God jul og Godt nytår 2021

2020 er ved at komme til en ende, og det har på mange måder været et udfordrende år - det kan alle vist nikke genkendende til.

Corona har sat et stærkt præg på næsten alle vores ture i DVL i år, og fortsætter desværre med at gøre det. Så længe forsamlingstallet er under 50, fortsætter vi med at have tilmelding til alle ture.

Men, når nu der ikke kan komme så mange med på turene – så har vi svaret igen med at oprette ekstra ture! Kig derfor ofte på dvl.dk/Roskilde – der kommer løbende nye ture til.

Det er samtidig vigtigt at huske, når man tilmelder sig en tur:

  • Der kan kun tilmeldes een person pr. mailadresse. Her kan du se, hvordan du med et simpelt trick kan oprette ekstra mailadresser under den samme adresse, hvis I f.eks. er en familie, der deler den samme mailadresse.
  • Hvis du efter tilmelding fortryder, eller bliver forhindret, så gør du alle en tjeneste ved at melde afbud, så en anden kan få din plads – du finder linket til afbud i den email, du modtager, når du tilmelder dig, og har du tilmeldt dig en tur, hvor tilmeldingen foregår via email eller sms, så er det selvfølgelig på samme måde, du også melder afbud.
  • Nogle turledere i Roskilde benytter det centrale tilmeldingssystem, andre turledere ønsker tilmelding via SMS eller email. Det fremgår altid af den enkelte tur, hvordan tilmelding foregår.
  • Er du i tvivl, så ring til turlederen.

Mange nye medlemmer

2020 har dog ikke kun været elende. Vi har i Roskilde afdeling haft fremgang på medlemstallet og er nu 578 medlemmer. Denne jule- og nytårshilsen skal derfor også være et stort velkommen til alle de nye medlemmer. Vi planlægger at lave et arrangement for nye medlemmer, når vi må mødes lidt flere igen.

Vores populære ture kommer igen i 2021

I 2021 planlægger vi allerede nu en række korte ture. Det er succesen fra promenadeturene henover sommeren, som gør, at vi prøver noget tilsvarende næste år – opstart i april måned.

Allans populære aftenture på Køge Ås kommer også tilbage i det nye år. Opstart forventes også i april – så hold øje.

Jette og Keld satser på at få lov til at tage til Nymindegab med et hold vandrere til marts – det er 7. gang turen slås op – vi krydser fingre for, at Corona tillader dette. Turen er allerede overtegnet, men du kan se programmet her.

Husk også vores Facebook gruppe. Her er det muligt at dele billeder fra ture, vi har været på, og det sker også, at en pop-op-tur med kort varsel bliver annonceret via Facebook. Ekstrature, som slås op hvis en tur hurtigt bliver overtegnet, vil du også kunne blive adviseret om via Facebookgruppen.

Glædelig jul og håbet om et rigtigt godt vandreår 2021

Til slut vil vi blot gøre opmærksom på at vi har flere ture i jule- og nytårsdagene – og lykkes du ikke med at få en plads på en af jule/nytårsturene, håber vi blot at vi ses til en af vores mange populære ture i 2021.

Vi vandrer mod lysere tider.

Bestyrelsen for DVL Roskilde