Der er sommervejr og der er vandrevejr.

Vi vandrer i al slags vejr, på alle tidspunkter af døgnet og både korte, mellemlange og lange ture og inviterer til både grillfest og sheltertur.

Vi vandrer i al slags vejr.

Det regner! Og hvad så?….. Det har vi efterhånden prøvet en del gange denne sommer!

Vejret er det eneste man ikke kan gøre noget ved på vandreturen, men med regntøj til både sig selv og rygsækken er man godt på vej. Og skulle det blive så vådt, at støvlerne tager vand ind, er en god uldsok en stor hjælp.

Vi bestræber os på at gennemføre alle planlagte ture, uanset vejret, men i tilfælde hvor turlederen vurderer at det er uforsvarligt at gennemføre turen p.g.a. forholdene (torden, oversvømmelser o. lign.), vil I blive mødt af denne ved startstedet og informeret. Der er måske et museum eller lignende i nærheden man kan besøge i stedet.

Når det er sagt, så har vi haft en del ture i regnvejr, som billedet viser. Selvom vi har været våde og oplevelsen bliver helt anderledes end i strålende sol, har humøret alligevel været højt og alternative løsninger fundet til at holde pause under tag.

Så vel mødt derude – også i “strålende” vejr.

 

Ændringer.

Som med vejret, er vi heller ikke herre over bus- og togtider. Når der ændres tider, opdaterer vi hurtigst muligt på tur-oversigten og samtidig laver vi en notits på forsiden af vores hjemmeside og på vores Facebook-side.

 

Vi vandrer på alle tider af døgnet.

Som noget nyt, tilbyder Roskilde Afdeling i år en “Nat i naturen-tur” som finder sted i week-enden 7. – 8. september med bålmad og overnatning i shelter for hele familien.

Vi skal vandre, lege, lave fælles mad, fortælle historier og hygge om bålet. Turen er åben for såvel medlemmer som ikke-medlemmer af DVL. Børn er velkomne, hvis de kan gå en tur på 5-6 km.

Læs hele programmet her: Nat i naturen ved Haraldsted Sø – TILMELDING – DVL

Tilmelding sker ved mail til Birgit Gedionsen (birgitroos84@gmail.com) eller Jan Skovrind (janskovrind@gmail.com) og samtidig indbetaling af 100 kr. per person (dog kun 70 kr. for medlemmer af Dansk Vandrelaug) til Jans mobilepay: 29 82 99 95.

 

Kommende ture:

Fjordstien:

August bliver måneden hvor vi afslutter vor tur rundt om Roskilde Fjord.

Det sker med disse to etaper:

03-08-2024: Hølkerup til Nykøbing S
10-08-2024: Nykøbing S til Rørvig

Indtil videre har over 100 glade vandrere været med på hele eller dele af turen.

 

Gudernes Stræde:

Gudernes Stræde er en ca. 64 km lang vandrerute ad oldtidsvejen fra Køge Bugt til Isefjorden gennem natur- og kulturhistoriske landskaber. Idéen bag Gudernes Stræde stammer fra et essay af Martin A. Hansen skrevet i 1954. Forfatteren tog sit udgangspunkt i arkæologiske fund omkring Lejre samt sagn og fortællinger. Dertil føjede han et omfattende studium af landskabets naturlige form, gravhøjenes placering og gamle stednavne og deres betydning. For at kongen kunne beherske et større område og værne sig mod fjender, og for at sikre forsyning af bl.a. bronze, var det nødvendigt med veje til de nærmeste kyster med gode landingsmuligheder. Det blev Karlslunde Strand mod øst og Vellerup Vig mod Isefjord.

Kom med på 4. etape: 17-08-2024: 4. etape af Gudernes Stræde

 

Boserup Skov:

Bus nr. 207 kører fra Roskilde Station og har stoppested ved Skovly/Parkeringspladsen der er mødested for turene i Boserup Skov.

18-08-2024: Næste tur i Boserup Skov

 

Ud over serie-turene byder vi også på mange andre spændende ture i vort område:

05-08-2024: Fyraftenstur indenfor hegnet på Risø – kun for medlemmer

18-08-2024: Sommertur i Jyllinge/Gundsømagle – DVL

19-08-2024: Fyraftenstur – DTU Lyngby – DVL

24-08-2024: Ringsted Oplevelsessti – DVL

28-08-2024: Fyraftenstur til Staunings Ø – DVL

01-09-2024: Lejre til Hvalsø – DVL

 

Vandrernes dag 2024

På Vandrernes dag, d. 28. september er der mulighed for at komme på flere spændende ture i Roskilde Afdeling.

Vælg mellem en kort eller lang tur der begge slutter i Gundsømagle hvor vi har tændt op i grillen og hygger sammen efter vandreturen.

Der er også mulighed for at vælge en mellemlang tur og være med til afslutningen på Gudernes Stræde.

Denne dag er turene gratis for alle og derfor opfordrer vi til at I inviterer familie, naboer, venner og kolleger med ud i naturen. Det er en god idé at kontakte turlederen hvis man vil høre om mulighederne for at tage klapvogn/barnevogn eller familiens fire-benede ven med.

20 km langs fjorden Tur 1. Frederikssund-Gundsømagle med grill – DVL
6 km i lokalområdet Tur 2. Gundsømagle med grill – DVL
16 km i Hornsherred Gudernes Stræde – Etape 5 – Kirke Hyllinge til Vellerup Vig – samt Egholm Slot – DVL

 

Fik du læst VandreLiv nr. 3?

I år er Vandrenes dag den 28. september. Her fejrer Dansk Vandrelaug Vandrernes Dag – faktisk sammen med vandreforeninger i hele Europa. Læs mere om vandrernes årlige festdag i dette magasin.

Her byder vi også på den ultimative guide til, hvad der skal med i dagturs-rygsækken. Vi dykker ned i, hvor givende det er at tage ud i naturen, ligesom vi går ind i arbejdet i Friluftsrådet. DVL’s landsmøde og den årlige fotokonkurrence med de vildt flotte præmier omtales i magasinet, hvor vi også har set nærmere på et par interessante nye bøger. Den undseelige nattergal er i fokus, imens nyt udstyr handler om BH’er.

Du finder naturligvis også vej til alle DVL’s mange vandreture, vandreferier og medlemskurser. Og så quizzer vi i sommerfugle.

 

God sommer til alle. Vi ses derude.