var politiske. Fysiske aktiviteter spillede også en stor rolle.
En anden af de tidlige pionerer var Lucy Walker, som var født ind i en familie af bjergbestigere. Hendes far og bror tog hvert år til Alperne. Som 22-årig gik hun i 1858 for første gang med sine mandlige familiemedlemmer på bjergbestigning og fortsatte de næste 20 år. Hun udførte ca. 100 store bestigninger, og i 1871 blev hun den første kvinde, som besteg Matterhorn (der var tale om den 19. bestigning af dette bjerg).
Der kom flere kvinder til. Elisabeth Hawkins-Whitehead, som var af fin familie, blev oprindeligt sendt til Alperne på grund af et sart helbred. Hun både genvandt kræfterne og blev grebet af bjergbestigning. Hun var desuden med til at grundlægge The Ladies Alpine Club i 1907 og blev dens første præsident.
Da hun første gang skulle på en længere bjergbestigning, medførte det, at hun måtte overnatte i en hytte. Her opdagede hun chokeret, at hun aldrig havde taget sit eget fodtøj på. Det er ikke kun i Downton Abbey, at voksne bliver klædt på. Det foregik i virkeligheden. Hvad klædedragten angik, måtte Hawkins-Whitehead overskride nogle grænser. Det gik ikke an at smide den lange kjole – ej heller på en vandring. Men under nederdelen bar hun knæbukser, og så snart hun var kommet uden for byen og var ude af syne, tog hun nederdelen af.
Helt let for hende var det ikke. Hun skrev senere: ”Jeg måtte kæmpe for min frihed. Min grantante Lady Bentrick skrev til min mor: ”Få hende til at holde op med at klatre i bjerge. Hun skandaliserer hele London og ligner en indianer”. Hun var i øvrigt gift tre gange og blev mere kendt under navnet Mrs. Aubrey le Blond.
Kvindelige vandrere kan ses som led i en emancipationshistorie, hvor de begav sig ind på flere og flere af mandens områder. Det er ikke tilfældigt, at dér, hvor kvinder først trak i lange bukser, var i de situationer, hvor de rent faktisk lavede det samme som mændene f.eks. under 1. Verdenskrig, og hvor kvinderne i de krigsførende lande måtte overtage produktionen. Efter 1. Verdenskrig blev problemet med klædedragten langsomt løst, idet lange bukser efterhånden blev accepteret. Først som arbejdsbukser i industrien, i natdragten eller til sport. Et par årtier efter 2. Verdenskrig, og nu er vi fremme ved 1960’erne, blev bukser en almindelig del af kvindedragten. Cowboy bukser blev accepteret af en større gruppe i samfundet både aldersmæssigt og socialt. De blev efterhånden brugt som arbejdstøj og fritidstøj i alle aldre og af begge køn.
Litteratur
Vandringer og kvindeemancipation er omtalt i Karin Lützen og Bente Rosenbeck: Den moderne tid. Søren Mørch (red.): Det Europæiske hus 5. København: Gyldendal 1991.
Historien om Henriette d’Angeville er fra Pascale Gorguet Ballesteros: Women in Trousers: Henriette d’Angeville, a French Pioneer? Fashion Practice, 9:2, 200-213, 2017.
Anders Paulsen: Bjergbestigning i Alperne. Aarhus Universitetsforlag 2019 (Kapitel 11 handler om kvindelige bjergbestigere).