Fjerde etape af Lolland-Falster rundt

4. etape af Lolland-FalsterRundt. Fra Hyldtofte Østersøbad til Handermelle havn.

Fjerde etape af vores Lolland-Falster rundt blev afviklet søndag den 30. oktober. Turens 44 deltagere mødtes ved Handermelle havn på Lollands sydkyst, samledes i nogle biler og kørte til Hyldtofte Østersøbad, hvor vi sluttede på 3. etape. Herfra gik vi så de ca. 20 km. tilbage til Handermelle havn.

Turen gik ad Østersødiget, og undervejs passerede vi Brunddragerne (Indlæggets topbillede) med de fine små fritidshuse, hvor der hverken er vand eller elektricitet indlagt. Vi var et kort stykke ude ad Hyllekrog, hvor vi holdt kaffepausen. Herefter gik vi videre ad diget til Lundehøje havn, hvor vi holdt frokost.

Frokost på kajen i Lundehøje havn.

Vi gik herfra videre ad diget til Errindlev havn, hvor vi igen holdt en drikkepause, inden vi fortsatte ad diget mod målet ved Handermelle havn.

Handermelle havn i sigte.

Da vi havde passeret Keldskov, kunne vi fastslå, at vi nu har  gået ad hele det Lollandske Østersødige fra Nakskov til Keldskov i alt 63 km på diget (men med diverse afstikkere omkring 80 km).

Der kan findes flere billeder fra turen i vores Facebook gruppe. Søg efter Kirsten Pedersens og Vagn Johansens opslag.

Turen kan findes i Outdoractive.