Egholm – en ø midt i Limfjorden
Egholm er en lille ø i Limfjorden fem minutters sejltur fra Ålborg. En dejlig lille ø med en varierede natur bl.a. flere sjældne planter og mange fugle. Der er afmærkede vandreruter fra 2 til 10 km.
For 4 år siden var jeg med DVL Viborg på en tur til Egholm – øen i Limfjorden og fem minutters sejltur fra Ålborg. En dejlig lille ø med en varierede natur bl.a. flere sjældne planter og mange fugle. Øen jeg gerne besøger igen.
For en uges tid siden skulle jeg køre min søn til Aalborg Lufthavn og her var chancen for et genbesøg. På øen er der 4 vandreruter afmærket med gul, blå, grøn og rød og af forskellige længder. Jeg valgte den blå på 7 km, som går langs det meste af kysten, ind til Egholm by og tilbage til havnen.
På min vej kom jeg til Statsbroen, hvor man kan være heldig at se spættede sæler, men jeg så desværre ingen. Inden jeg nåede havnen fik jeg øje på den røde rute på ca. 2 km, som så jeg fulgte. Her var en lille skov nær ved Restaurant Kronborg, som ligger ved havnen.
Turen kan forlænges, hvis man følger den gule rute eller forkortes ved at følge den grønne rute. Alle ruterne starter og enden ved havnen.
Jeg havde også denne gang en skøn tur på denne lille plet, hvor jeg oplevede stilheden og nød suset fra vinden og strandfuglenes begejstrede skrig. Efter fire timer var jeg igen tilbage i Ålborg og en dejlig naturoplevelse rigere.
God tur
Marianne
Se turen på Outdooractive: Egholm Ø i Limfjorden
Beskrivelse af Egholm, herunder vandretursfolder findes her
Flere ture på egen hånd
Sådan bruger du en rute i Outdooractive