Vandreferie i Espedalen udløser årets pletskud 2025

Dommerne var fuldstændig enige efter at have set og analyseret de 53 billeder, som blev afleveret til Dansk Vandrelaugs fotokonkurrence 2025: Eva Christensens billede var bedst, Vagn Olsen tog 2.-pladsen og fik hædrende omtale for et andet, imens Pia Persson blev nummer tre.

Vi gik op op op. Det var vådt og stejlt, men belønningen var den flotteste udsigt. Foto Eva Christensen

Vi gik op op op. Det var vådt og stejlt, men belønningen var den flotteste udsigt. Foto Eva Christensen

Medlemmerne dyster hvert år om tre flotte gavekort-præmier fra Friluftsland, hvor den uvildige dommerkomite med Karen Schmolke fra DVL Storstrøm, Jan Adler Nissen fra DVL København og Christian Lauritzen fra DVL Gentofte-Lyngby har afgjort, hvem der skal præmieres.

Beklageligvis er afgørelsen blevet stærkt forsinket, men billederne er heldigvis stadig lige så værdifulde, som da de blev indsendt sidste efterår.

Temaet for fotokonkurrencen 2025 var ’dit syn på en DVL-tur’. Og det fik 20 forskellige medlemmer til at udvælge nogle af deres bedste billeder og deltage i konkurrencen. Vi håber endnu flere vil melde sig til fotokonkurrencen i år.

(Klik på alle billederne herunder og se dem i fuld figur)

1 Vi gik op, op, op. Det var vådt og stejlt, men belønningen var den flotteste udsigt

Af Eva Christensen, DVL Nordsjælland

 

Som så ofte før viser Espedalen i Norge sig fra sin bedste side i fotokonkurrencen. På en vandreferie har Eva taget et skarpt billede af en dramatisk himmel, hvor skyggerne giver ekstra dybde i det storladne landskab. De vandrende hæver sig over horisonten, og deres forskelligfarvede tøj er med til at løfte billedet.

Med årets pletskud følger et gavekort til Friluftsland på 1.000 kr.

2 Fra høj til høj på Trehøje i Mols Bjerge med Viborg Afdeling

Af Vagn Olsen, DVL Viborg

Den endeløse vandreflok gør billedet spændende, hvor de følger stien diagonalt igennem billedet. Her er en god sommerstemning, hvor man aner, at lyngen er begyndt at blomstre. Også her er der tale om et storladent landskab, som viser, Danmark sagtens kan måle sig med Norge.

Andenpladsen udløser et gavekort til Friluftsland på 750 kr.

3 Klassisk DVL-situation: Vi hjælper hinanden – her i Espedalen i Norge

Af Pia Persson, DVL Gentofte-Lyngby

Et møde i naturen giver os lyst til give en ekstra hånd, mens vandet hvirvler afsted. Der er stor koncentration hos alle – både hende der krydser åen, dem der hjælper, og dem der ser på. De kulørte jakker understreger den klassiske situation, hvor vi hjælpes ad på tur.

Med tredjepladsen følger et gavekort til Friluftsland på 500 kr.

Hædrende omtale

DVL Fyn på Gals Klint og Hindsgavl Dyrehave. Ret udfordrende nedstigning – men flot

Af Tove Dinesen, DVL Fyn

Det flotte lys fremhæver de spændende former på træerne, som gør skoven helt troldeagtig. Det fremgår tydeligt af de vandrernes kropsholdninger, at de er ude på en svær nedstigning.

Med DVL Viborg i Undallslund

Af Conny Thomsen, DVL Viborg

Skarpt billede af en klassisk vandresituation. Vi bliver opfordret til at komme med ud at vandre af de ansigter, som er vendt mod fotografen. Billedet er efterårsmørkt, men der er et flot lys i baggrundens træer og i vandspejlet.

En kold tur med DVL Viborg i januar med strabadser op og ned i Dollerup Bakker

Af Vagn Olsen, DVL Viborg

Et dramatisk billede, hvor nysneen tydeligvis gør terrænet glat. Snevejret giver en diset baggrund, imens de vandrende står skarpt.

Stor tak

Tak til medlemmerne for de mange billeder, som I har uploadet til fotokonkurrencen 2025. Dem vil vi med glæde genbruge på hjemmesiden og i nyhedsbrevene fremover. Ligeledes tak til dommerkomiteens Karen, Jan og Christian for deres skarpe syn.

Dansk Vandrelaug benytter samtidig lejligheden til at takke Friluftsland for at have sponsoreret de tre præmier til vinderfotograferne.

Fotokonkurrencen 2026

Temaet er helt åbent: Din fortolkning af DVL på tur. Mobilernes billedkvalitet er fortrinlig, så hold dig ikke tilbage med at deltage – gå endelig efter de flotte præmier!

Reglerne er enkle: Du skal være medlem af DVL, du kan højst deltage med tre billeder i konkurrencen, og de skal være taget på en DVL-tur i år. Og lige et væsentligt fif: Den uvildige dommerkomite foretrækker så afgjort billeder med vandrere på og i særdeleshed billeder med ansigter frem for rygge.

Billederne uploades nemt på dvl.dk/fotokonkurrence via en formular. Du kan indsende billeder til og med den 31. december 2026.