En hyggelig fyraftenstur i skøn natur mellem Ry og Alling

Kom med på denne dejlige fyraftenstur langs med Gudenåen og Birksø. Vi går op til udsigten ved Bryggebjerg og runder hyggelige Alling.

Sværhed: Rød/4-5/11

Drop komfuret, tag madpakken med, og kom med Dansk Vandrelaug ud på en skøn fyraftensvandring .

Vi lægger ud fra Kvickly Ry og går ned til bådhavnen. Herfra følges vi med strømmen i Gudenåen, ud til Birkhede og Birk Sø.

Når Gudenåen snævrer ind, går vi tæt på bredden, hele vejen ud til trappen med de 99 trin. Den skal vi opad, op til udsigten og til Bryggebjerg.

På toppen nyder vi de flotte udsigter tværs over åen, og over til Himmelbjerget på modsatte side.

Herfra fortsættes til hyggelige Alling med Ringvejen, og vi besøger den lille landsbykirke.

Tilbage venter en lang markvej ned af bakke mod åen. Foran os har vi udsigten hele vejen ned til kanopladsen Alling Vest. Herfra videre op, og tilbage til Birkhede, og stien retur til bådhavnen i Ry.

Gæster kan gå med på en gratis prøvetur.

Vi vil gerne have flere med i vores vandrefællesskab, derfor har vi en kampagne om et års medlemskab for halv pris! Spar 50% på kontingentet ved at melde dig og bliv en del af vores aktive og sociale netværk. Læs mere her.

Hunde medbringes ikke.

Mødested på kort

Indlæser…