Opdateret 27-5-2024
Fælles skridt mod fysisk og mental trivsel
– DVL’s sundhedsprogram –
UDKAST
Dansk Vandrelaug (DVL) introducerer nu et omfattende sundhedsfremmende program med fokus på fysisk og mental trivsel gennem vandring.
Dette initiativ, som strækker sig over 2024-2026, tilbyder en række vandre- og gåture, der er åbne for alle uanset erfaring. Formålet er at fremme fysisk og mental sundhed, socialt samvær og natur- samt kulturoplevelser.
Ved at indgå i partnerskaber med kommuner, sundhedscentre, NGO/foreninger, fagfolk og frivillige vil DVL bidrage med sin vandreekspertise og sammen skabe skræddersyede vandreoplevelser for forskellige målgrupper. Sundhedsprogrammet byder på alt fra begynder-gåforløb til brobygningsforløb til selvstyrede vandreture, hvilket gør det muligt for alle at finde et tilbud, der passer til deres behov og ønsker.
Dansk Vandrelaug foreslår:
- At skabe et landsdækkende netværk af vandrepartnerskaber, der fremmer fysisk og mental sundhed gennem organiserede gå- og vandreture.
- At indgå samarbejde med sundhedscentre, fysioterapeuter, og lokale foreninger for at udvikle målrettede vandreprogrammer, der tilgodeser individuelle og foreningsbehov.
- At tilbyde tilpassede vandreoplevelser der spænder fra lette indledende ture til mere krævende vandringer, alt efter individets formåen og interesse.
Dansk Vandrelaugs sundhedsprogram vil:
- Fremme vandring som en integreret del af danskernes hverdag og kultur ved aktivt at involvere alle aldersgrupper og niveauer.
- Etablere en række initiativer, der specifikt understøtter overgangen fra inaktivitet til regelmæssig vandring, herunder “Kom godt i gang”-forløb og “Brobygningsforløb” efter sundhedsbehandling.
- Styrke tilgængeligheden af natur og vandreområder, så alle har mulighed for at deltage, uanset fysisk kapacitet.
Dansk Vandrelaug er foreningernes hus for vandring
DVL ønsker at samle lokale kræfter omkring udvikling og forankring af sundhedsfremmende vandreaktiviteter.
Som foreningernes vandrehus brænder vi for at skabe stærke lokalsamfund gennem vandring. Vi samarbejder med alle typer organisationer om bl.a. rekruttering af frivillige, udvikling af vandreruter og sociale initiativer, samt initiativer med henblik på fysisk og mental sundhed.
Dansk Vandrelaug inviterer til partnerskaber
DVL inviterer i de kommende år alle, som ønsker en sundere og mere afbalanceret tilværelse, med på vandring. Der bliver tilbudt gåture, gå-forløb og vandreture. Alle kan være med. Det bliver muligt at gå både kort og langt. Alle kan deltage og opleve glæden ved naturen og ved at vandre i fællesskab.
Forskning underbygger Dansk Vandrelaugs mangeårige erfaringer med, at vandring kan forebygge sygdom og fremme fysisk og mental sundhed, skabe grobund for sociale fællesskaber og tilbyde gode natur- og kulturoplevelser. Den viden og erfaring vil vi gerne give videre i et program for fremme af fysisk og mental sundhed, som bliver realiseret i de kommende tre år, fra 2024-2026.
Hvorfor tilbyder Dansk Vandrelaug et sundhedsprogram?
Rapporter om befolkningens mentale sundhed og mistrivsel understreger behovet for flere tiltag, samtidig med at mere end 20 % af befolkningen bevæger sig så lidt, at det er helbredstruende. Derfor er det en hjertesag for DVL at gå med i det forebyggende arbejde og bidrage med det, som er DVL’s spidskompetencer.
Dansk Vandrelaug vil medvirke til at integrere vandring som en naturlig del af danskernes hverdag og kultur. Vi ved, at vandring er den direkte vej til at forbedre trivsel, fysisk sundhed og mental velvære. Og DVL’s foretrukne billede på sundhed er den tilstand af fysisk og mental velvære, der opstår efter en god vandretur i godt selskab.
Hvad tilbyder Dansk Vandrelaug?
Dansk Vandrelaug tilbyder at indgå i partnerskaber med alle relevante organisationer, myndigheder og aktører i det hele taget, der ligesom DVL arbejder for at fremme fysisk og mental sundhed. Relevante partnere kan være kommunernes sundhedscentre, private aktører som diætister og fysioterapeuter, patientforeninger og andre interesseorganisationer, idrætsfaglige videnscentre og friluftsforeninger.
DVL har snart 100 års erfaringer med at arrangere ture og vil derfor kunne bidrage på flere niveauer i et partnerskab om gå- og vandreture.
Et sundhedsprogram-partnerskab har til hensigt:
- At tilføre faglig indsigt og kompetence.
- At imødekomme målgruppens specifikke behov
- At opnå synergi når flere friluftsaktiviteter samtænkes
Det er til gengæld vigtigt understrege, at DVL ikke vil kunne bidrage med sundhedsfaglige kompetencer.
Programindhold:
Det landsdækkende sundhedsprogram indeholder et bredspektret fokus på at udvikle gå- og vandreture, som kan forebygge og fremme fysisk og mental sundhed.
Aktiviteterne kan opdeles i 4 forskellige kategorier af vandretilbud, som henvender sig til forskellige målgrupper. Ideen med programmet er, at vandretilbuddene udvikles i samarbejde med relevante partnere. Dansk Vandrelaug kan bidrage med indhold til gode vandreoplevelser, og samarbejdspartnerne kan bidrage til at højne kvaliteten af det samlede vandretilbud med deres særlige indsigt i de konkrete målgrupper og/eller med et sundhedsfagligt indhold.
De 4 forskellige kategorier af vandretilbud i DVL’s sundhedsprogram er:
-
Kom godt i gang med at gå
Et tilrettelagt gruppe-forløb med indbygget progression og personlige mål for den enkelte. Det henvender sig til personer endnu uden fysiske og mentale udfordringer, som er motiveret for og har brug for at gøre noget aktivt for at få det bedre. Personer, som gerne vil guides og have inspiration og vejledning, så de bliver i stand til at nå de mål, de sætter sig. Det vil være helt ideelt, hvis grupperne består af personer, som bor i nærheden af hinanden, så de evt. på et tidspunkt kan fortsætte sammen uden guide. DVL’s samarbejdspartnere kan være kommunernes sundhedscentre samt sundhedsfagligt personale, som kan vejlede undervejs. Gå- og vandreturene ledes af et frivilligteam med henblik på at guide på vandringen.
-
Brobygningsforløb
Et særligt tilrettelagt gå- eller vandreprogram, som tilbydes til personer, der er færdige med et behandlingsforløb eller rehabiliteringsforløb i kommune og sundhedssystem. Det er ikke et ekstra behandlingsforløb. Det er et gå- og vandreforløb, hvor hensigten er at tilgodese de udfordringer, som personerne kæmper med. Partnerne kan være kommunernes sundhedscentre, patientforeninger og sundhedsfagligt personale, som kan vejlede undervejs. Derudover tilknyttes frivillige ambassadører, som kan indgå i et frivilligteam med henblik på at guide på vandringen.
-
Inspiration til dig der kan selv – Gå dig sund
Her tilbydes information, inspiration og vejledning samt forslag til konkrete vandreture via Vandrernes Hus på DVL’s hjemmeside, dvl.dk. Her kan også tilbydes forslag til, hvordan den enkelte person kan opbygge et program med personlige mål. Det er et tilbud, som primært henvender sig til de selvorganiserede vandrere, som vil forbedre deres fysiske og mentale sundhed.
Partnere i denne sammenhæng kan være alle med indsigt i fremme af fysisk og mental sundhed. Her er det derudover vigtigt at etablere et samarbejde med partnere, som har en faglig kompetence i formidling.
-
Tilgængelighed i naturen
Dansk Vandrelaug har en lang erfaring med stiarbejde og ruteplanlægning og kan medvirke til at sikre tilgængelighed for alle, der gerne vil gå og vandre. Det kan dreje sig om at finde gode vandreruter i byerne, som er fredelige og tilgængelige for såvel barnevogne som vandrere. Det kan dreje sig om at finde gode og handikapvenlige ruter for kørestolsbrugere.
Partnere i denne sammenhæng vil typisk være kommuner og andre organisationer, der arbejder med samme hensigt at skabe adgangsforhold for alle i naturen. Ved projekter af den karakter etableres en arbejdsgruppe, hvor den aktuelle myndighed er repræsenteret sammen med den relevante partner og DVL.