Forladt – En maritim fortælling om ubeboede øer

Christina Vorre holdt foredrag på Viborg Bibliotek om sin bog ”Forladt”, der handler om 20 forladte ubeboede øer i Danmark

Der findes 395 øer i Danmark. 320 af dem er ifølge Danmarks Statistik ubeboede, som Christina Vorre refererede til i sit foredrag på Viborg Bibliotek d. 8. marts. Foredraget var arrangeret af Viborg Bibliotekerne i samarbejde med Dansk Vandrelaug i Viborg og Folkeuniversitetet, og tog udgangspunkt i Christina Vorres bog ”Forladt – Fortællinger fra 20 ubeboede danske øer” fra 2017. Hun tog straks forbehold for antallet. Måske er der over 500 øer i Danmark. De 395 er dem, der har navne og er offentligt registrerede som øer. I øvrigt er tallet heller ikke statisk: Øer opstår og øer forsvinder.

En ny ø er f.eks. Peberholm, der blev kunstigt skabt i forbindelse med etableringen af Øresundsforbindelsen. En forsvunden ø er f.eks. Jordsand, som lå i Vadehavet syd for Rømø. Omkring år 1800 var øen på ca. 40 km2 og der er spor efter mindst 2 gårde på øen. I 1999 forsvandt øen endeligt i havet og fremstår nu kun som en sandbanke ved lavvande.

Christina Vorre

Christina Vorre er til daglig tekstforfatter på et reklamebureau, men ”historienørden” i hende havde fattet interesse for de historier, der ligger på de små danske øer. Og i bogen beskrives natur- og menneskeskæbner på 20 af de øer, som har været beboede, men nu er helt forladte. I hvert fald uden helårsbeboelse. Hun fortalte om arbejdet med at besøge øerne og opsøge historierne.
De fleste af øerne har ingen færgeforbindelse eller anden officiel transportmulighed. Så det handlede om at kende nogen, som kender nogen, som ved, hvordan man kan komme derud. På den måde fik hun kontakt til Palle, som kunne sejle hende til Nordre Rønner, en lille ø, som er sammenvokset af et antal mindre holme 7 km nord for Læsø. Palle sejlede Christina og hendes ledsager til Nordre Rønner i en lille jolle med påhængsmotor, som i øvrigt først startede efter mange forsøg, da de skulle tilbage.

På Nordre Rønner er et fyrtårn. Engang var der et lille samfund på op til 17 mennesker på øen til at passe fyret. I 1948 var det reduceret til 2. Asta og Boye Boisen boede nu alene på øen sammen med deres 2 børn. I 1963 automatiseres fyret, og Asta og Boye forflyttes til Hirsholm ud for Frederikshavn. På Hirsholm er der i dag 2 fastboende tilbage, og øen kan meget vel blive den næste i statistikken over ubeboede øer.

Christina Vorre fortalte også om Kyholm øst for Samsø, der både har været forsvarsanlæg under Englandskrigene og karantænestation under koleraepidemien i 1800-tallet. I 1859 forlades øen; alt bliver solgt på auktion, selv bygninger bliver nedrevet og transporteret væk til sidste mursten. Det eneste, der blev efterladt, var gravstenene på kirkegården.

Læseværdig bog

I bogen er også fortællingen om kvindeanstalten på Sprogø, om kongeriget på Elleore, og om Æbelø der leverede ral og grus til bygningen af den første Lillebæltsbro, men som siden 2009 har været ubeboet. Æbelø er i dag et populært udflugtsmål for vandrere og andre, som ved lavvande kan gå 1½ km gennem vandet til øen.
Der er som nævnt i alt fortælling om 20 øers historie, både den officielle og den mere gribende om menneskeskæbnerne. Med rigt brug af og henvisning til eksterne kilder. Med billeder fra datiden og forfatterens egne billeder. Velskrevet og velfortalt. En absolut læseværdig bog.

Viborg DVL besøgte i starten af august 2018 Langli, som ligger i Vadehavet i Ho Bugt mellem Esbjerg og Skallingen.
Langli er én af de forladte øer, som Christina Vorre fortæller om i bogen. 

Klik på ét af billederne for at se flere billeder fra turen.