Lørdagstraver: De Runde Haver i Nærum
Oplev den idylliske kolonihavepark, fredet i 1991, med 50 ellipseformede haver uden fælles hække skabt af vores berømte havearkitekt C. Th. Sørensen, uddannet gartner og senere professor i havekunst. På tilbagevejen går vi ad Mølleåstien under motorvejen og over Ravnebakken. ”Velkomst-tur”.
Sværhedsgrad: Blå = middel rute/4-5 km i timen = moderat tempo/7 km.
Inden havebesøget går vi over engen foran de smukke etagehuse ved Nærumvænge Torv skabt af arkitekt Palle Suenson, som blev meget påvirket af C. Th. Sørensens idéer om friarealer til fællesskabet. Efter havebesøget gælder det historien om Nærumvænge Port og ”De Røde Portes” nyere dramatiske historie, inden vi når ud på markerne foran Wesselsminde og ned til Mølleåstien.
Turen er selvfølgelig som altid for alle! ”Velkomst-tur" betyder blot, at vi på denne tur byder nye medlemmer velkommen! Og under turen bruger tid på at tale om alle deltagernes forventninger til sundhed og vandring, og de aktiviteter, der findes i vores lokale Turkatalog.
Turen er gratis for medlemmer. Som Ikke-medlem kan du gå gratis med på en tur, inden du melder dig ind i Dansk Vandrelaug. Du får første halvår til halv pris = 147,50 kr. (Normalpris 295 kr.).