Det bedste er at fare vild
Fra regionsdirektør til historieformidler i DVL. Efter en tur til Kilimanjaro fandt Peter glæden ved at vandre.
Af Kristine Buske
Efter en vellykket tur til USA besluttede Peter Terman Petersen og hans søn at tage på en ny rejse sammen. Først var tanken Australien, men rejsen skulle være om sommeren, hvor Peters søn havde fri fra sit studie, og vejret på den årstid er koldt og trist Down Under. I stedet faldt valget i 2014 på Kilimanjaro i Tanzania. Men med rustne vandreben krævede det en del træning.
Der blev fyldt tunge sager i rygsækken, og så spænede far og søn op og ned ad bakken Herstedhøje. For at supplere med endnu flere vandreture meldte Peter sig ind i Dansk Vandrelaug.
– Turen til Kilimanjaro gav mig lyst til mere. Både til flere lange vandringer og til flere ture med DVL, fortæller Peter.
Det smukke i at fare vild
Tre år efter tog far og søn til Mont Blanc, og senere planlagde Peter at gå Caminoen. Som så meget andet satte corona-pandemien den drøm på standby, og Peter gik i stedet Camønoen, Hærvejen, Bornholm rundt og første del af den danske Fjernvandrevej E6. Til foråret tager han sidste etape af Fjernvandrevej E6 fra Kruså til Nyborg, inden han går ad Olavsvejen fra Oslo til Trondhjem til sommer.
– De lange vandringer kan noget helt særligt. I hverdagen er der mange beslutninger, der skal tages, og konklusioner, der skal drages. Når du vandrer langt, skal du kun forholde dig til at gå fra A til B. Du får tid til at filosofere og tænke over tingene og lærer, at verden ikke er så sort/hvid. Du har masser af tid til at suge indtryk på din vej og se under hvert et blad. Der er ingen forstyrrelser, fortæller Peter og tilføjer, at han især holder af de umiddelbare øjeblikke på turene:
– Det bedste er at fare vild, for så oplever du ting, du ikke havde forestillet dig og kommer steder hen, du ikke havde planlagt.
Han har mødt flere spændende bekendtskaber både på vandringerne i Tanzania og Frankrig med sønnen, men også rundt på de danske vandreruter.
– Jeg har fået mange historier og personlige fortællinger fra fremmede mennesker. Der er noget særligt i et møde uden fordomme og forbehold, for så er der ikke grund til andet end bare at lytte. Det er mennesker, du aldrig møder igen, men som giver minder med i rygsækken, siger Peter.
I Valdemar Atterdags fodspor
Selvom Peter har fået smag for de lange vandringer, holder han også af hverdagsturene med DVL Storstrøm. I godt et år har han som turleder selv ført an på ture rundt på Lolland. En af dem var en tur til Sakskøbing i januar 2022.
Her blev Christoffer 2. overfaldet og ført til Aalholm Slot ved Nysted, hvor han blev holdt fanget i en periode i 1300-tallet. Christoffer 2. var i øvrigt far til Valdemar Atterdag, der igen var far til Margrete den 1. Det er ikke tilfældigt, at det blev omdrejningspunktet for turen, for Peter er fascineret af egnshistorierne i Danmark – især fra stenalderen og middelalderen.
– Når du vandrer i Danmark, kommer du forbi mange slotte, borge og stendysser, som trækker spor mange hundrede år tilbage. Du kan for eksempel gå i Valdemar Atterdags fodspor, uanset om du går på Lolland, i Nordsjælland eller langs Hald Sø ved Viborg. Det synes jeg er spændende, og det er sjovt at trække de historiske tråde, fortæller Peter.
Tid til at blive klogere på livet
Peter har været pensionist i to år – siden han fyldte 60. Alligevel bruger den tidligere regionsdirektør for COWI et par dage om ugen på at hjælpe firmaer med kvalitetsstyring, strategi og projektudvikling. For det klør lidt i de gamle ingeniørfingre, når nogen ringer og beder om hjælp. Og så giver det selvfølgelig også mere økonomisk frihed til at opleve verden.
Peter og hans kæreste drømmer om at tage Fjernvandrevej E1 gennem Europa fra Kruså til Rom – i flere etaper selvfølgelig. Når Europa er vinget af, er målet Japan.
– Da jeg selv var leder, havde jeg ikke tid til andet end mit arbejde og familie. Nu nyder jeg, at jeg hele tiden kan lære nye ting og har fundet mig en interesse gennem vandringen, som både giver mig motion og giver mig noget mentalt, hvor jeg også kan dyrke min nye passion for historie, siger Peter.
Han fortæller også, at han bruger vandreturene til at samle råvarer som tang og skvalderkål med hjem til køkkenet. Han kan nemlig godt lide at lave alternativ mad med lokale råvarer.
– Hvis jeg ikke vandrede, ville jeg nok komme langt over 100 kilo med al den gode mad, jeg spiser, griner han.
Et stærkt værdigrundlag
Peter er godt klar over, at han bare kunne gå på egen hånd uden en forening. Men for ham betyder det meget, at han kan tage med på ture, han ved er planlagt på forhånd.
– Efter at have meldt mig ind i DVL er jeg også stødt på mange andre vandreorganisationer og -grupper. Men det blev hurtigt tydeligt for mig, hvor professionel DVL er. Der udbydes kurser til de frivillige som turlederkurser, hvor man får værktøjer til at arrangere turene og førstehjælpskurser, som giver en tryghed undervejs, siger han.
Efter at Peter Terman Petersen selv blev turleder og har planlagt ture, hvor han ansøgte om lov til at gå på private områder, blev han også opmærksom på DVL’s ry rundt i landet.
– Når man kommer og spørger, om man må gå 20 mand på privat jord, så bliver man først mødt af forbehold. Men når de hører, at man kommer fra DVL, så får man altid lov. Folk ved, at vi holder os til stierne, ikke smider affald og har respekt for naturen og omgivelserne. Det fælles værdigrundlag er vigtigt.