På vores ture oplever vi Sønderjylland og det dansk-tyske grænseland anderledes end udsigten fra bilvinduerne på de store veje. Her kommer du tæt på naturen og vandrer på stier og i områder, der er ukendte for de fleste.
Læs mere om medlemskab på landsforeningens side.
Den sønderjyske afdeling af Dansk Vandrelaug arrangerer både korte, bynære ture på under fem kilometer på hverdage og længere vandringer i weekenden på op til godt 20 kilometer. Korte vandreferier med overnatning står også på programmet i sommerhalvåret.
Deltagerne i vandreturene indgår i et fællesskab med motion, oplevelser og socialt samvær. Antallet af deltagere på de lidt længere ture ligger normalt på mellem ti og tyve. Der er både mulighed for at få en god snak med vandrefæller, lade tankerne flyde frit i tavshed og undre sig over naturens mangfoldighed.
Vandring i hele landet
Medlemmerne kan også frit gå med på de ture, som arrangeres af andre afdelinger i Dansk Vandrelaug.
Deltagelse i turene kræver normalt ikke tilmelding, og man medbringer selv forplejning i en lille rygsæk. Hvis ikke andet er anført, går vi i et jævnt tempo.
Deltagerne sørger selv for transport til mødestedet for de enkelte ture, men det er muligt at blive medlem af en samkørselsgruppe.
Du er meget velkommen til at deltage i et par prøveture for at se, om vores vandringer er noget for dig.
—
Foto i toppen er fra Aarø i forbindelse med afdelingens vandreferie 3 øer i Lillebælt.