Vandreferie i Umbrien – “LÍtalia ha un coure verde”

… Siger italienerne og her midt i det grønne hjerte har vi fundet vores base i den velbevarede og rolige middelalderby Spello. Herfra vil vi, til fods og med bus og tog, udforske de smukke landskaber, interessante byer som Asissi og Spoleto, sæterområder i Sibillinerbjergene, Den Umbriske Dal, vingårde, olivenlunde og øde bjergegne.

Vandreferie i Umbrien – ”L’Italia ha un cuore verde”

Dato: Den 21 september – 28. september 2024

Prisen pr. person i dobbeltværelse er 10.495 kr. pr. person Tillæg for enkeltværelse er 1.500 kr.
Der er begrænset antal enkeltværelser.

Det kan du glæde dig til:

Umbrien ligger midt i Italien, godt gemt inde mellem bakker og bjerge, som en af de eneste regioner uden kystlinje. Verdens larm og de store turiststrømme når ikke rigtig frem til Umbrien – især ikke her i den sydlige del af Umbrien – så vi vil opleve det hjertevarme Italien og en uberørt – og meget smuk – natur. Oplagt til oplevelser til fods.

Bløde skovklædte bakker veksler med mere dramatiske bjergtoppe i Appenninerne. De mange middelalderbyer ligger drysset ud over landskabet, de fleste på deres egen bakketop, uberørt af årenes gang og det er let at drømme sig tilbage i tiden.

Vi vandrer fortrinsvis af småveje, mest grus, og på vandreruter, der bringer os ud gennem olivenlunde, vinmarker, skove, småbyer – med mange skønne udsigter undervejs.

Vi bor på et hyggeligt familiedrevet hotel midt i Spellos gamle by. Hotellet har blandt andet en herlig terrasse med udsigt over det umbriske landskab. Et perfekt sted til en aperitivo efter dagens strabadser.

Fyrholt rejsers lokale guide: Søren Lind
DVL turleder, afdeling Kolding: Kirsten Brandt

Dagsprogram:

Dag 1: Udrejse til Umbrien

Vi flyver fra Danmark og kører med bus fra lufthavnen til Spello, der er en smuk og velbevaret middelalderby bygget op ad bakkeskråningerne ud mod Den Umbriske Dal. Den levende by har smalle gader og gyder, som mange steder består af trapper. Der er mange caféer og hyggelige butikker.

Vores bus kan ikke komme frem til hotellet, så det sidste lille stykke vej fra byens periferi til hotellet går vi. Når vi er indkvarteret, går vi en byvandring i Spello. Der er fælles aftensmad.

2 timer, 4 km, 100 meter op, 100 meter ned. (-/-/A)

 

Dag 2: Monte Pietrolungo og ’akvæduktdalen                                                                                                      

Dagens tur begynder fra hotellet. Vi går ud af Spello mod nord i retning af Collepino. Lige uden for byen er der en kilde (Fonte della Bulgarella), hvor vi tapper vand. De første 5 km går vi langs en gammel romersk akvædukt, der har forsynet Spello med vand i århundreder. Det er ikke mange steder man kan se akvædukten, da den er bygget i niveau med det stigende terræn.

Efter et par kilometer er vi kommet så højt op, at vi kan se tilbage ned på Spello. Efter ca. 5 km kommer vi til en fin lille by Collepino. Her er en café, hvor der er mulighed for at få en forfriskning. Vi holder en lille pause og ser på byen.Turen fortsætter nu op gennem et skovstykke, hvor det går op til ca. 950 hm Monte Pietrolunga og det er tid til picnic. Turen hjem går ned af bakke, de sidste par kilometer går vi gennem olivenplantager, indtil vi er tilbage til startpunktet ved kilden.                                         

5-6 timer, 16 km, 650 meter op og 600 meter ned. (M/-/A

Dag 3: Spoleto og Monteluco

Vi kører i bus til Spoleto, der har mange levn fra romertiden. Vi går inden for bymuren frem til de rullende trapper, der fører os næste 100 højdemeter op mod borgen, der ligger over byen. Vi har en smuk udsigt over byen med domkirken, og når vi er kommet uden for byen, har vi en flot udsigt til byens Rocca og den meget høje akvædukt. Herfra går det stejlt op de næste ca. 2 kilometer frem til Monteluco. Herefter vandrer vi rundt om Monteluco via Le Aia, og i lang tid følger vi en skøn æselsti, der også fører os gennem en lille tunnel fra 1856. Det sidste stykke ned til Spoleto går gennem skov og langs marker. Inde i Spoleto er der nu tid til at se nærmere på byen, måske på Basilica di San Salvatore, der er udpeget til UNESCO verdensarv. Vi tager toget tilbage til Spello.                                 

5-6 timer, 17 km, 650 meter op, 750 meter ned. (M/-/A)

Dag 4: Den Umbriske Dal og Dionigis dejlige vin

Vi kører i bus over Den Umbriske Dal til den lille by Collemancio, der ligger på højdedraget på den anden side af dalen fra Spello. På køreturen passerer vi marker, diger og inden vi kører op til Collemancio. Herfra går vi en forholdsvis nem rute langs højdedraget mod syd frem til Madaonna della Pia, hvor vi skal besøge vingården Cantina Dionigi. Vi skal blandt andet skal smage på den lokale Sagrantino drue, som netop gården her har været en af pioner for. Heldigvis laver de også dejlig mad på Dionigis vingård, så vi får en skøn frokost her – naturligvis med den gode vin til. Efter vinbesøget bliver vi hentet i bus og kørt til hotellet.                                                 

10,5 km, 3 timer, 250meter op, 550 meter ned. (M/F/-)

Dag 5: Fridag      

Dagen er til fri disposition. Du kan gå på opdagelse på egen hånd i Spellos krogede gader, eller du kan tage en tur ind til Perugia, Spolete, Bevagne, Foligno eller en af de mange andre byer, som vi ikke når at besøge på vandreturen. Der er også mulighed for at leje cykel og så nå rundt på den måde. Din turleder har gode forslag til, hvordan du mest ud af dagen. (M/-/-)

Dag 6: Norciadalen – en gastronomisk højborg                                           

Norcia ligger på en højslette i nationalparken Monte Sibillini i det sydøstligste hjørne af Umbrien. Norcia er både en yderpost rent geografisk mod sydøst i Umbrien, valfartssted for Sankt Benedikt munkeordenen og en absolut gastronomisk højborg. I området drives jagt, især på vildsvin, og områdets pølser, skinke og andet svinekød er så velkendt, at det italienske ord for ypperste kvalitet på charcuteriprodukter som pølser og skinke er norcineria.

Vi kører fra hotellet i bus til højsletten ved Norcia og fortsætter lidt længere ind i dalen til Campi. Herfra går vi ret kort men stejlt op til Campi Vecchio, og herfra udgår en sti, der efter det store jordskælv i 2016 blev omdøbt til ”jordskælvsstien” – selvom den har været almindelig vej og æselsti indtil da. Vi følger vejen og stien frem til Fonte d’Ancarano, hvor vi begynder nedstigningen til Norcia. Vi ankommer til Norcia direkte overfor en af de historiske byporte, og går ind i byen på jagt efter en kaffe, et glas vin, eller måske nogle af de mange gastronomiske specialiteter.                                                                      

3 timer, 10 km 350 m op, 450 meter ned. (M/-/A)

Dag 7: Kongeetapen fra Spello over Monte Subasio til Assisi

Vi begynder dagens tur ved hotellet og er hurtigt på vej op ad dagens udfordring Monte Subasio, der ligger som en kæmpe kuppel mellem Spello og Assisi. Det meste af bjerget er naturpark og har helt fra det 14 årh. været fælles ejendom for borgerne, der her kunne hente brænde og træ til produktion. Undervejs på bjerget besøger vi det afsidesliggende kloster Eramo delle Carceri og Sassopiano med udsigt over hele den umbriske dal. Vi vandrer ind gennem Assisis nordre byport, og fornemmer med det samme stemningen fra det store antal kirker med tilhørende nonne- og munkeordner. Vi besøger blandt andet den store Basilica di San Francesco. Vi tager bus eller tog tilbage til Spello, hvor vi spiser afslutningsmiddag på hotellet.
7 km, 800 meter op, 700 meter ned, 6 -7 timer. (M/-/A)

Dag 8: Hjemrejse

Vi kører med bus fra hotellet til lufthavnen og flyver tilbage til Danmark. (M/-/-)

Sværhedsgrad 3

Samlet vurderer vi denne rejse til sværhedsgrad 3.

Vandringerne er langt de fleste steder på grusveje eller grusstier, og er typisk enten gamle stier mellem landsbyer, eller deciderede vandreruter. Enkelte dage er der passager med trapper. Højdemeterne på ruterne tenderer til at være koncentreret i enkelte, forholdsvis stejle stigninger som fx en meget snoet sti op ad en bakkeside til en landsby, eller fra Spello op gennem olivenmarkerne til Monte Subasio. Der er ingen klatring eller andre vanskelige passager. Resten af ruterne følger oftest terrænet med bløde op- og nedstigninger. Der er få muligheder for at afkorte ruterne, dog kan sidste dag afkortes.

Praktisk information
Minimum- og maksimumantal: Der skal være mindst 10 personer tilmeldt senest 35 dage før afrejse. Hvis minimumsantallet ikke er opnået 35 dage før afrejse, forbeholder vi os ret til at annullere rejsen. Vi henviser til vores generelle betingelser.

Der vil være maksimum 23 deltagere på rejsen.

Sidste frist for annullering: Hvis rejsen ikke kan gennemføres pga. for få tilmeldinger, vil den blive aflyst senest 35 dage før afrejse.

Vandflaske og madkasse:                                                      Medbring en god vandflaske og en madkasse. På flere af vandringerne skal vi selv bære vores drikkevarer og frokost. Din turleder råder og vejleder om frokost.

Indkvartering

Vi bor alle 7 nætter på det meget charmerende og hyggelige, 3-stjernede og familiedrevne hotel Albergo il Cacciatore i Spello, i hjertet af den gamle bydel, inden for den gamle bymur, og er indrettet i en historisk bygning. Spello ligger på en bakketop og de smalle gader er en stor, ensrettet labyrint, Derfor kan busser ikke køre i byen, og vi må gå det sidste stykke til hotellet.

Hotellet har store velholdte og velrenoverede værelser med siddeplads og skrivebord. Badeværelserne har brusebad, toilet og bidet. Der er toiletartikler og hårtørrer. Alle værelser er forskellige og nogle vender ud mod dalen, andre ud mod gaden.

Der er en hyggelig restaurant, en lille bar og den herligste terrasse med udsigt over det umbriske landskab – alt sammen kun for hotellets gæster.

Prisen inkluderer:

· Lokalkendt dansk turleder

· Turleder fra Dansk Vandrelaug Kirsten Brandt

· Flyrejse fra København til Italien t/r

· Transport fra lufthavn til hotel t/r

· 7 overnatninger på turistklasse hotel Albergo il Cacciatore

· 7 x morgenmad

· 5 x aftensmad

· 1 x frokost på vingård inkl. vinsmagning

· Transport som beskrevet i dagsprogram

Prisen inkluderer ikke:

· Afbestillingsforsikring

· Rejseforsikring

· Måltider ud over de nævnte

· Drikkevarer

· Drikkepenge

Fyrholt Rejser: CVR nr.43646966. Rejsegarantifonden:3486

Bestil ferien via dette link

Når din tilmelding til Fyrholt Rejser er sendt, bedes du sende en e-mail med dit DVL-nummer til ki6akwb@gmail.com til turleder Kirsten Brandt

Mødested på kort

Indlæser…