Sommer med et hav af vandreture venter forude

Sommeren er i gang og kalenderen er spækket med vandreture.

Nyt fra Bestyrelsen

I Dansk Vandrelaug går vi landet rundet – året rundt. Vi tager også på dagture syd for grænsen og i Sverige. Så næsten uanset, hvor i landet du tilbringer feriemånederne, er der et vandretilbud til dig.

Hvorfor ikke fortælle alle dine venner, kolleger og familiemedlemmer, at en tur med DVL koster kr. 30,00 og er skønne oplevelser.  Gratis for medlemmer. KOM MED OS og støt din forening.

Klik på kortet, zoom ind og tag med ud i det gode selskab

 

Nyt fra Turledermøde d. 22. maj

Roskilde afdeling holdt turledermøde d. 22. maj og her blev aftalt en masse nye ture, så hold øje med vores hjemmeside.

I de kommende måneder laver vi sheltertur, fællestur, tur til Sverige og masser af nye ture i vores område, så hold øje med vores hjemmeside og se mere i de næste nyhedsbreve.

Bestyrelsen.

 

Sanketur langs den nye å

29. april var der sanketur med Bent Tvangsø. Vi mødtes i herligt forårsvejr ved Rørmosen og var ikke gået mange skridt ad Bjergmarken før der var den dejligste oregano i kurven.

Foråret har været vådt, så vi måtte en lille omvej, men Bent kender sit område. Så vi fandt vilde løg og masser af blomstrende løgkarse, skvalderkål og brændenælder. Faktisk alle gode i et køkken.

Over spangen ved golfbanen, hov se… en vandrotte smuttede hastigt afsted. Videre over vejen til skoven, og op ad grusstien. Igen et stop, da en snog passerede. Den smuttede dog hurtigt væk, som dyr er eminente til i naturen. Skoven var så smuk med anemoner og friske bøgeblade til sankekurven og bjesken. Boserup kan noget.

Bent delte pilekvistsnaps ud til deltagerne. Forbavsende god. Alle kunne li’ den. Vi lærte en del af en gammel selvlært om, hvad alle urterne kan bruges til. Tak for en virkelig dejlig tur.

Foto fra Rørmosen.

Se nedenfor – der er stadig ledige pladser på DVL’s Vild-Mad kursus.

Gudernes Stræde er skudt i gang

Lørdag d. 4. maj lagde vi ud med at gå Ringruten fra Mosede Fort. En spændende og afvekslende tur med fortællinger undervejs.

Foto fra turen på Ringruten fra Mosede Fort

Lørdag d. 25. maj mødtes vi i Solrød hvor vi tog toget til Gadstrup og gik de 12 km tilbage til Solrød. Undervejs hørte vi om Vikingegravpladser, Pest-tjørn og nød det smukke vejr gennem Karlstrup Kalkgrav,

Foto fra kaffepause i Karlstrup Kalkgrav

Turene er meget afvekslende og kommer igennem istidslandskaber, landsbyer, naturområder og veksler mellem stier og strækninger langs landevejene. Kom med på de næste etaper:

15. juni: 2. etape af Gudernes Stræde gennem Ramsødalen

19. juli: 3. etape af Gudernes Stræde på en kuperet rute

17. august: 4. etape af Gudernes Stræde passerer flere historiske seværdigheder

28. september: 5 etape af Gudernes Stræde med Egholm Slot som bonus

 

Lidt om de kommende ture.

1. juni: Hedebostien. Klik på linket og se alle muligheder. Vi starter både i Roskilde og Trylleskoven og mødes på midten.

8. juni: Så starter Promenadeturene, som er gratis for alle og kommer rundt i mange spændende hjørner af Roskilde. Alle ture starter ved vaserne på Hestetorvet.

10. juni: Fyraftenstur til Bolund. Har du været med før? Kom med igen og se hvad vinteren har gjort ved skrænterne.

16. juni: Første af i alt 4 ture rundt i den smukke Boserup Skov med flotte kig ud over fjorden.

22. juni: Hundested-Frederiksværk på endnu en af Fjordstiens smukke (og kuperede) etaper

24. juni: Fyraftenstur til Runde Rie i Svogerslev

29. juni: En mellemlang tur til den nye naturpark i Sengeløse med mulighed for at blive udfordret undervejs.

30. juni: Kom med til en vandretur på tidligere havbund i Karlslunde

3. juli: Oplev Bidstrup Skovenes historie og landskab

 

Vandreferier

Har du ikke besluttet dig for hvor sommerferien går hen? Eller er der stemning for endnu en lille tur? Så er der helt sikkert inspiration at hente her:

Vil du med ud at vandre steder, du ikke har været før? Savner du godt selskab, når du tager på eventyr? Så finder du masser af inspiration på DVL’s feriekort:

Ferierne er altid lavet af vandrere for vandrere. Det er et kvalitetsstempel, vi er stolte af.

(Deltagelse fordrer, at du er medlem af Dansk Vandrelaug)

 

Stadig ledige pladser.

På dette kursus er der gode råd at hente til hvordan man kommer godt i gang med at sanke og hvordan man anvender de vilde planter i almindelige madretter i hverdagen. Man går en tur og sanker. Efter gåturen bliver der budt på en let anretning med smagsprøver på vild mad.

 

Ny turleder?

Vi er altid på udkig efter nye turledere til at dække vores store geografiske område, så kunne det friste, så tag en snak med formanden eller en af vores turledere. Det er helt op til dig selv hvor lange eller korte ture du vil lave og om du fortæller undervejs eller I fokuserer på at vandre. Der er mange muligheder og masser af hjælp at hente fra de andre turledere til at komme i gang.

Tilmelding foregår via Formanden.

 

 

God sommer til alle. Vi ses derude.