Sol over Båstad
20 glade vandrere fra Dansk Vandrelaug var 12.-14. oktober i Skåne for at deltage i Båstad Hiking Festival. Fredagen bød på en interessant historisk byvandring i Båstad by.
Turen var organiseret af Københavns afdelingen under ledelse af Tove Skands og Annette Bruun.
På byvandringen fredag hørte vi hvorledes man stadig mindes danskertiden og de krigeriske danskere. Birgit Nilsson blev født på Bjärehalvøen for 100 år siden, så hendes interessant liv fik vi et lille indblik i undervejs. Tennis er selvfølgelig vigtigt for byen og vi hørte hvorledes kendisser fra ind- og udland fortsat tilbringer sommeren i dette idylliske område.
Lørdag vandrede gruppen sammen med en masse svenske deltagere langs kysten fra Torekov til Hovs haller. De smukke stræder i den lille fiskerby samt de imponerende klipper ved Hovs haller har været en yndet location for Ingmar Bergman og andre filminstruktører når der skulle indspilles film. Selv Ronja Røverdatter har huseret der.
Turen sluttede med en After-Hike på toppen af klipperne med lækker grill og hyggeligt selskab
Søndag gik turen ad Skåneleden fra Ängelsbäcksstrand til Torekov. På denne strækning går man på grusveje, strandenge og smalle stier. Den strålende sol og klare efterårsluft gav turen en næsten magisk fornemmelse. Turen sluttede, efter en tur på havnen, med After-Hike på hotel Riviera som bød på svampesuppe og musikalsk underholdning.
Der var organiseret busser til og fra de mange vandringer. Lækre frokostpakker med lokale produkter stod klar hver morgen.
I alt 400 vandrere deltog i festivalen som bliver gentaget igen i efteråret 2019.