To dages tur til Vejle

DVL Viborg var på 2 dages tur i Grejsdalen og Vejle-området, med vandreture og besøg på Fjordenhus. Læs Tove's beretning fra turen.

  • Tekst: Tove Gejl Madsen. Fotos: Vagn Olsen

På en dejlig solskinsdag mødtes 28 forventningsfulde vandrere fra DVL Viborg ved Grejsdalen Kirke. Vi skulle på en længe ventet todages maj-tur i Vejleområdet.

Turlederne på turen Gerda, Birthe og Vagn kaldte til samling, og Birthe bød velkommen til turen. Hun fortalte om dagens program. Vi skulle først i biler til Brandbjerg Højskole, hvorfra den første dags vandretur havde udgangspunkt. Vi skulle gå i Grejsdalen tilbage til Grejsdals Kirke, en tur på ca. 9,5 km.

Brandbjerg Højskole, hovedbygningen (Klik på billedet for at se i større format)

Brandbjerg Højskole og Grejsdalen

Vagn indledte turen med at fortælle lidt om Brandbjerg Højskoles historie. Højskolen har været herregård med skiftende ejere indtil 1964, hvor det blev til den nuværende højskole. Omgivelserne omkring skolen bærer præg af, at skolen satser på bæredygtighed og selvforsyning.

Vi startede turen bag højskolen, og det er en flot lysegrøn bøgeskov med blomstrende skovmærker i skovbunden, der møder os. Solen skinner og humøret er højt. Gerda og Birthe ledte os sikkert gennem skoven ned til en hyggelig lille shelterplads ved et vandløb i Grejsdalen. Her blev formiddagskaffen indtaget.

Skoven var lysegrøn

Vandløb skulle krydses

Ugleungen fulgte interesseret med

Turen langs dalen går op og ned, forbi boligkvarterer med fantastisk beliggenhed, en uglekasse med en nysgerrig ugleunge og Grejs Mølle.

Den gode travetur gør os sultne, så Gerda suser af sted, for hun har det mest fantastiske sted i tankerne

Gerda fortalte om Grejs Å og møllerne. Der har været 14 vandmøller langs åen. Grejs Mølles oprindelse kendes ikke, men den er omtalt første gang i 1664. Møllen med den tilhørende klædefabrik, fremstår nu nyrenoveret og ombygget til lejligheder.

Grejsdal Kirke

Grejsdal Kirke

Den gode travetur gør os sultne, så Gerda suser af sted, for hun har det mest fantastiske sted i tankerne til vores (lidt sene) frokost. Vi kommer frem til det, og hun har ret: Det er idyllerisk i skyggen ved en klukkende bæk. Efter en kort tur er vi igen ved Grejsdal Kirke, hvor Birthe fortalte os lidt om den helt særlige kirke. Grejsdalens Kirke er tegnet af arkitekten Jens Malling Pedersen; kirken ligger på en skråning og har en helt enkelt stil. Der er bl.a. ikke vinduer i kirken, men klare glassten, som sikrer et specielt lysindfald i kirken. Den blev indviet i 1961 og bestemt et besøg værd.

Efter kirkebesøget gik turen til vandrehjemmet i Skibet ved Vejle. På vandrehjemmet blev vi modtaget med kaffe, kage og nogle rigtig dejlige værelser. Der var en god og venlig stemning på stedet, så vi følte os velkomne. Resten af dagen gik med snak, hygge, en øl på terrassen, en fin to-retters aftenmenu og efterfølgende mere snak/grin og leg med frugtsalat.

Fjordenhus

Fjordenhus

På dag to mødtes vi til morgenmad og madpakkesmøring, inden vi igen samledes i bilerne og kørte til Vejle, nærmere bestemt Havneøens P-plads. Vi skulle på guidet rundtur i Fjordenhus. Fjordenhus er designet af kunstneren Olafur Eliasson og arkitekten Sebastian Behmann for Kirk Kapital. Guiden Else gav os en fantastisk og grundig rundtur både ude og inde i en del bygningen.

Detaljer i Fjordenhus

Bygningen er fra 2018, den er 28 meter høj og består af fire overlappende cylindre. Facaden er af mursten i forskellige former og farver. Overalt er det utrolig smukke detaljer og kunstværker, som alle har deres historie.  Guiden Else fortalte levende og engageret om processen fra ide til opførelse. Til at illustrere dette var vi inde i bygningens bund (under vandet) og så en udstilling. Der var både billeddokumentation og udstillinger af alle de unikke møbler og inventar, som var designet til bygningen af Olafur Eliasson. Et spændende besøg, som alle var meget optaget af.

Vejle Nørreskov og Dyrehaven

Efter det spændende besøg kørte vi til Albuen Strand og parkerede. Vi skulle nu på en ca. 8 km vandretur i Vejle Nørreskov og Dyrehaven. Vi lagde ud med at gå gennem Skyttehushaven, som er en smuk bynær park. Vagn fortalte om havens historie og betydning gennem årene for vejlenserne. Der er fra parken en flot udsigt til Vejlefjord Broen og Vejles havnefront.

Vejles havnefront set fra Skyttehushaven.

Efter Skyttehushaven gik turen til Dyrehaven. Dyrehaven strækker sig over 30 hektar og alligevel var vi heldige at møde en stor flok hjorte på vores tur gennem parken. Resten af turen gennem Nørreskoven  bød igen på maj skoven med nyudsprungne bøgetræer og masser af fugleliv. Vi spiste frokosten i en solplet med udsigt til fjorden.

Man kommer tæt på dyrene i Vejle Dyrehave

Efter 8 km endte vi igen ved bilerne; men inden vi skiltes, blev det markeret, at vi på turen rundede turdeltager nr. 500 i år. Svenne sikrede at vi stod pænt i kø, så vi hver kunne få en dejlig is.

Alt i alt en rigtig dejlig og veltilrettelagt tur med mange gode oplevelser og fantastisk samvær.  Tak til turlederne Gerda, Birthe og Vagn – det gjorde I rigtig godt.

‍Tove

Flere billeder fra turen