Viborg – Hald – Viborg i frisk tempo
Fra Søndermarken i Viborg gennem Viborg Hedeplantage til Hald Hovedgård. Retur forbi Hald Slot og gennem Hald Egeskov. Vi går i frisk tempo. Blå/5-6/18.
Gentagelse af turen fra 1. februar, hvor vi stred os gennem turen i 10 graders frost og strid østenvind! Vi håber på mildere vejr denne gang :-)
Vi starter med at aflægge trolden Elle en visit. Herefter går vi over Ellekonebakken og ad Hærvejsstien ud af byen. Vi holder formiddagspause i madpakkehuset i Viborg Plantage. Vi går uden om Hald Ege gennem Egedalen til Bækkelund og derfra til Hald Hovedgård, hvor vi holder frokostpause ved Naturskolen.Vi går en tur til ruinen af Hald Slot, derfra videre til Skytteholmen, og gennem Hald Egeskov sætter vi kursen tilbage mod Viborg.
Tur i frisk tempo betyder: På de jævne og lige strækninger sætter vi det lange ben foran (5-6 km/t). Er der mere ujævnt eller noget interessant at kigge på, så giver vi os den tid det tager.

Turen er gratis for medlemmer. Som Ikke-medlem kan du gå gratis med på en tur, inden du melder dig ind i Dansk Vandrelaug. Du får første halvår til halv pris = 147,50 kr. (Normalpris 295 kr.).