Mange gode muligheder for at komme ud i naturen.

Midt på Sjælland findes et væld af naturskønne områder som indbyder til udendørsaktiviteter.

I uge 41 hjælper vi igen danskere udenfor i WE WALK

Samtlige vandreture den 9.-15. oktober bidrager til Danmarks motionsuge i WE WALK-kampagnen. Her deltager vores gæster gratis – ganske som i de øvrige foreninger. På den måde bliver DVL synliggjort via kampagnens kanaler.

Se vores ture HER

 

Velkommen til ny turleder i Roskilde

Vi byder vores nye turleder Dorthe Skou Johansen velkommen. Mange af jer kender allerede Dorthe fra de mange ture, der har været hen over sommeren, hvor Dorthe på flere af turene har været bagstopper.

Dorthe inviterer til en spændende tur i Greve / Karlslunde d. 4. november og glæder sig til at se jer.

 

Nationalpark Skjoldungernes Land

170 kvadratkilometer enestående natur. Nationalpark Skjoldungernes Land ligger ved Roskilde og Lejre på Midtsjælland kun 30 minutters kørsel fra København.

Oplev Roskilde Fjord med strandenge, kystskrænter, øer, holme og et enestående fugleliv – eller forsvind ind de store midtsjællandske løvskove med vandrestier og lejrpladser.

DVL Roskilde arbejder i øjeblikket på at blive repræsenteret i Nationalparkrådet.

Flere af DVL’s afdelinger laver ture i Nationalparken og på DVL’s hjemmeside er der også forslag til ture på egen hånd.

 

Vandrernes dag d. 23. september i Roskilde

Rigtig mange glade vandrere havde fundet vej til Roskilde på Vandrernes dag – både gæster og medlemmer. Vejret viste sig fra sin smukkeste september-side, og turen rundt til Roskildes grønne områder tog os igennem velplejede parker, ”vild-med-vilje”-områder, og den helt nye og spændende Rabalderpark i Musicon’s særprægede omgivelser. Tak til alle deltagerne for en dejlig dag.

 

Foto: Dorthe Skou Johansen

 

Fyraftensture

Vi er glade for at se det fremmøde, der er til de planlagte fyraftensture. Vi vil derfor fortsætte med disse, vær dog opmærksom på starttidspunktet i november, da vi forsøger at nå hjem inden det bliver mørkt. Som noget nyt, inviterer vi til Fyraftensture i december og januar, hvor vi starter fra Roskilde Station kl. 17.00 og bevæger os rundt i byen i gadelygternes skær – selvfølgelig stadig i rask tempo.

Se alle turene her.

 

Kommende ture

Der bliver hele tiden lagt nye ture op på vores hjemmeside, både korte og lange ture, så herfra skal lyde en opfordring til løbende at holde øje med siden.

For eksempel kan nævnes en julehygge-tur i Roskilde for de morgenfriske, hvor man nyder solopgangen til frisksmurte rundstykker og derefter går rundt i byens julesmykkede gader eller en eftermiddagstur i Boserup med mulighed for at samle materialer til juledekorationerne.

 

Fotokonkurrence 2023

Tag årets bedste billede – der er fine præmier til nr. 1, 2 og 3 fra Friluftsland!

Nu er slutspurten sat ind for at finde årets foto. Reglerne for at deltage er enkle: Man skal være medlem af DVL, man kan højst uploade tre billeder og de skal være taget på en DVL-vandretur. Og så foretrækker den uvildige dommerkomite billeder med mennesker på.

Man kan uploade billeder frem til den 23. oktober 2023.