Turlederkursus på én dag en succes

I januar 2026 blev der for første gang afholdt et endags-turlederkursus, da 18 fra syv forskellige afdelinger deltog i Ringkøbing.

Kurset var et pilotprojekt med det formål at få flere nuværende og kommende turledere klædt godt på til opgaven som turleder.

Formiddagens program indeholdt temaer som planlægning og beskrivelse af en tur, den gode turleder og formidling.

Desuden nåede vi kort omkring regler for, hvor man må gå, jagttider m.m.

Der var en god debat hele formiddagen, hvor mange erfaringer også blev udvekslet.

Om eftermiddagen var Outdooractive på programmet. En kort gennemgang af de vigtigste funktioner på telefonen og efterfølgende en kort gåtur, hvor programmet blev brugt. Igen var der erfaringsudveksling.

Dagen sluttede med en gennemgang af hjemmesiden, især de afsnit som er anvendelige for turledere, herunder forsikring og link til, hvor regler kan findes. Og til allersidst en kort snak om DVL´s mål og visioner, og hvordan tiltrækker vi nye turledere.

 Ved evalueringen, gav kursisterne udtryk for følgende:

  • De følte sig nu rigtig godt klædt på til rollen som turleder og glædede sig til at komme ud og bruge det.
  • De var overrasket over, hvor meget man som turleder bør være opmærksom på.
  • De havde meldt sig til kurset fordi det kun varede én dag.
  • De var glade for, at de mange regler kunne nærlæses gennem de udleverede links.
  • Og de vil gerne have et uddybende kursus i Outdooractive.

Forplejning på kurset var morgenmad, sandwich til frokost og kage til eftermiddag.

Sådan tilbydes der flere endagskurser i fremtiden

Hvis andre afdelinger har lyst til at afholde et endagskursus står kursusudvalget til rådighed. Det kursusmateriale, der er udarbejdet til endagskurset, kan naturligvis benyttes af andre afdelinger. Ligesom vi i kursusudvalget gerne stiller os til rådighed som underviser(e).

Det er oplagt at tilbyde kurset i trekantområdet og på Sjælland.

Kurset kræver blot et lokale med projekter og mulighed for at servere forplejning.

Som vanligt for turlederkurser er deltagelsen gratis for dem, der indstilles af afdelingsbestyrelsen – og uden udgifter for den enkelte afdeling. Et overslag på forventede udgifter skal dog godkendes af kursusudvalget.

Yderligere oplysninger om afvikling af kursus og kursusmateriale kan fås ved henvendelse til Marianne Middelhede Jensen. Telefon 2328 6865.