Tur på Finderup Øvelsesplads
Finderup Øvelsesplads er åben for offentligheden, når der ikke er militære øvelser. Der er mulighed for vandreture i alle længder.
Mellem Ravnstrup og Mønsted, cirka 12 km vest for Viborg, ligger Finderup Øvelsesplads. Det er et militært øvelsesområde, hvor der er åbent for offentligheden, når der ikke er militær aktivitet.
Området er rigtig velegnet til vandreture på egen hånd. Da mange tror, at området er lukket for offentligheden, møder man ikke mange mennesker på en tur rundt i området.
Historie
Øvelsesterrænnet dækker godt 1000 ha og blev i starten af 1960’erne eksproprieret af staten. 19 gårde og et hus blev opkøbt, i alt blev omkring 50 lodsejere købt ud af området, der fortrinsvis skulle bruges til øvelser med bæltekøretøjer. Området var dårlig landbrugsjord, da der er meget sandet.
Naturen
Området er delvist skæmmet af sporene fra de militære køretøjer; men kan man abstrahere fra det, vil man opleve et let kuperet og meget varieret terræn med træer, buske, lyngheder og en del mindre vandhuller og søer. Der er et rigt fugleliv, og flora og fauna trives tilsyneladende ganske udmærket mellem de militære aktiviteter. Gennem området er der dels gode grusveje, mindre skovveje og stier, som man kan følge. Mange af bygningerne fra de nedlagte ejendomme ses stadig i området.
Adgang
Der er åbent for offentligheden i langt de fleste weekender og også på mange hverdage. Der skiltes ved de store veje ind i området, hvis der er øvelser, og man kan med fordel orientere sig på forhånd på Forsvarets hjemmeside, hvor der er aktivitetsoversigter, der typisk rækker 1 – 2 måneder frem.
Find aktivitetsoversigterne her
Området er rigtig velegnet til vandreture på egen hånd. Da mange tror, at området er lukket for offentligheden, møder man ikke mange mennesker på en tur rundt i området.
Der er adgang ved indkørslen til Holstebrovej 183, hvor man kan komme frem til flere P-pladser i området.
Du kan finde en gammel folder over området; men den er ikke opdateret i årevis, og der er et virvar af veje i området, der ikke findes på kortet.
Hent folder.
Du kan også downloade en rute i Outdooractiver med Ole Scheldes forslag til en tur på ca. 11 km, som vil bringe dig gennem en stor del og giver et godt indtryk af området.
Se rute.
Rosborg Sø
I den vestlige del af området ligger den delvis tørlagte Rosborg Sø. Den kan tages som en tur for sig. Her er en afmærket rute rundt om søen. På naturstyrelsens hjemmeside findes beskrivelse og kort med vandrerute over Rosborg Sø.
Se beskrivelse.
Hent kort.
Turen kan startes fra en p-plads inde på øvelsesområdet (kør forbi nr. 183 til GPS-koordinat 56.427356, 9.218514) eller fra P-plads syd for området på Hvidevej over for nr. 44. Det er vejen fra Mønsted mod Finderup (GPS-koordinat 56.406692, 9.197520).
Snyd ikke dig selv for en tur i dette pragtfulde område.
God tur!
Vagn