Mød naturen med barnets nysgerrige øjne
Det er aldrig for sent at lære at sætte pris på de oplevelser, naturen byder på. Den norske forsker i friluftsliv Helga Synnevåg Løvoll giver et bud på, hvordan vandring kan øge ens mentale sundhed.
Når vi kommer op i en alder af 60, 70 og 80 år ledsages livet ofte af social afbrydelse, angst og tristhed. Det er alle negative følelser, der ved øget selvfokusering, dvs. man retter sin opmærksomhed indad mod sig selv, er dårlige for ens aldring og livskvalitet.
Find de små vidundere i vores fauna
Det handler i stedet om at fokusere på verden udenfor dit hoved. Det kan være at nyde stunderne ved lejrbålet, den smukke solnedgang eller sidde ved et gammelt træ i skoven og absorbere alle skovens lyde. Her taler vi om det traditionelt smukke i naturen, det der giver os livsglæde.
Der er også en anden tilgang til at fokusere på verden udenfor dit hoved. Her er der tale om en nysgerrighed og undren over det, du møder i naturen, som f.eks. naturens kræfter, vinden i dit ansigt, naturfænomener som skæve træer eller faunaens mange små som store vidundere. Denne form for nysgerrighed og undren støtter dit intellekt.
Giv dig tid til at iagttage
Man kan træne evnen til at nyde og undres over naturen. Det handler ikke om sekunder, kilometer og kalorier, men at møde naturen i et roligt tempo og vælge forskellige ture i nærområdet fra gang til gang – Det er ikke nødvendigt at blive indfanget af turistindustrien. Det styrker din hjerne i at finde vej i det ukendte, og det nye, du møder, aktiverer dine fordums nysgerrige barneøjne.
Tag nogle fotos af det, du oplever. Det sænker tempoet og øger oplevelsen – Under en tissepause i naturen skærpes sanserne automatisk, og de helt store opdagelser kommer ofte her.
Du står midt i en storslået katedral
Man opnår en bedre mental sundhed og bliver mere optimistisk og håbefuld. Der kommer en følelse af at være lille i naturen, en respekt over for den store verden. Lidt den følelse man får ved at træde ind i en storslået katedral.
Den norske forsker i friluftsliv Helga Synnevåg Løvoll har lavet en artikel og en lille video over emnet.
Artikel med billeder og tekst af Birte og Peter Steg, Dansk Vandrelaug Sønderjylland. Til inspiration for andre i hvordan vi bruger naturen i vores planlægning af nye ture. I internationale kilder kaldes denne form for nysgerrighed og undren over naturen for “Awe Walk”.