Tak for året der gik

Årets første nyhedsbrev sprængfyldt med nyheder. Kender du nogen der ikke får nyhedsbrevet? Der er hjælp at hente.

Glædeligt Nytår til alle vores glade vandrere. Traditionen tro ønskede vi hinanden godt Nytår d. 1. januar på Nytårsturen ved Ledreborg Slot.

 

 

 

Vi er klar til at træde ind i 2024. Det kan vi gøre sammen med det nye VandreLiv, som er tilgængeligt online nu – Det er offentliggjort i denne artikel, ligesom det kan læses på dvl.dk/vandreliv. Man skal ikke logge på hjemmesiden for at kunne læse det. Det er for at gøre det så nemt som muligt for alle dem, der har fastholdt deres medlemskab, selvom det digitale ikke lige er dem. Næste blad, som udkommer omkring den 1. april, vil udelukkende være læsbart for medlemmer.

 

Er du i tvivl om hvordan man logger på DVL.dk ? Du skal bruge dit medlemsnummer eller den mailadresse du er tilmeldt med hos Dansk Vandrelaug. Kan du ikke huske dit password, kan du bede om hjælp ved at trykke på ”Glemt password”

Når du er logget ind, så check lige dine profiloplysninger inden du scroller ned i bunden, hvor du kan krydse af hvilke afdelinger du vil modtage nyhedsbreve fra. Du kan altid ændre det igen.

Spørg gerne ude på turene om alle får nyhedsbreve og bed om hjælp eller tilbyd hjælp. Nyhedsbreve og hjemmeside er vores eneste informationskilde fremover.

 

Denne måneds vandreture

 

Alle vores vandreture

 

Godt gået!

I Roskilde afdeling fik vi i 2023 gået i alt 699 km fordelt på 87 ture med i alt 850 deltagere. Stor tak til alle jer der mødte op og gik med og ikke mindst stor tak til turlederne som gjorde det muligt at gå derudad.

 

Nyheder i 2024

Mellem jul og nytår tog vi hul på Fjordstien ved at gå strækningen fra Roskilde til Gevninge i det smukkeste julevejr. Sneen måtte vi tænke os til, men med høj sol og næsten ingen vind kunne det ikke blive bedre.

 

Vi vil forsøge at nå ”hele vejen rundt” i løbet af 2024 og foreløbig er følgende ture planlagt:

Lørdag d. 13. januar 2024 : Fjordstien fra Frederikssund til Jyllinge Ny dato! – DVL

Lørdag d. 17. februar 2024: Fjordstien fra Kirke Sonnerup til Holbæk – DVL

Lørdag d. 23. marts 2024: Fjordstien Frederiksværk til Frederikssund – DVL

Efterhånden som de næste etaper kommer på plads, finder du dem på turoversigten på vores hjemmeside.

 

I løbet af sommeren tager vi også hul på endnu en tur i etaper: Gudernes Stræde, hvor vi starter i maj med at gå ringturen ved Mosede og derefter bevæger os i etaper hele vejen til Vellerup i Hornsherred. Også her kan du finde turene efterhånden som de kommer på plads i programmet.

Vi kommer tilbage med mere information om disse ture i et senere nyhedsbrev.

 

Vi vil også fortsætte med vores populære Promenadeture lørdag eftermiddag i sommermånederne. Promenadeture er for alle, både medlemmer og ikke-medlemmer. De er på 5-8 km og i et roligt tempo så alle kan være med. Sidder du med en god idé til et tema til en eller flere af disse ture, så kontakt os gerne. Skriv til formanden.

 

Årets vandretræf er i Svendborg 

Nyd de mange smukke områder omkring Svendborg, Fåborg og Det Sydfynske Øhav på vandretræf 2024 fra 8. til 11. Maj. Som DVL Fyn er vært for.

I løbet af de tre vandredage går vi på en del af Øhavsstien, kører den smukke tur til Rudkøbing, inden vi sejler til Strynø. Vi tager også på en flot tur rundt i Svanninge Bakker og Bjerge. Se det fulde program og alle detaljer på dvl.dk/vandretræf.

Vi bor på Danhostel Svendborg og har reserveret værelser til 50 deltagere, de fleste som dobbeltværelser med enkeltsenge. Pris 3.100 kr. pr. person, enkeltværelse + 600 kr.

Tilmeldingen åbner den 11. januar kl. 8.00.