Kom tæt på natur og kunst og gå i surrealisternes fodspor med denne nye vandrerute skabt af Dansk Vandrelaug og Bornholms Kunstmuseum.

Turen blev gået med museet og DVL i spidsen d. 8. november 2023. Se TV2 udsendelsen fra turen.

Oplev historien om en revolution, som mange kender til, men som få ved foregik i Gudhjem i begyndelsen af 1930erne: En gruppe unge kunstnere mødtes i Brøddegade 38 og ville gennem nye impulser befri det enkelte menneske fra samfundets konventioner og regler.

Denne vandrerute følger i fodsporene på de unge surrealister, der boede og arbejdede i Gudhjem i somrene 1934 og 35. Naturen spillede en væsentlig rolle i de kunstneriske processer, som optog dem. Vandreruten introducerer kunstnerne, deres tanker, processer og værker. Du får også mulighed for selv at prøve kræfter med at forholde dig til naturen på en kunstnerisk måde. Ruten er 8 km lang og bringer dig rundt i Gudhjem og gennem de monumentale skov-, strand- og klippelandskaber på Bornholms nordøstlige kyst.

De begyndte at skabe kunst med afsæt i menneskets instinkter, begær, følelser og drømme og de blev allerede i deres samtid kendt som de danske surrealister. Gruppen talte billedkunstnere og keramikere som Lisbeth og Gertrud Hjorth, Richard Mortensen, Sonja Ferlov, Ejler Bille, Gustav Munch-Petersen, Sigurd Vasegaard m.fl.

Sammen tog de på udflugter i naturen omkring Gudhjem, hvor de fandt ler og grene, som de inddrog i deres værker. De anså skoven, stranden og havet som vigtige områder, der var lige så virkelige som de indre, psykiske landskaber, der opstod i mennesket under søvn eller i dagdrømme.

Kunstnerne blev også optaget af fugleliv og af andre dyr, som de tillagde symbolske betydninger og ofte bearbejdede i deres værker.

Sådan går du turen

Turen starter i Gudhjem og går videre til Holkadalen og Salenebugten og derfra til Bornholms Kunstmuseum.

Første stop: Gudhjem havn ved færgelejet

De kunstnere, vi møder på vandreruten, er billedkunstnerne Sonja Ferlov, Richard Mortensen, Ejler Bille, Sigurd Vasegaard, Hans Øllgaard, digter og billedkunstner Gustaf Munch-Petersen samt keramikerne
Gertrud og Lisbet Hjorth.

I sin bog “Kriger uden maske” giver Hanne-Vibeke Holst denne beskrivelse af de unge kunstneres ankomst til Gudhjem: “ Se! Kirketårnet, møllen, Bokuls flagstang! Røgeriskorstene. Toppen af Jantzens Hotel. Toldboden. Striben af havnens velkendte huse. Læmolens grå klippestykker. Sildestativerne, fiskekasserne, bådene. Husrækken langs havnen. Og endelig er de nået så tæt på land, at Sonja og Bille fra dampskibet Østbornholms lave ræling kan råbe “Se! Dér er de!” og udpege deres kammerater i den klynge af feriestemte ventende, der i bagende sol er stimlet sammen ved anløbskajen for at byde dagens anden last af københavnere velkommen til Gudhjem.
“Morten! Lisbet! Gertrud!” hujer de i munden på hinanden. Trioen gengælder deres vinken ved at vifte vildt med armene, og det får dem til selv at grine og hoppe op og ned som overstadige rollinger.
“Så er kedsomheden forbi!” råber Bille ud gennem hændernes tragt, da damperen lægger til kaj med et blødt bump. “Nu bli’r der fest og glade dage!”
Morten drejer om på hælen, som om han tager flugten, hvilket får dem til at skraldgrine endnu højere.
“Du har savnet os, Morten, bare la’ vær’,” ler Sonja, da han er vendt tilbage til placeringen mellem keramikersøstrene Lis og Trude i de næsten ens ternede, ærmeløse kjoler. De er alle tre solbrændte, virker afslappede, langt nede i gear. “

Andet stop: Brøddegade 38, Gudhjem

Brøddegade 38 blev omdrejningspunkt for det fællesskab, de unge kunstnere havde i Gudhjem. Det var her Lisbet og Gertrud Hjorth boede og arbejdede i deres keramikværksted. Fællesskabet er senere beskrevet af Ejler Bille på denne måde:

”Vi var en kreds, der holdt tæt sammen. Der ikke opfattede sig selv som feriegæster, men som kunstnere, der gik op i vores arbejde. Men Lisbet og Gertrud var bornholmere og var fastboende i det nedlagte vandrerherberge. Jeg husker endnu det lave hus og uden for et kæmpestort morbærtræ, der lokkede een til sig med sine velsmagende, brombæragtige frugter. Inden for var der et pottemagerværksted og nogle rum, hvor vi alle mødtes, og hvorfra jeg husker nogle fantastiske fester. Vi var en kreds, der var forenet i et fælles livssyn og af fælles interesser.”

Søstrene Lisbet og Gertrud Hjorth var døtre af Hans Hjorth, der drev Hjorths keramikfabrik efter sin far Lauritz Hjorth, der havde stiftet fabrikken i 1862. Hans Hjorth havde fingeren på pulsen og hjalp i 1932 døtrene med at etablere et studio-keramikværksted i Gudhjem, tæt på Salene Bugten, hvor han vidste, at der var ler og grus. Modsat fabrikkens masseproducerede varer arbejdede søstrene med at skabe individuelle præg i mønstre og former. De eksperimenterede også med at skabe fællesværker.

Lisbet og Gertrud havde mødt Liniens kunstnere via Kunsthåndværkerskolen i København i 1931. Linien var en kunstnersammenslutning, der blev grundlagt i 1934 af Ejler Bille, Richard Mortensen, Hans Øllgaard og Vilhelm Bjerke-Petersen. Liniens kunstnere var unge – i begyndelsen af 20erne – og var inspireret af marxismen, psykoanalysen og det kulturradikale miljø omkring tidsskriftet Kritisk Revy. De var surrealister; revolutionære og kompromisløse. Gennem udstillinger og tidsskriftet Linien arbejdede de på at udbrede de surrealistiske ideer. Livet skulle leves for livets egen skyld, og livet var i surrealisternes optik det rige, indre liv; drifterne, drømmene, instinkterne og følelserne. De ønskede at give plads og rum til hvert enkelt menneskes tilfredsstillelse og verdensbetydning. Deres livssyn var et modbillede til krigens væsen og kapitalismens varefetischisme og udbytning af mennesket. Liniens kunstnere ville med egne ord ikke længere “tåle menneskets lemlæstelse og jordens elendighed.”

I somrene 1934 og 1935 befandt Richard Mortensen, Hans Øllgaard og Ejler Bille fra Kunstnersammenslutningen Linien sig i Gudhjem. Også Gustaf Munch-Petersen, Sonja Ferlov, Gertrud Hjorth, Lisbet Hjorth og Sigurd Vasegaard var en del af kredsen.
Kunst og liv flettede sig på det personlige plan tæt sammen. Lisbet Hjorth blev gift med Gustaf Munch-Petersen og Gertrud Hjorth med Sigurd Vasegaard.

Tredje stop: Holkadalen, Gudhjem

I sensommeren 1933 tager Lisbet, Gertrud, Sigurd og Sonja på tur i området omkring Gudhjem. En tyk tåge indhyller kyst og land. Naturen åbner sig med lyde og lys, som taler til kunstnernes indre. Det irrationelle og det selvforglemmende er processer, der generelt rækker ind i menneskets psyke, og surrealisterne anså det som et udtryk for det ubevidste liv at miste sin stedsans.

Sigurd Vasegaard skrev om oplevelsen:
“Vi gik op gennem Holkadalen og videre over landet til Bobbeåen, – over broen der til bakkerne og højderne bag. Alt var indhyllet i tågen, og kun de nærmeste ting kunne ses. Dybt nede kunne vi høre Bobbeåen bruse afsted, og langt ude bølgeslagene ved Salene. Vi fulgte Bobbeåen og kom til en gamme æblehave, som lå på skrænten der, (…). Tågen var mere hvidlig nu, og solen lyste, som en gylden udhvisket skive, og bevirkede, at de drivende jordskyer fik opalagtigt lys, som var intenst, og uden skygge. Vi følte os ualmindelig godt tilpas (…). Vi kom efterhånden længere ind i landskabet og til sidst opdagede de andre, at de ikke anede hvor vi var (…). Noget efter hørte vi metallyden af en spade, som huggede i jorden, og da vi fulgte lyden, kom vi til en kvinde, som stod og gravede kartofler op. Da vi spurgt hende om vejen til Gudhjem, pegede hun i modsat retning af hvad vi havde ventet os (…). Hele aftenen talte vi om den oplevelse det havde været – og havde det rart sammen.”

For de unge surrealister var naturens naturlighed en ydre spejling af psykens indre landskab, og de hentede en række symboler fra naturen.
Fuglen og ægget blev meget udbredte symboler i surrealismen. Fuglen blev brugt som symbol for den egentlige identitet, den frie sjæls lethed, det skabende og det naturlige liv i enhed med sine instinkter og også som symbol for maskulin seksualitet. Ægget optræder som symbol for fertilitet, nyt liv og nye begyndelser. Tilsammen er fuglen og ægget en omskrivning af et erotisk tema.

Fjerde stop: Toppen af Bokul, Gudhjem

Flere vigtige internationale kunststrømninger strømmede gennem Gudhjem i 1930erne. Surrealismen havde ankerpunkt i Paris, og ekspressionismen, som Oluf Høst forbandt sig med, havde udspring i Tyskland. Gudhjem var således et overraskende vitalt kunstnerisk sted i forhold til, at byen også var en lille fiskerby på Bornholm.
Ejler Bille husker tilbage på Gudhjem i 1930erne:

“Gudhjem, som jeg husker den fra tredverne, det er lugten fra silderøgerier, det er hvide skumbræmmer fra et utæmmet hav og søfugle. Vi rejste med vore staffelier og blev søsyge, naar vi rundede Hammeren. Men vi vidste, at der ventede os en lang sommers intenst arbejde og et kammeratskab, der skulle vise sig at række langt ind frem i aarene.
Søstrene Hjorth var ikke noget nyt bekendtskab. Gertrud havde jeg allerede mødt paa kunsthaandværkerskolen i Bredgade. Lisbet først nogle aar senere. Vi havde hørt om Gudhjem, noget nær det forjættede land. Og hørte ogsaa advarende, at en invasion af malere hvert aar indtog deres redepladser paa Bokul. Ja, at de faktisk sloges om motiverne. Men vi hørte til de abstrakte og var en ny generation. Vi følte nok igennem vores kunst et forhold til naturen, til omverdenen og til os selv. Men for de fleste maa disse kunstværker have virket ret utilgængelige. Forresten har jeg aldrig hørt nogle kritiske røster fra fiskerne. Men akcepterede os som de mærkelige trækfugle, vi var.
(…) Jeg ser mig igennem aarene gaa ud og ind hos Lisbet, der gerne stod ved drejeskiven eller formede leret. Spændende var det at se de brændte ting komme ud af ovnen.
(…) Jeg bor ud til gaden, og ser Gustaf med et godmodigt og bredt grin læne sig udefra ind over vindueskarmen med hele favnen fuld af konditorkager, lige hentet fra bager Lund.
(…) Vi kendte det lille bysamfund. Handlede hos købmand Hammer, og vi kunne dengang gaa ind i et af silderøgerierne og hente os en stor portion røgede sild i et kræmmerhus lavet en sammenfoldet avis. Jeg tror prisen dengang var ca. 25 øre.
Vores besøg hos Lergaard og Høst udgjorde en anden side af vort ophold i Gudhjem. Disse to fremragende kunstnere havde i bysamfundet indtaget hver sin bastion. Stridspunktet skyldtes bl.a. den planlagte vej, der nu krydser Bokul. Stærke personligheder, som de begge var, rummede de nogle uforenelige modsætninger.
(…) Endnu har jeg tilbage at nævne fru Gudman, som residerede i en smuk villa oppe på toppen af Bokul. Hun var klog og gæstfri, og hun kunne lide kunstnerne.”

Femte stop: På stranden i Salenebugten

For de surrealistiske kunstnere blev naturen omkring Gudhjem og Salenebugten opfattet som frisættende. Her fandt de træ, der var skyllet i land, og som havet havde bearbejdet. Sammen med Ejler Bille og Richard Mortensen fandt Sonja Ferlov grene på stranden, hvis forskellige udtryk ‘talte’ til dem hver især. De samlede grenene og tog dem med tilbage til deres atelierer. Sonja Ferlov bredte sine grene ud på loftet i Brøddegade, kiggede på dem og tog et udvalg op, som hun samlede til skulpturgrupper.
Når surrealisterne fandt objekter tilfældigt på stranden, aktiverede de den ubevidste side af deres psyke. De aktiverede en mere fri side af mennesket, der stod i kontrast til at skabe kunst, hvor de på forhånd vidste hvordan eksempelvis et landskab eller en skulptur kunne se ud.

Sonja Ferlov beskrev oplevelsen på denne måde: “Vi tog på udflugt, Bille og Morten og jeg. Vi samlede grene. Vi kom slæbende hjem med store bunker. Vi lagde dem for os på gulvet, og vi opdagede, hvor forskellig karakter, hver bunke havde. Hver havde fundet sine rytmer, former. Mortens var mere spidse og skarpe, mine var mere runde, og Billes var ofte knudrede. Vi tog dem hjem hver især, og jeg fyldte hele det lille rum. Jeg så på dem og så på dem om natten. Og jeg byggede små familier.”

Liniens kunstnere og kredsen af danske kunstnere omkring dem var meget optaget af den internationale surrealisme, der havde sit episcenter i Paris. En af de definerende kræfter i den internationale surrealisme var digteren André Breton. Breton talte om, hvordan mødet med et tilfædigt objekt kunne blive en pludselig bekræftelse af det dybeste selv. Richard Mortensen definerede inspireret af denne tankegang ‘Den spontane metode til irrationel erkendelse’. Det var sådan, han, Sonja Ferlov og Ejler Bille havde samlet grene på stranden i Salene bugten. ‘Den spontane metode til irrationel erkendelse’ lader det ubevidste, drifterne og drømmene komme til udtryk gennem de ting, der “råber på os”, som Richard Mortensen formulerede det i Liniens Tidsskrift:

“Vi gik ud i skoven, pas stranden, hvor objekterne selv raabte til os. (…)
En Dag sammenlignede vi resultaterne af vore vandringer – ateliererne blev tilgængelige.
Det var som man kunde have ventet det to forskellige verdener, vi kom ind i. Den andens valg var forbløffende, ens eget indlysende – indtil diskussionen og argumenterne – de overflødige, grundløse, begyndte. – Bagefter var der stille, vi havde intet andet at gøre end at undre os over tingenes kraft, deres karakter og umiddelbare dramatiske evne. – I hvert atelier var der flere hundrede ting og alligevel kunde ingen anbringes i det andet. Hver ting var bestemt at tidspunktet for valget og indgik saaledes i en række. To ting eller flere hørte uadskilleligt sammen, og dannede af sig selv ved en pudsig selvfølgelighed kunstværket. Inspirationens land aabnede sig, vi stod overfor den spontane metodes kraft i dens fulde udstrækning.
Vi havde akcepteret former og udtryk, der tidligere vilde have været utænkelige i maleri og skulptur – uden at tænke over det greb vi farver og lærred, ler og pen – dørene blev lukkede op, lyset strømmede ind.”

Opgave: Prøv selv at sanse naturen som surrealisterne gjorde

Prøv de næste 20 minutter at gå i stilhed. Læg mærke til alt omkring dig og lyt efter, om noget ‘råber på dig’. Eller om noget virker som en ‘pludselig bekræftelse af det dybeste selv’ i dig. Hvis det er en lille ting, kan du samle den op og tage den med dig. Hvis den er stor, kan du fotografere den.

Sjette stop: Bornholms Kunstmuseum, Rø

På Bornholms Kunstmuseum kan du se værker af de surrealistiske kunstnere. Her er nogle eksempler:

foto: Simon Lautrop

Lisbet og Gertrud Hjorth: Kande, fællesværk, ca. 1935
Lisbet og Gertrud Hjorths hjem og værksted i Brøddegade 38 er samlingspunkt for de unge kunstnere i somrene 1934 og 35. Gertrud Hjorth møder Richard Mortensen og Ejler Bille på Kunsthaandværkerskolen i København 1931. Mortensen og Bille er med til at etablere den surrealistiske kunstnersammenslutning Linien i 1934. Lisbet og Gertrud Hjorth er ikke surrealister og er ikke medlemmer af Linien, men i deres keramiske arbejder er de – ligesom vennerne fra Linien – inspireret af naturen. Kanden fra 1935 er inspireret af et søpindsvin. I disse tidlige år signerer de en del af deres arbejder med en fælles signatur.

foto: Anders Beier
Sonja Ferlov: Fugl med unge, 1935
“Fugl med unge” er blevet fortolket på forskellige måder. I surrealismen er fuglen blandt andet symbol for den frie sjæls lethed og for det skabende.
Inden for den symbolik er skulpturen blevet set som et billede af kunstneren, der betragter det skabte; sit værk. Sonja Ferlov begynder først at arbejde med skulptur i 1935, så “Fugl med unge” er en af de første skulpturer, hun laver.
Skulpturen er også blevet set som en fremstilling af mor og barn.

foto: Simon Lautrop
Gustaf Munch-Petersen: Forårsnat, Sumpene blomstrer, 1935
Gustaf Munch-Petersen er bedst kendt som digter, men på surrealisternes internationale udstilling i København i 1935 udstillede han 20 billeder. “Forårsnat, Sumpene blomstrer” er et af dem. Det viser en sort, truende figur med den tyske ørn som emblem i panden. Figuren truer livet i form af kvinden og den embryonlignende figur, der er forbundet til hende. Den røde fugl, surrealisternes symbol for den frie sjæl og for kunstnerisk skabelse, er på vingerne og på vej væk fra scenen.

foto: Simon Lautrop

Ejler Bille: Spirende form, 1937
Surrealisterne forholdt sig kritisk til samfundets regler og normer – eksempelvis i forhold til moral, ægteskab og religion – fordi reglerne kontrollerede mennekset og holdt de ubevidste og frie sider af menneskets psyke tilbage. Men naturen bød på nye måde at forstå livet på og blev også et symbol for menneskets psykiske liv.

Ejler Billes “Spirende form” er inspireret af naturens former og samtidigt en abstrakt figur, der er udtryk for en personlig oplevelse af det naturlige i dobbeltforstand; både den indre menneskelige natur og den omgivende natur.

Ejler Bille skrev også digtet, som har givet vandreruten navn. Digtet opløser skellet mellem menneske og natur, eksistens og liv:

Skoven har næse
skoven har mund
skoven har øren
fuglen, træstammen og et lille stykke bark
hade møde sammen

fuglen var hvid paa grenen straalende som en eurydike
den gamle træstamme stod som et sagn om alt
det forbigangne

grene mødtes – i yndig ro sov de sammen
maanen sænked sin gule ild som en rolig natlampe
skoven lytted
grene og blade tav
og lytted til alle aandedrag.

Du kan også følge turen på Outdooractive eller Historisk Atlas.

Læs her, hvordan du bruger Outdooractive eller Historisk Atlas på din tur.

Historiske Vandringer

er støttet af: