Generalforsamling 26 maj 2021

Nu er det endelig blevet lysere udenfor og heldigvis også en lille smule varmere. I DVL Roskilde fejrer vi dette med en tur hver anden dag i maj måned - sådan cirka. De fleste af turene ligger i weekenden, så det er bare om at komme op af sofaen og ud at gå med os.

Maj måned er også den måned, hvor vi holder den årlige generalforsamling 2021. Ifølge vedtægterne skulle vi have afholdt generalforsamlingen inden udgangen af april, men det var pga. forsamlingstallet ikke muligt i år. I stedet planlægger vi (som også meddelt i nyhedsbrev 25. februar 2021) at afholde generalforsamling onsdag den 26. maj 2021. Hvis forsamlingstallet heller ikke tillader det, kan vi (igen) blive nødt til at udsætte. I så tilfælde vil ny dato blive informeret via hjemmesiden og et ekstraordinært nyhedsbrev. Men, vi håber selvfølgelig, at vi får lov.

Dagsordenen ifølge vedtægterne:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Regnskab
  4. Indkomne forslag*
  5. Fremtidigt arbejde
  6. Valg af:
    1. Formand:
      1. Anne-Lise Larsen ønsker at udtræde. Bestyrelsen foreslår Dorte Vistrup Madsen som ny formand.
    2. Yderligere medlemmer af bestyrelsen:
      1. Næstformand Keld Jørgensen – er ikke på valg.
      2. Bestyrelsesmedlem Bent Tvangsø er på valg og ønsker ikke at genopstille.
      3. Bestyrelsesmedlem Birgit Gedionsen – er ikke på valg.
      4. Bestyrelsesmedlem Iben Fisker – er på valg og genopstiller.
      5. Der skal vælges en bestyrelsessuppleant.
    3. Revisor og revisorsuppleant
      1. Revisor Vivi Jeel – er på valg og genopstiller ikke.
      2. Revisorsuppleant Birgit Skovgaard – er på valg og genopstiller ikke.
    4. Landsmødedeltagere for landsmøde 2021
      1.  Formand og Næstformand er automatisk valgt. Derudover kan der vælges yderligere op til 2 medlemmer.
  7. Eventuelt

*Forslag skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. Det vil sige senest 13 maj 2021.

På grund af de restriktioner, vi kun kender alt for godt, er vi i år nødt til at bede jer om at tilmelde jer generalforsamlingen, men det har også den fordel, at vi kun behøver at bestille mad til dem, der kommer.  Tilmelding kan ske via hjemmesiden fra og med 12 maj eller via sms til Keld. Har du problemer med tilmeldingen, men vil gerne deltage, så kan du kontakte Keld på sms 2043 4879.

Promenadeturene er startet op igen

I DVL Roskilde startede vi sidste år op med Promenadeture, og det var en stor succes. Så selvfølgelig fortsætter turene også i år. Disse ture er specielt beregnet for medlemmer, der ikke er vant til at gå langt, eller som har svært ved at gå længere end ca. 6 – 7 km på et par timer. Der er selvfølgelig også mulighed for at gå med på turene blot for at se vores smukke by, Roskilde.

Hvilket emne der kommer til at fylde mest på den enkelte tur, afhænger af, hvor deltagerne kommer fra. Der er således en mening med, at disse ture er forholdsvis løst organiseret. Hvis det regner en dag, er der f.eks. mulighed for at en del af tiden kan bruges indendøre. Derfor skal deltagerne altid medbringe mundbind (og rejsekort), så vi f.eks. er i stand til at nå længere ud fra bymidten ved evt. at benytte offentlig transport den ene vej.

Turlederne, der forestår turen, fortæller undervejs lidt om Roskildes historie, spændende bygninger eller folkelivet i byen. Der er derfor aldrig to ture, der bliver ens. Tempoet tilpasses deltagerne fra gang til gang.

Turene er også en mulighed for at opleve hvad DVL Roskilde står for. Derfor er der fri entre for alle, medlemmer som gæster, på disse ture.

Vi glæder os til at se dig. Det foregår hver lørdag formiddag, og mødestedet er ved krukkerne foran Roskilde Station. Tilmelding via hjemmesiden.

Vi søger nye turledere i DVL Roskilde

Kunne du tænke dig at udvikle og gå forrest på dine egne ture? Sidder du ofte og kigger kort og planlægger ture? Kender du en masse spændende steder, som bare venter på at blive til nye ture? Så har vi brug for dig!

I DVL Roskilde har vi i omegnen af 600 medlemmer og der kommer heldigvis flere og flere til. Samtidig har vi i det forgangne år af velkendte grunde været nødt til at sætte antallet af deltagere på turene ned, hvormed der desværre er færre medlemmer, der har kunnet deltage pr. tur. Derfor mangler vi flere turledere, så vi kan få endnu flere medlemmer ud at gå i 2021 og årene fremover.

Oplægget til turene bestemmer du helt selv, det kan være rene motionsture, kulturelle eller historiske ture, top-ture, fugle-kigge-ture, familieture, de korte eller de helt lange vandringer. Du bestemmer selv din egen stil. Vi lover til gengæld, at der helt sikkert er deltagere, der gerne vil med.

Tilmeld dig i dag

Du kan melde dig som turleder allerede i dag ved at sende en mail til Dorte Vistrup Madsen eller sms 6128 2451. Eller du kan tage fat i turlederen på din næste tur med DVL Roskilde – han eller hun ved nemlig godt hvad det handler om. Vi sørger for, at du får den nødvendige uddannelse, og at du får kontakt til en af vores erfarne turledere, så du er godt rustet, inden du kommer ud at gå med dine første gæster.

Har du (endnu) ikke mod på at planlægge egne ture, men vil du gerne være aktiv i DVL Roskilde, så mangler vi også “føl”, som f.eks. kan gå bagerst på en tur og sikre, at alle deltagere kommer med hele turen rundt, også selvom vi er mange deltagere. Det hænder også, at vi har arrangementer, hvor der f.eks. skal sættes flag ud på ruten.

Som turledere (og føl) har vi det sjovt, vi møder en masse nye mennesker og vi får masser af motion. Vi arrangerer jævnligt fællesture til spændende steder i Danmark, hvor vi styrker fællesskabet og lærer af hinanden. Meld dig derfor allerede i dag – du kommer helt sikkert ikke til at fortryde.

Fortsat tilmelding på alle ture

Vi fortsætter med at have tilmelding på alle vores ture. Det er den enkelte turleder, der vurderer, hvor mange deltagere turen egner sig til, og det er også turlederen, der bestemmer om tilmelding foregår via hjemmesiden eller pr. email/sms/telefon. Det fremgår af den enkelte tur, hvordan tilmelding foregår. Og er du i tvivl, kan du altid ringe til turlederen.

Etapeture

At bryde en længere tur ned i mindre etaper er nogle gange nødvendigt. I seneste nyhedsbrev skrev vi om etapeturene, som Allan har startet op på Trampestien ved Stevns. Til dette nyhedsbrev er der kommet flere etapeture, idet Tsvetelina og Joan er gået sammen om at gå et par etaper af Fjernvandrevej E6, som her på Sjælland går fra Korsør til Kastrup, men i sin hele længde er planlagt til at gå fra Finland til Tyrkiet, 5.200 km i alt. Joan og Tsvetelina går i første omgang to etaper af ca. 15 km hver. Tilmeld dig via hjemmesiden, hvis du vil med. På turen fra Roskilde til Lejre går en stor del af ruten via Skjoldungestien, hvor man langs Kornerup Å kommer igennem Skjoldungernes land til de gamle kongers Lejre.

We walk 2021 – Går du med?

I uge 19 – den 10.-16. maj – går DGI og DIF igen sammen om WE WALK-kampagnen, hvor du er velkommen til at gå med, også på DVL’s ture. DVL Roskilde har i skrivende stund 4 ture på programmet i den uge – og hvem ved, måske når der at dukke flere ture op. Hold derfor øje med vores turliste, så du hele tiden kan være opdateret på de nye ture.

– Vi forsøger at få en masse mennesker ud af døren i hele landet. Der er så mange gode grunde til, at man skal gå. Det er bare sundt på alle måder – det holder kroppen og hjernen frisk, siger Thomas Lind, programleder for Bevæg dig for livet – Løb og gang, der står bag WE WALK.