Deltager nr. 5.000

Det er populært at tage på vandretur sammen med ligesindede. Det mærker vi også i Københavnsafdelingen.

Lørdag den 10. august havde turleder Maja Boss Budde en tur til Bagsværd med kirke, slotspark og ruin på programmet. Stor var overraskelsen da formanden for Københavnsafdelingen Lis Nielsen pludselig dukkede op og kunne fortælle de 20 glade deltagere, at med denne tur rundede afdelingen deltager nr. 5.000 på afdelingens ture i 2019. Under frokosten ved Bagsværd sø gav afdelingen lækker chokolade til alle.