Formiddagstrav – Vandring og runestene ved Sdr. Vissing
Vandring ved Sdr. Vissing. Her er skove og enge, gamle gårde og et skovgods. Indlagt i turen, er et spændende besøg i Sdr. Vissing kirke med de kendte runestene fra vikingetiden.
Sværhed: Rød/4-5/12
Vi skal på denne formiddags vandring besøge Sdr. Vissing Kirke, hvor der opbevares 2 kendte runestene fra vikingetiden. Kirken er en gammel middelalderkirke og altid et besøg værd. Præsteboligen ved siden af er smuk og passer i stilen til kirken, og kirkegården er usædvanlig fin og velholdt, og ligger ved siden af en lille sø.
Efter dette besøg går vi igennem landsbyen ad en lille hyggelig rute forbi branddammen til vi rammer skoven. Her fører en skovsti os nedad bakken et langt stykke. Nede for enden af bakken ligger et lille stråtækt hus, og her skal vi dreje og følge skovstien videre, og næsten nede går vi ud på en mark nedenfor Goldbækkol. Vi går ikke op til toppen denne gang, vi nøjes med at kigge op på den 116 m.o.h. høje bakke et stykke nedefra. Vi kommer dog et stykke af vejen op, så vi ikke snydes for den formidable udsigt udover engene og skovene. Vi kan herfra skimte Gl. Rye med Sankt Sørens Kirke der ligger på siden bagved Sukkertoppen med sine 108 m.o.h.
Vi går videre ned ad bakken og følger fin grusvej langs mose og skov, og længst ude på ruten, runder turen nede ved det gamle skovgods Vissinggård, her får vi vores madpakker ved bredden af Nedenskov Sø.
På tilbagevejen kommer vi til at gå langs de smukke enge og marker. Forbi et par gamle gårde med bindingsværk og stråtag, og her går hestene på en mark med små tuer, er det mon de gule myrer der er på spil her? Vi går videre på de små stier og grusveje der forbinder gårdene.
Det sidste stykke går naturligvis opad, da Sdr. Vissing ligger på toppen af de falske bakker. Turen op går via en dejlig skovsti igennem Præsteskoven.
Hunde medtages ikke.
Turen er gratis for medlemmer. Som Ikke-medlem kan du gå gratis med på en tur, inden du melder dig ind i Dansk Vandrelaug. Du får første halvår til halv pris = 147,50 kr. (Normalpris 295 kr.).