Gudernes Stræde – Etape 4 – Kirke Sonnerup til Kirke Hyllinge

Vi går den fjerde etape af Gudernes Stræde i spændende landskaber fra Kirke Sonnerup til Kirke Hyllinge.

Vi mødes kl. 10.15 på Hvalsø Station (toget fra København ankommer kl. 10.18), hvor vi tager bus 219 kl. 10.24 til kirken i Kirke Sonnerup.

Gudernes Stræde er en ca. 64 km lang vandrerute gennem natur- og kulturhistoriske landskaber. På denne etape, som er den fjerde af 5 etaper ad Gudernes Stræde, vil vi gå en spændende tur i landskaber formet af istiden, samt med forhistoriske og historiske seværdigheder. Vi vil bl.a. vandre igennem Ryegård Dyrehave, passere den flotte Ejby Ådal m.v. Undervejs på turen vil der være vandring på asfalt – dette gælder f.eks. de første 4 km inden vi kommer til Ryegård Skov og Dyrehave.

I løbet af denne spændende tur vil vi også opleve historiens vingesus, idet vi kommer forbi markante bronzealdergravhøje samt et par jættestuer fra Bondestenalderen, bl.a. en dobbelt jættestue Møllehøj, som er åben og mulig at komme ind i.

Vi går 4 – 4.5 km/time og holder 3 pauser undervejs. Medbring derfor gerne en madpakke, en snack og drikkevarer til turen. Husk rejsekort til transporten med bus.

Vi forventer at være ved den centrale busholdeplads i Kirke Hyllinge ved 16-tiden. Her er der mulighed for at komme med bus til såvel Roskilde som tilbage til Hvalsø.

Vær opmærksom på, at der kan forekomme ændringer, hvis bustiderne ændrer sig. Check derfor turbeskrivelsen, når datoen for turen nærmer sig.

Turen er gratis for medlemmer af DVL og koster 30 kr. for ikke-medlemmer.

Vel mødt til en spændende og varieret tur.

Mødested på kort

Indlæser…